Puss in Boots: The Last Wish blu ray anmeldelse

 
Puss in Boots: The Last Wish blu ray anmeldelse
 
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

Puss in Boots: The Last Wish blu ray anmeldelse

Zone A-B-C =kodefri (Nordisk udgave)
Spilletid: 1 time og 42 minutter
Lyd: Dolby Atmos: Engelsk, Dolby digital Plus 7.1: Dansk, finsk, Dolby Digital 5.1: norsk, svensk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 2.39:1

Blu-ray udgivelsesdato: 8. maj 2023
Distributør: SF Studios / Universal
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Animation, Komedie, eventyr
Biografpremiere: 22. december 2022

Instruktør: Joel Crawford, Januel Mercado
Manuskript: Paul Fisher, Tommy Swerdlow
Producer: Andrew Adamson, Joseph Izzo, Heather Lanza
Klip: James Ryan
Musik: Heitor Pereira
 
Stemmer original udgave (danske i parentes):
Antonio Banderas som Puss in Boots (Kristian Boland)
Salma Hayek som Kitty Softpaws (Christiane Schaumburg-Müller)
Harvey Guillén som Perrito (Allan Hyde)
Florence Pugh Florence Pugh som Guldlok (Tara Toya)
Olivia Colman Olivia som Mor bjørn (Lise Baastrup)
Ray Winstone som Far bjørn (Michael Hasselflug)
John Mulaney som Jack Horner (Mikkel Boe Følsgaard)
Wagner Moura som Wolf (Olaf Heine Johannessen)
 
Beskrivelse:
I Puss in Boots: The Last Wish har den bestøvlede kat indtaget, festet og smadret et helt slot, da den retmæssige ejer kommer hjem. Under kampen mod ejerens soldater får Puss vækket en sovende kæmpe, som nu truer slottets og byens indbyggere på livet, men på snedig (og heldig) vis får Puss nedkæmpet kæmpen, men det uheldige sker, at han til sidst alligevel mister et af sine 9 liv - det næstsidste. Hans ’doktor’ forklarer ham at han nu må drosle ned, så han kan passe på det sidste liv, men det vil Puss ikke høre tale om og først da han møder døden i form af en stor ulv bliver han bange og han søger tilflugt på et katteherberg. Puss får her nys om, at hvis han finder en ønskestjerne, kan han få et ønske opfyldt og han vil derfor finde den for at ønske sig flere liv. Puss går derfor på jagt efter først kortet til ønskestjernen, men han er ikke den eneste der jagter kortet og på hans mission møder han mange nye og gamle venner og fjender og samtidigt har han hele tiden døden lige i hælene.
 
Puss in Boots: The Last Wish blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra blu-ray 
 
Puss in Boots: The Last Wish er selvfølgelig baseret på karakteren af samme navn fra Shrek filmene, men også fra et par andre solofilm, som er udkommet i den mellemliggende periode. Stemningen en den samme som i Shrek; uhøjtidelig og skør og på samme vis som i Shrek stjæles med arme og ben fra andre eventyr, men på en sjov og forfriskende måde. Puss in Boots: The Last Wish er en forrygende animationsfilm og der er ikke et kedeligt øjeblik. Til gengæld savner jeg flere sjove episoder, som hans ophold ved katteherberget, som er helt forrygende morsomt, for derudover bliver det ikke rigtigt sjovt. Derimod er historien med at han jages af døden i form af en stor kutteklædt ulv med røde øjne måske lidt for uhyggeligt for de mindste trods aldersklassifikationen på 7 år, så jeg synes ikke helt filmen rammer plet handlingsmæssigt.

Hovedrollerne, som Puss in Boots og Kitty Softpaws leveres heldigvis stadigvæk af hhv. Antonio Banderas og Salma Hayek og de passer perfekt i rollerne med slet skjult spansk accent, mens de øvrige stemmer, også er perfekt castet. De danske stemmer leveres glimrende af en lang række kendte skuespillere.
 
Puss in Boots: The Last Wish blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra blu-ray
 
Puss in Boots: The Last Wish på blu-ray er en utrolig flot animationsfilm fra Dreamwork, hvor filmen elegant gør brug af mange forskellige animationsteknikker, lidt ala Spider-Man: Into the Spiderverse, og tegnestilen varierer fra fotorealistisk 3D animation til hakkende stopmotion-agtigt tegnefilm, og det fungerer supergodt. Animationerne er helt i top, og leveres med en fortryllende farveskala og god brug af skyggeeffekter. Billedsiden leveres med en fremragende skarphed og detaljerigdom i billedet, som gengiver pels og andre teksturer yderst livagtigt. Sortniveauet er dejligt dybt, og der var ingen synlige komprimeringsfejl i denne flotte udgivelse fra Universal.
 
Puss in Boots: The Last Wish udkommer på blu-ray med engelsk Dolby Atmos og et dansk Dolby digital Plus 7.1 soundtrack hvor der er fuld knald på lydeffekterne i actionsekvenserne, som dynamisk og effektivt panoreres rundt i samtlige surroundhøjtalere i ens setup, så man placeres midt i orkanens øje for begivenhederne på skærmen og samtidigt leveres masser af power i det dybe LFE register til subwooferen. Musik og dialog fremstår i hele filmen tydeligt og velprioriteret og både de originale og de danske stemmer leveres med stor indlevelse.
 
Ingen ekstramateriale på denne udgivelse
 
 
Anmeldelse skrevet oktober 2023

Tak til SF Studios / Universal

Tilbage til blu-ray anmeldelser