Anmeldelse Af Udstyr / Atlona LinkcCast trådløse HDMI
Hjemmebio Guide
Hjemmebio Guide Tryk her
Hjemmebiografer
Hjemmebiografer Tryk her
Link
Besøg Biojensen.dk på Facebook

Atlona LinkcCast trådløse HDMI

Atlona LinkCast trådløs HDMI

Producent: Atlona

Type: Trådløs HDMI

Anmelder: Kristian Fuglsang.
Anmeldt den 3 februar 2013

Første indtryk:
Da jeg modtager kassen med dette trådløse system kan jeg med det samme se at Atlona mener det seriøst. Med det mener jeg at man ret ofte støder i nogle produkter hvor kassen produktet ligger i er billigt lavet og indholdet ligger og rasler løst indeni. Her kan man inden køb, hvis det er i en butik selvfølgelig, åbne et ekstra låg for at se hvordan varen ser ud og hvor meget tingene reelt fylder. I kassen er der alle de ting man skal bruge for at komme igang, så man skal ikke ud at købe ekstra ind.

Indholdet:
i kassen består af selve hovedenheden (AT-LinkCastAV) og Transmitter (AT-LinkCast-HTX) og derudover er der medfølgende HDMI og USB kabler og de er heldigvis lange nok. (Dette kunne andre producenter godt tage ved lære af) Så er der selvfølgelig omformeren der skal i hovedenheden og i stik kontakten. Til sidst er der et lille HDMI forlænger stik der kan drejes og vinkles, men det kommer jeg ind på senere.
 
Design:
Selve hoved enheden (AT-LinkCastAV) er meget lille (150x100mm) og er meget let at skjule hvis man ikke har lyst til at have den fremme. Enhederne er lavet af sort plast der virker lidt skrøbeligt. Men når først de to enheder sidder på deres pladser skal man ikke pille mere ved dem. Designet er sort med en orange kant hele vejen rundt og man kan enten vælge at hænge den op på væggen eller stille den i den medfølgende stander som den står sikkert i da den er tung. Den lille transmitter (AT-LinkCast-HTX) er en lille sag på 30x80mm og det er fint da den skal sidde bag selve enheden.

En ting der i mit tilfælde, med den Surround reciever jeg benytter (Pioneer SC-LX 56) da kan transmitteren ikke sidde i HDMI udgangen uden at komme i vejen for mine andre stik. Grunden til dette er at transmitteren skal have strøm via kabel og til et USB stik. Kablet går ud af siden på transmitteren og så langt inde at de andre kabler ikke kan være der.

Dette problem har Atlona så taget højde for ved at putte en lille vinkel/drejbar HDMI forlænger med i sættet.

Atlona LinkCast trådløs HDMI
Fjernbetjening:
Fjernbetjeningen er meget lille 40x85x6mm og det har da både sine fordele men også nogle ulemper. Fordelen er jo at man ikke behøver endnu en fjernbetjening oveni alle de andre man har, da man bare kan tænde den og lade den være tændt hele tiden. Derefter lægger man fjernbetjeningen væk. Man skal lige være opmærksom på at hvis man har flere transmittere så er fjernbetjeningen meget vigtig at holde styr på, da den skal bruges hver gang der skal skiftes enhed. Hvis man ønsker at tænde og slukke efter hvert brug så er ulempen at da den er så lille og skrøbelig, kan den for det første let blive væk og for det andet virker den som nævnt ret skrøbelig i brug og dens rækkevidde er ikke ret stor.

Ellers er der lige hvad der skal bruges af knapper som tænd/sluk, menu, exit, pile taster med godkend i midten og så er der en knap til at vælge enheder på fra 1-5.



Opsætning:
Når man læser i vedlagte manual går opsætningen som en leg, og kan gøres i løbet af få minutter. I dette tilfælde gik det dog ikke sådan, da den lille transmitter ikke var synkroniseret med hovedenheden. I manualen står der ikke hvordan dette gøres, men fandt hurtigt manualen på nettet. På transmitteren sidder der i enden en lille bitte tap der lige skal trykkes ind og efter et par sekunder så var der forbindelse mellem de to enheder.

I dette setup er sættet tilsluttet til en surround reciever og en projektor. Enhederne er gemt væk så de ikke kan ses og alligevel er der en rigtig god forbindelse (4 meter i mellem enhederne) og selvom jeg lagde hånden over begge enheder fik jeg ikke billedet til at svigte. Hovedenheden bliver temmelig varm når den har været tændt i lang tid men det bliver aldrig til et problem.

Menuen er let og overskuelig da der kan stort set kun kan tilføje/slettes enheder og lave nye navne og så selvfølgelig synkroniserings delen. Der kan kobles op til 5 enheder på dette sæt og det styres let og elegant via fjernbetjeningen.

Atlona LinkCast trådløs HDMI
Andet setup:
Jeg ville se om jeg kunne presse systemet lidt ved at øge afstanden og da blev sættet sat til en Blu-Ray afspiller og en fladskærm med 9,5 meters afstand i luftlinjen. Dertil prøvede jeg at tænde både mikrobølge ovnen, støvsugeren og talte i telefon alt imens det var i gang. Der var intet at komme efter. Det burde det heller ikke være med det system de bruger, men det skulle lige prøves af alligevel. En ting man så lige skal være opmærksom på er at sættet ikke må være tæt på en trådløs router, da det kan gå ind og forstyrre signalet.



Lyd og billede:
Sættet understøtter Dolby digital/DTS 5.1 lyd. Men ikke de populære lydformater som DTS HD Master Audio og Dolby True HD (bitstream). På billede siden som jo er alt afgørende her i denne test, da understøttes Full HD (1080p) og så kommer det store spørgsmål!  Lever sættet så op til forventningerne? Da må jeg give et stort og klart JA til dette spørgsmål.

Lige da billedet kommer op på lærredet, som i dette setup er på 108 tommer hvor man ser de mindste fejl hvis de er der, da er farverne noget vilde og mørke. Det indstilles dog meget hurtigt til det er ligeså flot og skarpt som det var billede med HDMI kabel. Der er et flot, klart og roligt billede over hele testperioden. Det er sat til på denne måde at jeg kan skifte mellem trådløs og kablet forbindelse for at se om der er nogle forskelle. En ting jeg dog lagde mærke til var at hvis man skifter kilde og så tilbage igen, så skal den nogle gange lige bruge noget tid til at få billedet frem på skærmen.

Samlet vurdering:
Det er en fornøjelse når man får lov at teste noget der bare virker og det gør dette trådløse HDMI fra Atlona. Der er dog ting der godt kunne forbedres såsom understøttelse af Dolby True HD og DTS Master Audio. Derudover kunne det være fint hvis den fandt signalet hurtigere når der blev skiftet til en anden enhed og så tilbage igen. Dette sæt der er blevet anmeldt her var ikke synkroniseret og da den knap der skal trykkes ind er så lille og næsten usynlig var den meget svær at finde. Men det er selvfølgelig noget der kun skal gøres en gang.

Testperioden er foregået over en uges tid og der er blevet set 15 film hvoraf de 10 er Blu-Ray og er set i hjemmebiografen og de 5 er fra Netflix set i stuen med 9,5 meter imellem enhederne. På alle tænkelige måder har sættet været i brug og ikke en eneste gang har det mistet forbindelsen midt i en film. Har man lange afstande at trække kablet på f.eks. fra en projektor der ofte er langt væk fra det øvrige setup, så er dette bare en super god løsning. Prisen på et godt HDMI kabel på 10 meter sniger sig jo let op på den forkerte side af 2000 kr. og kan endda koste langt mere end dette.

Kan man leve med de ovennævnte ting der mangler, så har man har et sæt der er alle pengene værd og man kan endda udvide løbende med op til i alt 5 enheder der kan kobles på, så jeg kan ikke forestille mig at folk løber tør lige med det samme.



3 gode:
  • Let at installere
  • Holder forbindelsen
  • Godt billede

3 knap så gode:

  • Skrøbeligt plastik
  • Understøtter ikke True HD & DTS Master
  • Lille fjernbetjening
Spec.
Band Width Video: 3Gbps
Frequency Range: 4.9GHz to 5.875GHz
Coexists with 802.11a/n & 5GHz cordless phones
Lyd: 18Mbps
Input Ports 1 USB (for updating firmware)
Output Ports 1 HDMI (female type)
Resolution outputs Video: up to 1080p
Vesa: up to 1600x1200
Mål: (HxWxD): 152 x 104.7 x 23 (mm)
Vægt: 0.132kg
Temperature Operating: 50°F to 95°F or 10°C to 35°C
Storage: -4°F to 158°F or -20°C to 70°C
Power consumption 7.5W

Tak til Imago Sonas A/S for lån af Atlona Linkcast til anmeldelse.
Streaming anmeldelser
Se Streaming anmeldelser Tryk her
Disney blu-ray
Disney blu-ray anmeldelser
Link
Besøg link side Tryk her