Eternals blu-ray anmeldelse

 
Eternals blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

Eternals blu-ray anmeldelse

Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave) 
Spilletid: 2 timer & 36 minutter 
Lyd: DTS HD Master Audio 7.1: Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 2.39:1

Blu-ray udgivelsesdato: 31. januar 2022
Distributør: The Walt Disney Company Nordic.
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Sci-fi, action, eventyr
Biografpremiere: 3. november 2021

Instruktør: Chloé Zhao
Manuskript: Chloé Zhao, Patrick Burleigh, Ryan Firpo
Producer: Victoria Alonso, Mitchell Bell, Louis D'Esposito
Fotograf: Ben Davis
Klip: Dylan Tichenor, Craig Wood
Musik: Ramin Djawadi
 
Skuespiller:
Gemma Chan som Sersi
Richard Madden som Ikaris
Angelina Jolie som Thena
Salma Hayek som Ajak
Kit Harington som Dane Whitman
Kumail Nanjiani som Kingo
Lia McHugh som Sprite
Brian Tyree Henry som Phastos
Lauren Ridloff som Makkari
Barry Keoghan som Druig
Ma Dong-seok som Gilgamesh (as Don Lee)
Harish Patel som Karun
 
Beskrivelse:
Marvel-filmen Eternals handler om en række udødelige helte med hver deres overnaturlige kraft. De har været til stede på Jorden i tusindvis af år, hvor de har været med til at forme menneskehedens udvikling, samt beskyttet den de mod dødsensfarlige monstre, de såkaldte Deviants. Da nye farlige Deviants truer Jordens eksistens må heltene træde ud af deres falske identiteter og samles for at tage kampen op, men en skjult dagsorden og hemmelighed truer både sammenholdet blandt The Eternals, men også planeten jordens overlevelse.
 
Eternals blu-ray anmeldelse
 
I Eternals møder vi for første gang en række guddommelige superhelte, som introduceres i Marvel-universet, med en historie der foregår efter handlingen i Avengers: Endgame og som der også refereres til. Det er lidt modigt at starte på en ny gren af helte i Marvel universet, som i forvejen har utroligt mange helte, men det er måske det der skal til for at friske det hele lidt op. Eternals er overraskende nok instrueret af den Oscarvindende Chloé Zhao, der stod bag den stemningsfulde, men noget mere rolige og socialrealistiske ’Nomadland’. Der er flere anmeldelser af Eternals der lidt uretfærdigt har sat lighedstegn med instruktørens tidligere film og at Eternals dermed skulle være en kedelig affære. Det synes jeg bestemt ikke, og jeg synes faktisk det er lykkedes Zhao glimrende både at introducere en række nye helte, deres forhistorie og et univers, som elegant flettes ind i verdenshistorien og samtidigt formidle en flot og spændende actionfilm, hvor der ikke er sparet på hverken special effects eller på rollelisten. En rolleliste som er spækket med store stjerner som Angelina Jolie, Salma Hayek, Richard Madden, Kit Harington samt andre dygtige skuespillere som Gemma Chan, Kumail Nanjiani og Barry Keoghan, som alle spiller aldeles glimrende. I forhold til andre Marvel film savnes nok lidt mere humor og historien kan måske til blive lidt for selvhøjtidelig, men det er ikke noget der for alvor trækker ned. Som fan af Marvel universet var jeg godt underholdt i de lidt over 2½ timer som Eternals varer, og det bliver interessant at hvordan Eternals heltene skal interagere med de andre Marvel helte i fremtidige film.
 Eternals blu-ray anmeldelse

Eternals leveres på Blu-ray i et 1080p transfer i formatet 2.39:1 og er generelt en meget flot udgivelse fra Disney med ekstremt skarpe, farvemættede og detaljerede billeder, hvad enten det er ansigterne på skuespillerne, detaljer på kostumer, eller de enorme settings og historiske locations, hvor de forskellige scener foregår. Eternals er spækket med vilde kampscener, smukke naturscenarier og fantastiske actionscener der foregår bl.a. i London, samt computeranimationer, der ubemærket blender ind i scenerne med rigtige skuespillere. De neonfarvede effekter fra heltenes våben og det komplicerede udtryk af Deviant monstrene ser fantastisk ud. Sammensmeltningen af levende billeder og CGI er fuldstændig usynlig, og får hver eneste scene til at virke troværdig og levende. Jeg spottede ingen synlige komprimeringsfejl eller artefakter.
 
 
Eternals kommer med et 7.1 DTS-HD MA lydspor, der som ligesom resten af filmen er er yderst effektfuldt og potent i filmens mange action- og kampscener. Der er hele tiden gode retningspanoreringer i samtlige surroundhøjtalere, der er med til at placere os midt i centrum for de intense kampscener, og samtidigt er der godt med drøn på subwooferen når det kræves. Dialogen fremstår alle steder højtopløst, tydelig og perfekt integreret i lydbilledet og anvendelsen af rockklassikere i soundtracket fra blandt andet Pink Floyd er overraskende, men superfedt at lytte til i surround.
 
• Immortalized (1080p, 10:45)
• Walks of Life (1080p, 5:01)
• Gag Reel (1080p. 2:29):
• Deleted Scenes (1080p, 5:49 total runtime)
• Audio Commentary (med bl.a. instruktøren Chloé Zhao.)
 

Anmeldelse skrevet februar 2022

Tak til The Walt Disney Company Nordic.

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser