Dumbo blu-ray anmeldelse

 
Dumbo blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

Dumbo blu-ray anmeldelse

Zone A-B-C (Nordisk udgave) 
Spilletid: 1 time & 52 minutter 
Lyd: Dolby Digital Plus 7.1 (Engelsk),
Dolby Digital 5.1 (Dansk, Svensk, Norsk, Finsk)
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 1.85:1 High Definition

Blu-ray udgivelsesdato: 8. august 2019
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Børnefilm, Eventyr
Biografpremiere: 28. marts 2019

Instruktør: Tim Burton
Manuskript: Ehren Kruger, Helen Aberson, Harold Pearl
Producer: Tim Burton, Katterli Frauenfelder, Derek Frey
Fotograf: Ben Davis
Klip: Chris Lebenzon
Musik: Danny Elfman
 
Skuespiller som ligger stemme til (danske stemmer i parentes)
Colin Farrell som Holt Farrier (Morten Hemmingsen)
Michael Keaton som V. A. Vandevere (Kristian Boland)
Danny DeVito som Max Medici (Torben Zeller)
Eva Green som Colette Marchant (Danica Curcic)
Alan Arkin som J. Griffin Remington (Claus Bue)
Nico Parker som Milly Farrier (Rose-Maria Kjær-Westermann)
 
Beskrivelse:
Dumbo er den klassiske Disney historie om elefantungen Dumbo, der fødes med enormt store ører i et lille cirkus. Først bliver Dumbo betragtet som en vanskabning der skal gemmes væk, indtil børnene til den krigsinvaliderede showrytter, nu elefanttræner, Holt Farrier, finder ud af at Dumbo kan bruge de store ører til at flyve med. Da de får lavet et nummer ud af det, bliver det en stor sensation og succes for det konkurstruede cirkus og da den stenrige V. A. Vandevere hører herom, vil han med vold og magt have Dumbo til at optræde i hans enorme forlystelsespark med indbygget cirkus. Det lykkedes ham ved mere eller mindre at købe det lille cirkus med trup og det hele, med den skumle bagtanke at fyre hele truppen, så snart det kan lade sig gøre. Da Dumbos mor samtidigt skal sendes væk fra forlystelsesparken, gør hele familien Farrier, den gamle cirkustrup og Dumbo oprør og sætter alt ind på at redde hende.
 
Dumbo blu-ray anmeldelse
 
Med denne genindspilning af Dumbo forsøger Disney endnu engang at spinde guld på fortidens succeser og med Tim Burton i instruktørstolen får historien et mørkere, lettere syret tvist, hvilket ikke er nogen dårlig ting. Historien er stadig medrivende med gode pointer om at tro på sig selv og ikke at lade sig lokke af ussel mammon. Effekterne er generelt flotte og veludførte med bl.a. V. A. Vandevere’s imponerende futuristiske forlystelsespark eller Dumbos dramatiske flyveture rundt i cirkusmanegen. Jeg synes dog at karaktererne er blevet lidt for endimensionelle og karikerede til at man rigtigt får historien ind under huden. Dumbo er nu ellers bemandet med et imponerende stjernecast bestående af bl.a. Colin Farrell, Eva Green, Michael Keaton og Danny DeVito, men det hjælper ikke så meget når manuskriptet er så skabelonskåret. De danske stemmer leveres af solide skuespillernavne som Danica Curcic som Colette, Torben Zeller som Max Medici og Kristian Boland som V. A. Vandevere, og de udfylder rollerne glimrende.

Alt i alt er det lykkes instruktøren Tim Burton og manuskriptforfatteren Ehren Kruger at skabe en forlænget (ca. dobbelt så lang som originalen) og opdateret version af Dumbo, som virkeligt imponerer på effektsiden, men lader noget tilbage at ønske på personskildringen, som ender med at blive noget karikeret.
 
 Dumbo blu-ray anmeldelse

Billedsiden på Dumbo er en fornøjelse at betragte med de farverige og perioderigtige kulisser, omgivelser og kostumer, som fremstår med en høj detaljeringsgrad på både skuespillernes ansigtsdetaljer, på de smukke kostumer og på rekvisitter, mens sammensmeltningen af CGI med scener med de rigtige skuespillere også er elegant udført. Farveskalaen er naturlig, måske lidt til den varme side, mens sortniveauet er tilfredsstillende dybt og giver en god dybdefornemmelse i billedet i aften og nattescener.

 
Dumbo kommer med et engelsk Dolby Digital Plus 7.1 lydspor samt Dolby Digital 5.1 lydspor med hhv. danske, norske, svenske og finske stemmer, hvor dialogen i alle scener fremstår tydeligt og centreret i lydbilledet. Lydsiden på det engelske lydspor er generelt udstyret med gode effekter og retningspanorereringer, når f.eks. Dumbo flyver rundt i manegen, men generelt mangler der subwooferbas på lydeffektsiden og det trækker ned på helhedsindtrykket, som kommer til at fremstå en anelse fesent.
 
• Circus Spectaculars (1080p, 8:20)
• The Elephant in the Room (1080p, 5:50)
• Built to Amaze (1080p, 7:40)
• Deleted Scenes (1080p, 7:47 total runtime)
• Easter Eggs on Parade (1080p, 3:52)
• Clowning Around (1080p, 1:57)
• Music Video (1080p, 2:59): "Baby Mine" Performed By Arcade Fire.

Anmeldelse skrevet oktober 2019.


Tak til The Walt Disney Company Nordic..

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser