Captain America: The Winter Soldier blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave) Spilletid: 2 timer & 10 minutter Lyd: DTS HD Master Audio 7,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk. Islandsk, Engelsk.
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p
Blu-ray udgivelsesdato: 14 august 2014 Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S. Antal disk: 1 = blu-ray
Genre: action / eventyr
Instruktør: Anthony Russo & Joe Russo Manuskript: Christopher Markus & Stephen McFeely Producere: bl.a. Victoria Alonso, Mitchell Bell, Stan Lee Fotograf: Trent Opaloch Klip: Jeffrey Ford & Matthew Schmidt Musik: Henry Jackman
Skuespiller:
Chris Evans som Steve Rogers / Captain America Scarlett Johansson som Natasha Romanoff / Black Widow Sebastian Stan som Bucky Barnes / Winter Soldier Anthony Mackie som Sam Wilson / Falcon Robert Redford som Alexander Pierce Samuel L. Jackson som Nick Fury
Steve Rogers, aka Captain America, der har været frosset ned siden anden verdenskrig, vågner fra sin dvale og redder New York, vender nu tilbage i fortsættelsen, "The Winter Soldier". For Steve Rogers, indebærer det at vågne op efter årtiers dvale, mere end bare at indhente pop kulturen og forstå nutidens mode. Det betyder også, at denne idealist fra den gamle skole, skal vænne sig til en verden af trusler, magtkampe og en meget vanskelig moralsk kompleksitet. Denne tilpasning viser sig at være meget langtrukket og krævende. Men da en S.H.I.E.L.D. kollega bliver angrebet, kommer Steve hurtigt op i gear, og bliver involveret i et spind af intriger, der truer med at sætte hele verden i fare. Han forener kræfterne med Black Widow, og Captain America kæmper for at eksponere den stadig voksende sammensværgelse, mens professionelle snigmordere har til opgave at dræbe ham.
@Marvel
Han kom, han så og han sejrede. Det er velsagtens sådan, at man kan beskrive de tre film, som indtil videre har ramt biograferne verden over. I den første Captain America, blev vi introduceret til splejsen Steve Rogers, der var for klejn til at være soldat, men med hjælp blev til super soldaten Captain America. I The Avengers var kaptajnen en perifer figur, der knapt fik tid på skærmen nok til at retfærdiggøre hans tilstedeværelse på plakaten. Det lavede Marvel så om på med denne tredje film med Kaptajnen og hans skjold, der mildest talt er en stor sejrsgang for figuren, der næsten blev glemt i The Avengers.
Jeg har alle dage læst mange tegneserier. Jeg elsker Marvel universet og deres mange store figurer, der oftest er modpoler til hinanden, til trods for at de alle er superhelte. Captain America har alle dage været en af favoritterne, fordi han med et begrænset arsenal af muligheder alligevel klarede skærene med en snert af menneskelighed og en gennemført amerikansk personlighed. Det er lige præcis denne udgave af Captain America, som vi bliver introduceret til i The Winter Soldier. Her bliver figuren fra tegneserierne virkelig vækket til live, og da han ikke behøver yderligere introduktion efter to film, så kan han for alvor folde sig ud med stjerner og striber i guds eget land. Det samme kan siges om Black Widow figuren, der efter et par scener i Avengers også får bygget på sin karakter, som den multifaceterede morder, der også er en super soldat af en slags (selv om det ikke bliver nævnt i filmen).
Hele filmen er en stor fest af vilde scener, hurtig action og meget få langsommelige afbrydelser i et speciel effekt spektakel, der med sin langstrakte spilletid på mere end to timer bliver underlig ligegyldig i den sidste tredjedel. Luften går stille af ballonen og da sidste slag varer knap femogtyve minutter, taber man helt lysten til at se filmen færdig. Det er en skam, men variation over tematikken er altså ikke Marveluniversets stærkeste side. Skuespillet er gudskelov over middel for actionfilm – og hovedpersonerne fylder fint spandexuniformerne ud. Som alle andre superheltefilm, kunne man sagtens bruge lidt flere plottvists, men der er nok for meget af forlange, når det kommer til denne type film.
Elskede man The Avengers, så vil man også elske Winter Soldier. Her er smæk for skillingen, stort set ingen romantik og platte sidehistorier og et væld af vilde scener, der vil blæse enhver hjemmebiograf omkuld
@Marvel
Skarpt billede, der fint formår at holde kadencen gennem de hurtige klip, der gør hele filmen til en rutsjebanetur. Her er masser af farver og dynamik, der alt i alt giver en stor visuel oplevelse midt i alle effekterne, som filmen stort set lever på.
Hold nu fast, for her er der lyd for alle pengene. Et 7.1 DTS HD MA lydspor sætter gang i stuen med rigelig smæk på til alle otte udgange. Subben får rigeligt at arbejde med, når effekterne buldrer allerhøjest og Henry Jackmans filmscore lægger en rigtig behagelig bund for filmens feel. Dialogen er god i 95% af filmen, men drukner lidt, når det går mest vildt for sig. Det trækker dog ikke ned, når lydsporet har så meget smæk for skillingen. Der mangler måske lidt variation for at være reference, men vi er MEGET tæt på.
- Commentary - Gag Reel - Deleted Scenes - Featurettes
|