Bernard og Bianca 2 blu-ray anmeldelse

 
Bernard & Bianca: S.O.S. fra Australien blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Bernard og Bianca 2 blu-ray anmeldelse
 
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 1 time og  18 minutter
Lyd: DTS-HD Master Audio 7.1 English 
Dolby Digital 5.1: Dansk, svensk, norsk, finsk  Dolby 2.0 islandsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk, islandsk, 
Aspect Ration: 1.66:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 27. marts 2014
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 1  = Blu-ray

Genre: Animation/Familie
Biograf premiere: 29 november 1991

Crew:
Instruktør: Hendel Butoy, Mike Gabriel
Manuskript: Jim Cox, Karey Kirkpatrick, Byron Simpson, Margey Sharp og Joe Ranft
Producere: Kathleen Gavin og Thomas Schumacher 
Klip: Michael Kelly 
Musik: Bruce Broughton
 
Skuespiller som ligger stemmer til den Engelske udgave:
Bob Newhart som Bernard
Eva Gabor som Miss Bianca
John Candy som Wilbur
Tristan Rogers som Jake

Beskrivelse: 
Disney-selskabet har i et godt stykke tid genudgivet alle deres animerede klassikere i nyrestaureret HD-kvalitet, så den nye generation kan nyde godt af de klassiske tegninger og desuden vækker nostalgiske følelser hos den lidt ældre generation. Bernard & Bianca er uden tvivl en af de små, søde film, som børn har sat pris på tilbage i 70’erne, da dette umage par både behandlede en masse interessante temaer og desuden spredte familieglæde i hele stuen. Toeren er dukket op i min postkasse, og i denne omgang kigger vi nærmere på de uheldige heltes tur til Australien.
 
Bernard og Bianca 2 blu-ray anmeldelse
@Disney
 
I denne film følger vi en ung dreng i Australien, som lever i sus og dus med naturen omkring ham. Han tilbringer dagene sammen med vombatter, salamandere og store ørne, mens han tilbyder sin hjælp til dyr i nød. Han formår at snakke med dyrene og kan derfor forstå deres situation, men da han en dag selv falder i en krybdyrsfælde, har han pludselig brug for deres hjælp. Hvem ellers skal man ringe til, end Bernard og Bianca, når tingene spidser til? Gennem det klassiske musesystem af global kommunikation får disse to små helte nys om kidnapningen i Australien, og drager fra New York for at redde den unge dreng i nød.

Filmen udnytter Australiens rige naturliv til at illustrere Disneys dygtige animationskunst og alsidighed gennem en række unikke og flotte skabninger. Filmen behandler en herlig morale omkring naturen i forhold til mennesket, og at vi bør sætte pris på de rige områder af planter og liv, som omgiver os i alle hjørner af verden. Derudover er det klassisk for dette produktionsselskab at fokusere på tabet af et familiemedlem, da børn og unge på den måde kan udruste sig bedre til den virkelige verden gennem hjertevarme tegninger. De yngste aldersgrupper kan sætte pris på den klassiske ’falde-på-halen’-komik og søde mus, mens den lidt ældre befolkning kan sætte pris på de klassiske tegnestrøg og ikke mindst visuelle rejse ind i de sjoveste kroge af animationsverdenen.

Man kan tydeligt spotte det klassiske Disney-udseende i den lille dreng, da hans øjne og ansigtsudtryk til afveksling ligner kreationerne af Tarzan, som man først så 9 år efter. Det er meget flotte og søde konturer, som præger hovedpersonerne i denne film, og udseendemæssigt forsøger filmen at vinde fokus fra de mindste aldersgrupper. Dog er filmen stillet meget rytmisk op, hvilket vækker associationer til de klassiske kortfilm fra de første år af produktionsselskabet. Filmen er ufattelig hyggelig, og behandler en masse kærlige aspekter såsom venskab, kærlighed og ikke mindst det faktum, at man bør hjælpe en ven i nød. De flotte animationer åbner desuden også op for en række karismatiske museskikkelser, som er mindst lige så alsidige som de forskellige mennesker i vores verden. Bernard og Bianca er desuden blevet mere voksne og seriøse i deres parforhold og det er altid skønt at se en udvikling i klassiske karakteres livhistorier.

Filmen blev skabt hele 13 år efter etteren, og når en film er så længe undervejs, forventer man lidt, at konceptet og plottet er yderst veludviklet og gennemført. Handlingen er også meget sød og interessant, men lever egentlig ikke op til forventningerne af projektet som sådan. Den minder meget om etteren og spiller på de allerede velfungerende virkemidler, mens meget af filmen er fyldt med en masse musikalske montager og rytmeseancer. Det kan man enten tolke som fyld eller stemningsbrikker, og det er uden tvivl en smagssag. For min skyld fungerer det rigtig godt i forhold til filmens hyggelige koncept, og rammer ret godt på de vigtigste punkter i historien.

Samlet set er denne efterfølger en underholdende film, som endnu en gang skubber den klassiske muse-duo frem i lyset igen. Den australske vinkling på historien giver et mere omfattende univers i filmen, og kontrasten mellem England og Australien fungerer helt sublimt. Humoren er alsidig og underholder både børn og unge, mens de flotte animationer varmer hele familien sammen med de herlige moraler. Bernard og Bianca: S.O.S. fra Australien er en hyggelig lille efternøler i museuniverset og passer godt ind i Disneys klassiker-samling.
 
Bernard og Bianca 2 blu-ray anmeldelse
@Disney

Den visuelle del er uden tvivl den mest fascinerende del af udgivelsen, da man virkelig kommer tæt ind på detaljerne i de nyrestaurerede detaljer. Figurerne er langt skarpere og mindre udtværede i tegnekonturerne, hvilket har en herlig effekt på det visuelle medie. Figurerne fremstår generelt ufatteligt skarpe og virker formidabelt velskabte på skærmen, hvilket virkelig fremhæver Disneys unikke særpræg i filmen. Figurerne er så velplaceret i forhold til baggrunden, at filmen får en utrolig, utrolig dybde, som virkelig øger fornøjelsen hos seeren. På det tekniske niveau kan filmen kun blive rost til skyerne og det velovervejede farvevalg giver den perfekte stemning til hele atmosfæren i filmen. Samlet set ikke noget negativt at sige om den billedmæssige side af udgivelsen.

Lyden er mindst lige så interessant på denne udgivelse, da filmen igen formår at give den realistiske opfattelse af, at det er figurerne der taler – på trods af at det blot er skuespillere, som lægger stemme til. Underlægningsmusikken og de interessante virkemidler skaber en fantastisk indlevelse i universet, og man bliver hurtigt bidt af den komiske og hyggelige stemning. Filmens lydmæssige side glider af sted i et sammenhængende tempo, og hele filmen summer af gennemarbejdede scenarier og redigeringer. Filmen er ikke lige så imponerende på den lydmæssige side som den billedmæssige side, men den formår alligevel at levere en lydside langt over det gennemsnitlige niveau. Samlet set bliver karakteren lige under topkarakter. 

Her finder man blot en lille dokumentar, som går bag om produktionen på selve filmen. Man havde nok forventet mere underholdning på en Disney-udgivelse, men dokumentaren afrunder på fin vis udgivelsen.
 

Tak til Walt Disney studios home entertainment A/S.

Anmeldelse skrevet den 23 marts 2014.

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser