This is the end blu-ray anmeldelse

 
This is the end blu-ray anmeldelse
 
This is the end blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

This is the end blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 1 timer og 47 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk, Spansk, Tysk, Hollandsk, Italiensk, Fransk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 13 marts 2014
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment 
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Komedie
Biograf premiere: 17 oktober 2013

Crew:     
Instruktør: Evan Goldberg
Manuskript: Evan Goldberg, Jason Stone og Seth Rogen
Producere: bl.a. Nicole Brown, Evan Goldberg og Seth Rogen

Fotograf: Brandon Trost
Klip: Zene Baker
Musik: Henry Jackman


Skuespiller:
James Franco som James Franco
Seth Rogen som Seth Rogen
Jonah Hill som Jonah Hill
Jay Baruchel som Jay Baruchel
Danny McBride som Danny McBride
Craig Robinson som Craig Robinson
Michael Cera som Michael Cera
 
Beskrivelse: 
Hvad sker der, når skæve venner møder verdens undergang? Denne film er en produktion, som er skabt ud fra en række kammerater, der har kendt hinanden i flere år. De har i tidens løb haft stor succes med op til flere drengerøvsfilm med et syret plot, og deres indbyrdes interaktioner virker til at bære frugt gang på gang. Det har de så for alvor sat på prøve nu, hvor alle de forskellige karakterer i de forskellige film er landet på en og samme rollebesætning. Let the games begin!
 
This is the end blu-ray anmeldelse
 
Dette er en klassisk film indenfor en efterhånden selvstændig genre af komik, hvor de samme venne-grupper eller karakterer genoptræder i de forskellige film – det sås bl.a. i Judd Apatows klassiske ’Knocked Up’ og ikke mindst i andre film såsom ’21 Jump Street’, ’Pineapple Express’ og ’Superbad’. De bedste skuespillere og grupper fra alle disse film har fået en plads på rollelisten, store som små, og deres indbyrdes interaktioner sprudler af god, gedigen komik. På en måde virker humoren til at være improviseret og på den anden side virker den utroligt gennemtænkt, og denne balancegang giver en anderledes og hidtil ukendt form for komik.

Handlingen er spækket med ufattelig underspillet komik, som sprudler i de gennemtænkte dialoger og sjove vendinger – man kan tydeligt mærke, at skuespillerne er venner i privaten, da dynamikken mellem dem ikke virker fiktivt men nærmere realistisk og virkelighedstro. Hvis man ser bonusmaterialet, udtaler James Franco, at han nok ikke ville lave sådan en film sammen med andre. Deres forhold til hinanden er så unikt, at det er fra deres venskab og ligeværdige interesser, som komikken udspringer fra. De tager tykt pis på alt og alle i denne film, og hvis man er rigtig skarp, opdager man alle de små plottwists og referencer i løber af handlingen.

Der er et interessant spil mellem fiktive personligheder og rigtige skuespillere, og med en blanding af fiktion og virkelighed bliver det efterhånden svært at vide, hvad der er virkeligt. Det giver en solid omgang kreativ underholdning, hvor komikken kan få frit spil til at udvikle sig gradvist i handlingen. Man skal uden tvivl i forvejen kunne lide denne specielle type for sortkomisk underholdning, da den samme opskrift følger de tidligere nævnte film og komikken udspringer fra de samme jokes såvel som skuespilattituder. Rollerne er stort set det samme, og fokusset er stort set det samme, men hvis man elskede de tidligere nævnte film, så har man virkelig noget at se frem til i denne film. Der er dog nogle elementer, som måske går en smule over grænsen – alle de overnaturlige virkemidler og effekter fremstår yderst kunstige, men det er måske meningen i forhold til den i forvejen syrede opbygning.

Filmen er skæv på alle mulige måder, og udviklingen af handlingen er overraskende, uforudsigelig og spændende. Konceptet er dog ufatteligt syret, og samspillet mellem fantasy og komik er ikke for sarte sjæle. Drengene tager pis på eksorcist-elementer, hjemmeoptagelser og dommedagsfortællinger, men de gør det med så syret en tilgang, at hele svineriet virker.

Generelt set beskæftiger filmen sig med, hvordan en flok bøvede gutter reagerer, når de opdager, at der rent faktisk er en Gud. Hvad gør man ved Dommedag, når man har tømmermænd sammen med sine bedste venner? Denne mærkelige cocktail fungerer faktisk ufatteligt godt og komikken er vanvittig morsom og anderledes på alle mulige punkter. James Franco, Seth Rogen, Jay Baruchel, Danny McBride, Jonah Hill og Craig Robinson er en solid og kernestærk gruppe, som virkelig sætter komikken på topplan i This is the End. Endnu en gang, filmen er ikke for sarte sjæle, men jeg vil på det varmeste anbefale denne groteske komedie til alle, som blot har en lille forkærlighed for skuespillere af denne kaliber.
 This is the end blu-ray anmeldelse
Billedet bliver præsenteret i et MPEG-4 AVC 1080p 2.40:1 aspect ratio, som giver en ret så flot filmoplevelse fra start til slut. Der er lagt meget vægt på personernes ansigtstræk og stereotype udseende, hvilket fungerer ret så godt. Filmen ser ufattelig detaljeret og interessant ud fra start til slut, hvilket giver en farverig og gennemredigeret oplevelse på den visuelle side. Ansigterne er yderst detaljerede og man bliver faktisk overrasket over, hvor meget arbejde der er lagt i videoprocessen. Der er næsten ingen grumsede optagelser eller sammenklumpede misfarvninger i filmen, bortset fra lidt forstyrrelser på de meget overdrevne og kunstige CGI-effekter ind i mellem. Derudover er der ikke sparet på nogle former for make-up-effekter, hvilket resulterer i nogle yderst realistiske blodudgydelser såvel som dæmonbesættelser. Samlet set er billedsiden helt optimal i forhold til handlingen.
 
Lyden er heller ikke værst på denne udgivelse. Den bliver præsenteret i et DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor, som giver gode muligheder for at supplere filmens stabile billedredigering. Dialogerne er et af de mest brugte elementer i filmen, og der er heller ikke noget at klage over dér, da lydoptagelserne er klare, gennemarbejde og stilrene. Der er ingen forstyrrelser på stemmeføringen, og man lægger ekstra meget mærke til detaljerne. Filmen er spækket med solide sangnumre og en fed underlægningsmusik, som er med til at skabe den rette stemning og atmosfære.  Musikken er desuden også med til at glide let og elegant i gennem de meget syrede oplevelser i filmen og på den måde tage meget let på de ting, som sker omkring dem. Samlet set er lydsiden også i top.

På bonussektionen finder man ret mange små klip, som går i dybden med tilblivelsen af filmen. Her får man en masse interviews med stjernerne, som fortæller op selve processen på godt og ondt, hvilket resulterer i op til flere sjove bonusgrin. Udover et par humoristiske, slettede scener finder man til sidst en underholdende kortfilm, som faktisk var selve grundideen til This is the End.


Anmeldelse skrevet den 11 Marts 2014.

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment

Tilbage til blu-ray anmeldelser