Runner Runner blu-ray anmeldelse

 
Runner Runner blu-ray anmeldelse
 
Runner Runner blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Runner Runner blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 1 timer og 31 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk, Spansk, Tysk.
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 12 februar 2014
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: Thriller
Biograf premiere: 26. september 2013.

Crew:     
Instruktør: Brad Furman
Manuskript: Brian Koppelman & David Levien
Producere: bl.a. Leonardo Dicaprio, Erik Holmberg og Brian Koppel

Fotograf: Mauro Fiore
Klip: Jeff McEvoy
Musik: Christophe Beckman


Skuespiller:
Justin Timberlake som Richie Furst
Ben Affleck som Ivan Block
Gemma Arterton som Rebecca Shafran
Anthony Mackie som Agent Shavers
 
Beskrivelse: 
Justin Timberlake er efterhånden mere kendt indenfor filmverdenen end for sin enormt populære musikkarriere i N’SYNC og som soloartist. Når man springer fra en gren af kunstnerverdenen til en anden, så kan det ofte være lidt af et stort sats – men Timberlake har formået at levere nogle solide præstationer i store succeser såsom The Social Network og In Time. Denne gang har han begravet sig i kasinoverdenen, men desværre er niveauet ikke helt efter planen.
 
Runner Runner blu-ray anmeldelse
 
Vi følger den unge Richie (Justin Timberlake), som forsøger at tjene penge ind til studie ved at promovere online kasino. Pengene kommer ind lige så stille listende ind, men da rektoren på skolen forbyder ham denne sidegesjæft, er han nødt til at gå all-in med sine egne penge. Da han bliver snydt for sine penge på illegal vis, opsøger han forretningsmanden Ivan (Ben Affleck), som tager ham til sig som tak for at have opdaget fejlen. Men hvad der i første omgang virkede som en ny mulighed for hans karriere, udvikler sig pludselig til en masse ulovligheder og korrupte mennesker.

Selve konceptet minder fuldstændigt om Robert Luketics film 21, hvor en ung spiller bliver en slags lærling for en mere garvet spiller, som så i sidste ende bliver røvrendt. Derfor byder filmen slet ikke ind med noget nyt eller originalt, og bliver desværre en værre omgang klichésuppe. Det er en forholdsvis kort film, men konceptet har svært nok ved at bære vand i filmens længde på 1 time og 30 minutter. Der er alt for meget fyldstof og kedelige sammenklipninger, som kun er til som klister mellem nogle af de lidt større handlingsmomenter. Den er forudsigelig fra start til slut og lige så snart hovedpersonen begiver sig ud på sin rejse mod hævn og svindelnummeret, har man allerede luret slutningen med det samme.

Justin Timberlake virker lidt sløset og malplaceret i denne sammenhæng, da hans normale image går ind og ødelægger vores forestilling om, at Timberlake kunne være en gambler. Desuden er Ben Affleck virkelig ikke oplagt til hans rolle som den nævenyttige bad-guy, da han slet ikke er i sit es eller formår at nå ud til publikum med sit normalt store talent. Han virker til at være blevet tilføjet til rollebesætningen som et slags trækplaster, og han har sikkert fået en stor sum for at være med i den. Derfor virker hans skuespil ikke særligt lovende, da han ikke lever sig ind i konceptet og på samme tid virker meget opgivende og ligeglad. Generelt er dette en B-film i forklædning – budgettet har uden tvivl været ret stort, men udfaldet virker alt for amatøragtigt.

Handlingen forsøger hele tiden at skabe en solid spænding, men det bliver aldrig rigtig til noget andet end et par gode øjeblikke, hvor Affleck viser lidt af sit værd og hvor de visuelle virkemidler er overraskende imponerende. Man havde forventet at Runner Runner ville være en hektisk spændingsfilm med masser af solid dialog, action og vigtige plottwists, men i stedet følger filmen en afdanket opskrift, som slet ikke kommer på banen med nogen former for overraskelser. Det hele virker generelt til at køre i frigear, og man bliver egentlig rigtig skuffet over den manglende indlevelse i projektet.

Samlet set er Runner Runner en rigtig stor skuffelse, da konceptet følger en klichepræget struktur og aldrig byder ind med noget originalt eller forfriskende nyt. Skuespillerne har sat talentet på stand-by og handlingen formår aldrig at overraske seeren – hvis man elsker klicheer, er man kommet til det rigtige sted, men ønsker man lidt mere indhold, så skal man kigge i en anden retning.
 
Runner Runner blu-ray anmeldelse

Billedet præsenteres i en 1080p High Definition 2.35.1 aspect ratio, som er et godt valg til denne film. Der er ikke lagt så meget vægt på effekter, omgivelser eller andre virkemidler, og med denne type billedformat er der mere fokus på ansigterne, samtalerne og detaljerne. Desuden er man oftest tæt på personerne, så holdet bag filmen har træffet det rette valg af format, da man har større mulighed for at se deres ansigtsudtryk og mimik. Et flot og detaljeret billedformat som giver seeren det visuelt nødvendige og intet andet. Samlet set er billedsiden også meget underholdende, og imponerer langt mere end handlingen.

Lyden præsenteres i et DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor, som er noget af en fornem kaliber for en film som denne. Her får filmen nogle af sine pluspoint, da der ikke rigtig er noget at klage over på det punkt. Tværtimod er underlægningsmusikken og den glasklare lyd rigtig fornuftige og skaber den rette stemning til festerne, køreturene og alt det andet der foregår i denne lille mærkelige komedie. Redigeringen er derfor også helt i top, da kombinationen af fest og musik skal stemme ret så godt overens for at kunne fungere, og det formår denne film at slippe nogenlunde godt fra. Dialogerne og skænderierne kommer også til sin fulde ret, da der ikke kan opstøves nogen form for støj eller interferens på lydkvaliteten.

Her finder man blot nogle få slettede scener og en lille dokumentar, som går i dybden med pokerfænomenet. Der er ikke rigtig noget spændende at finde her, da mængden er overraskende lav. 


Anmeldelse skrevet den 23 februar 2014.

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Tilbage til blu-ray anmeldelser