BIG blu-ray anmeldelse

 
Big blu-ray anmeldelse
 
BIG blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

BIG blu-ray anmeldelse
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 1 timer og 44 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1 : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk, Spansk, Tysk, Hollandsk, Italiensk, Fransk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 1.85:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 10 februar 2014
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 1 = blu-ray

Genre: komedie

Crew:     
Instruktør: Perry Marshall
Manuskript: Gary Ross, Anne Spielberg 
Producere: bl.a. James L. Brooks & Robert Greenhut

Fotograf: Barry Sonnenfeld
Klip: Barry Malkin 
Musik: Howard Shore


Skuespiller:
Tom Hanks som Josh
Elizabeth Perkins som Susan
Rober Loggia som MacMillan
John Heard som Paul
Jared Rushton som Billy
 
Beskrivelse: 
Tom Hanks er uden tvivl kendt som en af tidens mest fantastiske skuespillere, og har et utal af uforglemmelige klassikere på sit cv – alt fra en naiv tåbe i Forrest Gump til en strandet mand i Cast Away. Nu hvor denne dygtige skuespiller er ved at være godt oppe i alderen, er det værd at kigge tilbage på nogle af de første øjeblikke i hans karriere. I denne omgang kigger vi nærmere på en utrolig ung Hanks i filmen Big, som uden tvivl er min favoritfilm of all time med denne skuespiller!
 
BIG blu-ray anmeldelse
 
Vi følger den unge Josh(Tom Hanks) som sammen med sin ven Billy lever det klassiske barneliv med leg, sport og luren på piger. Problemet er bare, at den pige som Josh er forelsket i, er noget ældre end ham – han ønsker mere end noget andet at være voksen for at kunne score hende, og da en omrejsende forlystelsespark dukker op i deres by, bliver hans ønske måske en mulighed. Den mystiske maskine Zoltar skulle eftersigende kunne opfylde ønsker, og morgenen efter vågner Josh op som en voksen mand. Er dette livet han længe har drømt om, eller har han måske mistet muligheden for at opleve resten af sin barndom?

Big er helt i gennem en fantastisk film, som leger så meget med fantasifulde tanker overfor den virkelige verden, at det samlet set bliver en formidabel rejse ind i filmuniverset. Dette er et soleklart eksempel på klassisk 80’er fantasi, hvor man går i dybden med nogle forestillinger, ønsker eller tanker, som man ofte har tænkt for sig selv. Man afprøver grænserne for, hvordan historien kan udvikle sig og hvor meget fantasi overfor realisme man kan placere i midten af samme handling. Man kan uden tvivl se, at Tom Hanks er en ung stjernespire på dette tidspunkt – hans skuespil er fænomenalt, og formår virkelig at afspejle en 12-årig dreng. Man får en slags kombination af barndom og voksenliv, hvilket skaber en god atmosfære, hvor skuespilleren kan udfolde sine talenter begge veje.

Handlingen er en hjertevarm fortælling, som hører under den kategori af film, man kan se om og om igen. Jeg har førhen nedslidt mine gamle VHS-optagelser af filmen til døde, og nu er det fantastisk at få lov til at gense den i HD-kvalitet. Den er ikke blevet dårligere med tiden, og på trods af at filmen er fra 1988, så er den stadig ligeså skarp og underholdende som dengang. Den er spækket med ren og skær humor, som går lige i hjertet og den udfolder en række kendte såvel som ukendte følelser hos seeren. Der bliver skabt nogle rørende forbindelser mellem menneskene i filmen og den solide kombination af drama og komedie skyder lige ind i hjertet på os. Stilen i filmen er så uhyre selvsikker, og denne dygtige tilgang til handlingen gør det hele yderst seværdigt og gennemført. Hver eneste detalje er blevet kælet for og handlingen udvikler sig som den mest fantastiske leg i verden.

Hele filmen handler ikke blot om en lille dreng, som på mystisk vis bliver en voksen mand, men går også i dybden med det faktum, at det også er okay som voksen at opføre sig som et barn en gang i mellem. På trods af hans viden svarende til en 12-årig kommer han højt op i forretningsbranchen – det virker selvfølgelig urealistisk på sin vis, men da han specialiserer sig inden for legetøjsbranchen formår han at give sin livserfaring til arbejdet. På den måde bliver filmen en legende fortælling, som både understreger, at man skal sætte pris på den tid, man befinder sig i, men også at der er plads til sjov og ballade i denne verden.

Samlet set er Big en film med et meget stort hjerte og en fantastisk dybde i handlingen. Den underholder børn med de sjove eskapader for den forvoksede lille dreng, mens den mere voksne seer sætter pris på moralen og de velkonstruerede scener. Selvfølgelig falder man til sidst helt hen i barndommen gennem denne gnistrende humor, og man føler sig nærmest helt salig ved synet af denne film. Den fortjener absolut topkarakter på alle punkter og er en af de film, man skal se, før man dør!
 
BIG blu-ray anmeldelse
Billedet er kørt fra DVD-opløsning til et mere professionelt look præsenteret i et MPEG-2 1080p 2.35:1 aspect ratio, som giver en noget mere detaljeret billedside. Den kan ikke gnide albuer med de nyere udgivelser, som præsenteres i en langt højere opløsning, men giver alligevel et langt bedre udseende end tidligere udgivelser. Når man er vant til nutidens film, som udgives direkte fra lærredet til Blu-ray, kan denne udgave godt virke en smule grynet i kvaliteten. Det ses i op til flere scener, men der er også en del scener, hvor kvaliteten af den forhøjede opløsning lyser igennem. Men det hører alt sammen til charmen ved filmen, og billedsiden er ganske udmærket på denne udgivelse.

Lyden i filmen er allermest dialogpræget, og lydredigeringen formår at give nogle klare, skarpe og ikke mindst støjfrie samtaler hele filmen i gennem. Underlægningsmusikken er med til at overbevise seeren om hovedpersonens tilstand i de givne situationer, og formår med største professionalitet at fremhæve stemningens intensitet. Filmen er ikke så overdrevent action-præget, hvilket gør at lyden er meget mere afdæmpet, tøjlet og ikke mindst udløst på de helt rette øjeblikke. Der er absolut ingen form for unødig støj eller interferens på lydredigeringssporet, andet end de elementer som er med til at beskrive hovedpersonens op- og nedture. Samlet set en rigtig solid lydside.


Anmeldelse skrevet den 17 februar 2014.

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Tilbage til blu-ray anmeldelser