Bernard og Bianca blu-ray anmeldelse

 
Bernard og Bianca blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

 
Bernard og Bianca blu-ray anmeldelse 
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 88 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio: Engelsk
Dolby Digital 5.1: dansk, svensk, norsk, finsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Aspect Ration: 1.66:1 High Definition 1080P

Blu-ray udgivelsesdato: 3. oktober
2013
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Tegnefilm

Beskrivelse: 
Den unge pige Penny sender en flaskepost af sted fra en flodpram. Hun er taget til fange af den unge Medusa og kalder efter hjælp fra det sydlige Amerika. Nogen tid senere skyller flasken op i New York, hvor den bliver bjærget af musenes internationale hjælpeorganisation, der hører under selveste FN. Den ungarske agent Bianca accepterer opgaven og vælger den generte og stammende pedel Bernard, som sin medagent på denne farlige mission. De to mus drager sydpå for at besøge det børnehjem, som den søde pige Penny boede på – inden hun blev kidnappet. De to mus opdager at Medusa skal bruge Penny til en helt særlig opgave. Hun er nemlig ude efter en ganske særlig diamant, som kun kan findes ved hjælp af en lille pige. Bernard & Bianca tager udfordringen op. De skal redde Penny før det er for sent.
 
Bernard og Bianca blu-ray anmeldelse
@Disney
 
Bernard og Bianca er en historie fra min egen barndom – nærmere betegnet 1977. Det bærer filmen præg af fra første scene, hvor man sagtens kan smage tiden af ’Nøøøj det’ for børn’ og overpædagogiske tankegange. Tanker der strømmede gennem stofbleer, der strategisk var placeret på hoveder, der udover urtete og klidkiks elskede grundprincipperne om, at vi alle skulle behandle hinanden ordentligt – i en slags levn fra tresserne og hippietiden. Det er derfor en meget politisk korrekt omgang, som børn og barnlige sjæle bliver budt i Bernard og Bianca, der overraskende nok blev Disneys mest sete film – indtil Den Lille Havfrue gjorde skam af rekord og politisk korrekthed knap ti-tolv år senere. Filmen var også den første Disney klassiker, der fik en efterfølger i 1990, hvilket var fuldkommen uhørt for Disney klassikere dengang. Jeg tilhører nok det fåtal, der rent faktisk har læst forlægget The Rescuers & Miss Bianca, der er en noget anderledes bog, som Disney har fået det bedste ud af. Filmen om de to redningsmus og deres venner er absolut seværdig om end den om noget bærer præg af, at tiden er rendt fra den pædagogiske tankegang, som historien er bygget op omkring. Det er hyggeligt, spændende og sjovt – og underholdningen er især rettet mod de mindste i familien. Derfor fungerer filmen også glimrende som familiefilm, selv om de voksne nok vil have lidt svært ved at bevare koncentrationen igennem samtlige 77 minutter. Det skal dog ikke trække mere end en enkelt karakter ned, da filmen i højere grad end mange andre klassikere er målrettet til børn, som jeg er sikker på vil nyde turen gennem det sydlige USA med stor fornøjelse.
 
Bernard og Bianca blu-ray anmeldelse
@Disney
 
Bernard & Bianca er fra 1977 og er derfor helt sparet for computeranimation og underlige effekter. Desværre har Bluray udgaven fået noget digital forbedring, der har udvisket en del detaljer, hvilket er synd, da filmen vitterlig er en tegnet film – og egentlig sagtens kunne have båret en opgradering til 1080p uden det digitale pjat, der muligvis har strammet lidt op på farver og glans – men som alligevel ender med at blive et vådeskud af dimensioner, når der går fine detaljer tabt.

Ingen Disney udgivelse uden brok fra min side. Igen er originalsporet i DTS HD og igen er vi i Skandinavien spist af med et Dolby Digital 5.1 spor, der ikke bringer særlig meget liv i hjemmebiografen. Lyden er en smule skinger og der mangler fylde, hvilket for mange nok vil resultere i, at man simpelthen dropper hjemmebiooplevelsen og ser filmen på et normalt tv, hvor lydbilledet betyder knap så meget. Originalsporet er derimod flot, dynamisk og klart – hvis man kan undvære den danske tale.
 
- Annulleret sang: Peoplitis
- Kortfilm: Tre blinde musketerer
- Vandfugle: Et virkeligt eventyr
- Syng med : Nogen venter på dig.

Tak til Walt Disney studios home entertainment A/S.

Anmeldelse skrevet den 25 oktober 2013.