Peter Pan blu-ray anmeldelse

 
Peter Pan blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

 
Peter Pan blu-ray anmeldelse 
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 77 minutter
Lyd: English: DTS-HD Master Audio 5.1
Dolby Digital 5.1 Dansk, norsk, svensk, finsk, tyrkisk og portugisisk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk, spansk, tyrkisk, portugisisk og tysk
Aspect Ration: 1.33:1 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 8. januar 2013
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 2 = Blu-ray & dvd

Genre: Tegnefilm
Beskrivelse: 
Peter Pan er historien om de tre børn, der deler værelse i en forstad til London. Her stortrives de sammen med deres distræte far, milde mor og helt igennem fantastisk hund Nana, der tror at den er børnenes barneplejerske.

Storesøster Wendy er besat af tanken om Peter Pan. Så meget endda, at hun stjæler hans skygge ved førstgivne lejlighed. Den højtelskede Peter sniger sig ind på børnenes værelse på Wendys sidste nat som barn på børneværelset. Akkompagneret af den yndige klokkeblomst genfinder Peter sin skygge og får vækket de tre børn, der alle drager på eventyr med Peter til Ønskeøen. En ø fyldt med magi, spænding og pirater.
 
 
Peter Pan blu-ray anmeldelse
@Disney
 
Anmeldelse:
Disney har gennem tiderne skabt mange uforglemmelige oplevelser for både børn såvel som voksne. De er dog mest kendt for deres hovedpersoner, der stjæler vore hjerter og tager os på rutsjebaneture i med- og modvind. Med denne udgivelsen introducerer Disney en af de mest karismatiske hovedpersoner i deres univers. - nemlig Peter Pan. Alle drenge og mænd kan genkende historien om drengen, der ikke vil være voksen - og når der samtidig er romantik, sjov og ballade, så er det nemt at samle hele familien omkring skærmen til en gedigen gang underholdning. Filmen er fra 1953, men historien er stadig aktuel, smuk og meget ærlig i sin fortællestil. Det satte mine egne børn på syv og ni absolut pris på, da magien på skærmen transformerer sig til magi i hjemmet på allerfineste vis. Filmen kan derfor klart anbefales til børn, barnlige sjæle og familier der mangler en animeret film, der indeholder meget mere end hvad moderne film kan bringe til bordet.

Karakter: 5 ud af 5
 
Peter Pan blu-ray anmeldelse
@Disney

Lyden:
Filmen har lyd i 5.1 DTS HD Master, men desværre kun på originalsproget, hvilket naturligvis trækker ned, da det egentlig er mikset ret godt sammen, men afsporer muligheden for at se filmen med de mindste børn. Vi danskere må så nøjes med et Dolby Digital spor i 5.1 - der lader en del tilbage at ønske. Der er ingen dynamik i den flade lyd, som oftest bliver skinger og mangler dybde.

Karakter: 2 ud af 5

Billede:
Skuffelsen omkring lyden fortsætter med billedet. Det er som sådan klart nok, men detaljerne er tydeligvis ofret til fordel for et mere digitalt billede, der måske nok kan gøre sig som præsentation, men fuldkommen smider magien, som man forbinder med disse gamle tegnefilm. Enkelte steder tænker man, at billedet er opdateret for at skjule filmens alder - hvilket er synd og skam, for det er jo netop i nostalgien at en film som Peter Pan lever mest.
 
Karakter: 3 ud af 5

Ekstra materiale:
- Tilblivelsen af Peter Pan
- Med Walts egne ord - Derfor lavede jeg Peter Pan
- Klokkeblomst - En fes fortælling
- Den Peter Pan det næsten blev
- Peter Pan Historien
- Kommentarspor med Roy Disney
- Syng Med

Karakter: 3 ud af 5

Tak til Walt Disney studios home entertainment A/S.

Anmeldelse skrevet den 8 februar 2013.