Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse

 
Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse

Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

 
Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse 
Zone A-B-C = kodefri (DK udgave
Spilletid: 115 min, 118 min, 127 min, 123 min + 420 minutters ekstramateriale 
Lyd: DTS-HD Master Audio 5.1 English
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk, Spansk, Tysk, Hollandsk, Italiensk, Fransk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2:35:1 High Definition 1080/24p (1-3) og MPEG-4 AVC 2:40:1 High Definition 1080/24p (4)

Blu-ray udgivelsesdato: 26. september 2012
Distributør: Paramount home entertainment
Antal disk: 5 = Blu-ray

Genre: Action. eventyr.
Biograf premiere: 1981, 1984, 1989, 2008

Crew:     
Instruktør: Steven Spielberg

Musik: John Williams

Skuespiller: Kun et lille udpluk fra de 4 film
Harrison Ford som Indiana Jones
Karen Allen som Marion
Paul Freeman som Réne Belloq
Kate Capshaw som Willie Scott
Jonathan Ke Quan som Short Round
Alison Doody som Elsa Schneider
Sean Connery som Professor Henry Jones
Denholm Elliott som Marcus Brody
John Rhys-Davies som Sallah
Cate Blanchett som Irina Spalko
Shia LaBeouf som Mutt Williams 

Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse 

Beskrivelse: 
Nu har du en eksklusiv mulighed for at samle alle Indiana Jones film i én samlet boks – og ikke nok med det. Nu er alle filmene blevet nyrestaureret i fantastisk flot Blu-ray HD-kvalitet, så man endnu engang kan nyde de fantastiske fortællinger på nye måder. Indiana Jones er en af de mest omtalte film-serier i hele verden og genudgivelsen er en fryd for filmelskere. Med en velillustreret og flot samleboks med fire film og en femte bonusdisk, er Indiana Jones – The Complete Adventures en af årets bedste udgivelser. 
 
Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse
 
Anmeldelse: Raiders of the Lost Ark

Den første pioner i rækken af film om den nævenyttige arkæolog, Indiana Jones, tog verden med storm og er blevet en af de mest ikoniske film i filmhistorien sideløbende med andre storfilm såsom Star Wars og The Terminator. Harrison Ford brillerer i rollen som den kække helteperson, som er blevet hyret til at finde den forsvundne ark, inden nazisterne får fingrene i den. Han spiller overfor den smukke Karen Allen, som spiller Marion, hans gamle kærlighed, hvor man virkelig kan se deres professionelle evner indenfor skuespil, når de sætter kul på deres rollers intensitet overfor hinanden. Filmen underholder fra start til slut og byder på fantastisk spændende twists og overraskelser i filmen. Alt fra de indviklede skattejagte til den pulserende hjertebanken, når de er på nippet til at finde et af historiens største fund. Derudover er den fyldt med fantastisk kemi mellem skuespillerne, gedigen action og en rapkæftet hr. Ford i rollen som en af tidens største helte. Historien i filmen er fuldendt og uden plothuller, samt giver en intens actionfilm, som aldrig nogensinde går af mode. Med mere end 30 år på bagen kan filmen stadigvæk konkurrerer med nutidens actionfilm – desværre kan nutidens nye filmskud nærmest aldrig leve op til udfordringen, da denne klassiker er noget nær det sværeste at overgå. Ren filmmagi!

Karakter: 6 ud af 6

Billede:

Filmen er som skabt på ny i denne fornemme transformation til HD-kvalitet! De grynede, gamle billeder er på mirakuløs vis blevet skiftet ud med skarpe, detaljerige og betagende kvalitetsbilleder. Kendte man ikke til filmen i forvejen, ville man nærmest tro, at filmen er blevet optaget inden for de seneste par år. Underholdningen i filmen kan nydes endnu bedre i denne flotte kvalitet og man har større mulighed for at lægge mærke til alle detaljerne. Farverne, omgivelserne og hidtil oversete effekter eller elementer i filmen er nu blevet mere fokuseret til alles nydelse. Samlet set er billedsiden en af de flotteste overførsler fra DVD til Blu-ray kvalitet, undertegnede længe har set!

Karakter: 6 ud af 6
 
Lyd:

Den nyrestaurerede lydside giver langt mere dybde i filmen, da der er sat noget mere kul på eksplosionerne og de andre effekter. Lydsiden har aldrig lydt bedre og man nyder de knivskarpe dialoger, dybt rungende baslyde og en mere skarp og støjfri atmosfære. Der er langt færre forstyrrelser i filmen, da lydsiden kører glat og ubesværet igennem hele filmen med fantastisk sublim lyd. Kombinationen af lyd- og billedside på denne film giver tilsammen et helt nyt perspektiv på filmen, og man føler nærmest, at filmen byder på en hel ny visuel oplevelse i hjemmet.

Karakter: 6 ud af 6
 
Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse

Anmeldelse: Indiana Jones and the Temple of Doom

Den anden film i rækken er helt sikkert den mest farverige, opfindsomme og betagende film af dem alle. Dr. Jones rejser ud for at hjælpe et desperat folk med at finde en mystisk sten, som er forsvundet under mærkværdige omstændigheder. Under hans søgen snubler han over en hemmelig kult og deres onde planer for fremtiden i det oldtidsgamle palads under jorden. Seeren bliver draget med på en fantastisk rejse ind i Indiens hjerte, hvor man støder på alt fra kulturelle seværdigheder til makabre måltider, som bl.a. består af frosne abehjerner! Den farverige side af filmen giver et fantastisk udseende til filmen, som nærmest får den til at fremstå som en eventyrlig filmoplevelse. Den indviklede handling opsluger seeren i dens univers med så stor en kraft, at man ikke slipper fokusset før rulleteksterne ruller henover skærmen. Harrison Ford fortsætter sin fornemme præstation som den ultra-seje arkæolog og bringer gnisterne i kog med sine skarpe replikker, hårde attitude og kølige overblik over hele filmen. Undertegnede har altid foretrukket denne film, da det eventyrlige præg passer så perfekt sammen med historien og hovedpersonen – men det er utroligt nok den film, som anmelderne såvel som seerne mindst foretrækker. Undertegnede vil nu alligevel holde fast i sin mening og nyde gensynet af denne fantastiske film i restaureret udgave.

Karakter: 6 ud af 6

Billede:

Den eventyrlige film har fået et endnu mere eventyrligt udseende, da atmosfæren og de omkringliggende effekter og virkemidler fungerer langt mere troværdige, betagende og seværdige i HD-kvalitet. Blu-ray udgaven har sat meget mere fokus på farvevalget og de dominerende farver rød og sort er med til at skabe den rette stemning i de uhyggelige katakomber under jorden. Detaljeringen på denne skive når ingen grænser og ansigtstrækkende såvel som de visuelle omgivelser er knivskarpe og ikke mindst langt mere fremstående i billedet. Helt sikkert en af de bedste billedkvaliteter på denne udgivelse.

Karakter: 6 ud af 6

Lyd:

Igen er lyden helt sublim, da koordineringen af lydsekvenserne passer meget bedre overens med resten af filmen. Skarpheden er helt i vejret og den dystre og skræmmende baggrundslyde såvel som de voldsomme slagsmål er blevet meget mere fremtrædende og veludførte. Denne lydside er muligvis den mest tilfredsstillende på denne udgivelse, da dybden i filmen og de filmiske virkemidler bliver fornemt opvartet af den gennemskærende lydkvalitet. Allerede på dette punkt er man overlykkelig over at have fået fingrene i denne fantastiske re-release af de gamle filmklassikere i en samlet boks.

Karakter: 6 ud af 6
 
Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse


Anmeldelse: Indiana Jones and the Last Crusade

Otte år efter toerens storhedstid sprang et nyt kapitel i Indiana Jones sagaen frem på det store lærred lige inden 90’ernes begyndelse. På trods af at Harrison Ford på daværende tidspunkt godt begyndte at ligne en ældre mand i forhold til sin første film, gør det absolut intet negativt ved filmen – netop på grund af at han så solid og fantastisk en skuespiller, som ikke blot formår at fange seerens opmærksomhed under alle omstændigheder, men også at han får sine roller til at passe med sin nuværende status og udseende. Endnu engang er nazisterne med i handlingen, og da Dr. Jones’ far er forsvundet i sin jagt efter Den Hellige Gral, er han nødt til at træde i hans fodspor og sætte en stopper for deres onde planer. Denne gang har Harrison Ford fået en mindst lige så fantastisk skuespiller at spille overfor, nemlig Sean Connery, der spiller hans aldrende far. Deres indbyrdes skuespil har aldrig set så fantastisk ud og der springer ren og skær filmmagi ud fra deres fællesscener på grund af deres overskudsagtigt perfekte skuespil. Handlingen i denne film er om muligt den mest interessante af dem alle, da historien om Den Hellige Gral bliver udviklet og illustreret på den mest interessante og betagende måde. Ideerne, effekterne og de fantastiske plottwists er med til at gøre det tredje skud i rækken til en mindst lige så episk fantastisk en oplevelse som dens forgængere. Spielberg viser sine uopnåelige evner endnu en gang!
 
Karakter: 6 ud af 6
 
Billede:

Denne tredje film er uden tvivl den mest fornemme indenfor billedkvalitet, da den med sit 1080p video transfer giver filmen et helt anderledes look, der får den til at fremstå, som var den lavet i år. Omgivelserne er uhyre realistiske og effekterne fremstår langt mere professionelle og forud for deres tid. Sean Connery og Harrison Ford har aldrig set bedre ud, imens de kæmper deres vej igennem nazisterne i HD-kvalitet. Derudover kan man ikke andet end at bifalde den langt flottere detaljering omkring personerne og deres skuespil. Klarheden er altoverskyggende og giver en meget sjovere og mere interessant filmoplevelse for filmelskere.

Karakter: 6 ud af 6
 
Lyd:

Også denne film er blevet endnu bedre på lydsiden da kombinationen af diskant, bas og andre effekter er blevet nøje afmålt og stemmer perfekt overens med filmens billedside. Derudover er specielt den musikalske underlægningsmusik yderst fremtrædende og stemningsskabende, hvilket giver en mere underholdende og atmosfærisk korrekt filmoplevelse. Udover effekterne er også dialogerne helt eminente og giver en meget mere klar og afrundet samtale mellem de dygtige skuespillere. 

Karakter: 6 ud af 6 
 
Indiana Jones The complete adventures blu-ray anmeldelse
 
 
Anmeldelse: Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull

Ikke mindre end 19 år efter den seneste Indiana Jones film springer Spielberg frem fra mørket med en noget overraskende fjerde installation af serien. Hvorfor den lange tid? Svaret ligger i, at Spielberg og de andre producere og forfattere havde tænkt sig at fortsætte i 90’erne, men ideen var ikke tilstrækkelig på det tidspunkt, og måtte altså vente helt til det nye årtusinde. Handlingen og historien er mindst lige så betagende og underholdende som dens forgængere, og den aldrende Harrison Ford formår også at trække seerenes opmærksomhed endnu en gang.  Desuden støder vi på en gammel kending fra etteren, Karen Allen, som i ledtog med hr. Ford formår at give godt, gedigent skuespil. Filmen har desværre en masse at leve op til, og formår ikke at nå helt op på den standard, som vi har set i de andre film. Handlingen og spændingselementerne er stensikker underholdning, men det er som om, at filmen har mistet en smule gnist. Grunden kan være, at de andre film er så langt tilbage i tiden, at man nærmest kun kan blive skuffet af en sådan efternøler. Men alligevel er filmen fantastisk god underholdning for fans af franchisen, og giver desuden en noget anderledes, men uhyre interessant handling omhandlende væsener fra det ydre rum. På trods af den lange ventetid er Spielberg sluppet ret godt fra den fjerde og indtil videre sidste film i serien.

Karakter: 5 ud af 6

Billede:

Da dette er den nyeste film i serien af Indiana Jones, har filmen på forhånd styr på HD-kvaliteten i billedet. Men udgivelsen giver alligevel en større og mere enestående dybde i billedet, da man med de voldsomt flotte effekter i bl.a. junglejagten tiltrækkes stærkere til handlingen og deres personer. Harrison Ford fremstår knivskarp på skærmen – måske ikke hans til hans bedste fordel, da man har mere end rig mulighed for at se, hvor gammel han er blevet. Detaljerne i deres jagt på mysteriet bag det mystiske glaskranie giver en mere intens rejse ind i de mystiske univers og spændingen forøges, jo mere man får mulighed for at nærstudere filmen.

Karakter: 6 ud af 6 
 
 
Lyd:

Af fare for at lyde som en gammel pladespiller vælger jeg nu alligevel at fortælle, at lyden er mindst lige så fantastisk på denne skive som på de andre. Lyden er mere nutidig, afrundet og rigeligt spækket med dybe baslyde. Filmen har dog bibeholdt nogle af de gamle elementer fra de forrige film såsom urealistiske knytnæveslagslyde, hvilket bringer nostalgi frem og sætter filmen mere i sammenhæng med resten af slænget. Samlet set er lyden ikke et punkt i denne udgivelse, som man kan sige noget negativt om, da filmen blot nydes endnu mere.

Karakter: 6 ud af 6 
 
 
Ekstramateriale:

Den femte skive er spækket med bonusmateriale, som går i dybden med hver af de fire film. Udover trailers til hver film, finder man desuden også en spændende særdokumentar om den første film i rækken, hvor der bliver gået i dybden med sceneopbygningen. Her har man mulighed for som seer at tage springet fra det store lærred og videre til de lokationer, hvor filmen bliver optaget, hvilket givet et underholdende indblik i, hvordan en film bliver til.
Derudover er der en dokumentar til hver eneste film, som går i dybden med, hvordan filmene blev til og hvilke omstændigheder hver af ideerne havde at udspringe fra.  Hver dokumentar varer mellem 30-50 minutter, og man nyder hvert minut af dem – Fra den spændende tidsrejse tilbage til 80’ernes filmoptagelser til det mere nutidige verdensbillede med nymodens optagelsesevner og ubegribelige effekter.
Som det sidste er der en lang række optagelser bag kameraet, hvor man bl.a. har mulighed for at se, hvordan de lavede ’det smeltende ansigt’ i etteren og ikke mindst hvordan stunts, lydredigeringerne og de ækle krybdyr er blevet til i gennem filmenes tidsforløb.  Sammenlagt er der godt og vel over to timers ’bag om kameraet’-optagelser som fornemt afslutter en hel igennem fantastisk rejse med Indiana Jones.
Ekstramaterialet er et overflødighedshorn (på syv herlige timer) af herlige gensyn såvel som nylige opdagelser i de fantastiske filmunivers.

Karakter: 6 ud af 6 

Konklusion

Det kommer nok ikke bag på nogen, at undertegnede er kæmpefan af Indiana Jones, men også selvom det ikke var gældende, er boksen stadig enormt veludført og fantastisk underholdende. Filmene byder på herlige gensyn med vores ikoniske helt i nye, fornemme omgivelser i HD-kvalitet og med den visuelt flotte boks på hylden kan man kun glæde sig over at have sådan et pragteksemplar i sin samling. Well done, Spielberg, endnu engang har han formået at vælte os bagover stolen, idet man troede, at film-franchisen ikke kunne blive bedre. Absolut en af de bedste boks-udgivelser nogensinde, som kan måle sig med den tidligere udgivne Star Wars samling. 

Karakter: 6 ud af 6

Tak til Paramount Home Entertainment / PR Nordic

Anmeldelse skrevet den 9 oktober 2012.

Tilbage til
Blu-ray anmeldelser