|
Weapons Blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Zone B Spilletid: 2 timer & 8 minutter Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Norsk, Svensk, Finsk, Engelsk, Hollandsk
Aspect Ration: 2.39:1
Blu-ray udgivelsesdato: 3. november 2025
Distributør: SF Studios / Warner Bros Antal disk: 1 = Blu-ray
Genre: Dark comedy, horror, Thriller Biografpremiere: 7. august 2025
Instruktør: Zach Cregger Manuskript: Zach Cregger Producer: Josh Brolin, Pete Chiappetta, Zach Cregger
Fotograf: Larkin Seiple
Klip: Joe Murphy
Musik: Zach Cregger, Hays Holladay
Skuspiller:
Julia Garner som Justine Cary Christopher som Alex Amy Madigan som Gladys Josh Brolin som Archer Benedict Wong som Marcus Austin Abrams som James Alden Ehrenreich som Paul
Beskrivelse:
'Weapons' handler om en lille amerikansk by, hvor 17 ud 18 børn fra en klasse pludselig står op midt om natten, løber ud af deres huse og forsvinder sporløst. Politiet er efter en måned stadig på bar bund og den fortvivlede klasselærer Justine fra den pågældende klasse er under mistanke af hele byen for at have medvirket til børnenes forsvinden. Da hun ikke synes politiet gør nok for at opklare sagen, indleder hun selv en overvågning af huset, hvor den tilbageblevne dreng Alex fra klassen bor. Her er vinduerne på mystisk vis tapet til, men hun får dog lige et kig ind i husets dunkle indre og ser drengens forældre sidde ubevægelige i sofaen. Hun får alarmeret hendes tidligere kæreste Paul, som er politimand og får ham til at checke huset ud. Samtidigt får hun efter et mystisk overfald også allieret sig med en af de andre forældre, Archer, som ligeledes gerne vil vide hvad der foregår i det mystiske hus, men det viser at være langt farligere end de på nogen måde kunne have forestillet sig.

Billedet er ikke et screen shot fra blu-ray
Gyseren Weapons er skrevet og instrueret af Zach Cregger, der også står bag gyserhittet the Barbarian fra 2022 og Weapons har på samme måde været et stort streaming hit på bl.a. HBO Max. Weapons har afgjort mange kvaliteter som gyser med en del veludførte jump scares og generelt masser af spirende uhygge. Historien er også original og som instruktøren Zach Cregger nævner i ekstramaterialet, er fortælle-metoden inspireret af Paul Thomas Anderson mesterværket Magnolia, hvor man ser historien fra hver af hovedpersonernes synsvinkler frem til det store klimaks, hvor historierne flettes sammen og det fungerer faktisk rigtigt godt. På uhyggesiden er Weapons nok lige så meget en Dark Comedy som en gyser med sine groteske figurer og med det grotesk komiske de kommer ud for, og det gør den selvfølgelig mindre uhyggelig, men stadig absolut underholdende.
Hovedrollerne, som den usikre klasselærer Justine spilles glimrende af Julia Garner, mens Josh Brolin, som altid er solid i rollen som den maskuline he-man Archer. Benedict Wong har en underholdende birolle som homoseksuel rektor på skolen, som senere forvandler sig til en dræbermaskine og endeligt er Alden Ehrenreich fremragende som den ynkelige politibetjent Paul.
Billedsiden på denne 1080p Blu-ray udgave af Weapons fremstår flot med farvemættede billeder med et højt detaljeringsniveau især i close ups af ansigtsdetaljer og andre teksturer som på tøj eller omgivelser. Der er fuld power på farverne i scenerne i dagslys eller med den spraglede Gladys, mens indendørsscenerne fra Alex’s hus pga. mørket er tæt på monokrome. Sortniveauet i de mørkere scener fungerer upåklageligt og jeg fandt ingen synlige komprimeringsfejl på denne flotte udgivelse fra Warner.

Weapons kommer på blu-ray med det vildeste Dolby Atmos soundtrack jeg har hørt i lang tid. Musikken og lydeffekterne fra den brølende bilmotor kommer bare så godt ud i samtlige højttalere, så man virkeligt bliver draget ind i handlingen, når vi f.eks. er med rundt på forbryderjagt i Paul’s V8 politibil. Musik og chokeffekter er desuden perfekt timet så man får det maksimale ud af de indlagte jump scares. Generelt er filmens aktionsscener udført med stor effektivitet og retningsmæssig præcision, mens dialogen i alle scener fremstår klart, tydeligt og centreret i lydbilledet.
En beskeden men interessant samling af ekstramateriale er inkluderet på denne udgivelse:
• Director Zach Cregger: Making Horror Personal (6:15) • Weaponized: The Cast of Weapons (8:53) • Weapons: Texture of Terror (6:49
Anmeldelse skrevet november 2025
Tak til SF Studios / Warner Bros
|