Final Destination Bloodlines UHD 4K blu ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan VIlhelmsen
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 50 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 11. august 2025
Distributør: SF Studios / Warner Bros
Antal disk: 1 = 1 x UHD 4K blu-ray
Genre: Gys, horror
Biograf premiere: 15. maj 2025
Instruktør: Zach Lipovsky og Adam B. Stein
Manuskript: Guy Busick, Lori Evans Taylor, Jon Watts Producere: Pete Chiappetta, Toby Emmerich, Alice S. Kim
Fotograf: Christian Sebaldt
Klip: Sabrina Pitre
Musik: Tim Wynn
Skuespiller:
Kaitlyn Santa Juana som Stefani Reyes Teo Briones som Charlie Reyes Rya Kihlstedt som Darlene Campbell Richard Harmon som Erik Owen Patrick Joyner som Bobby Anna Lore som Julia Alex Zahara som Uncle Howard Tinpo Lee som Marty Reyes Tony Todd som William John Bludworth Brec Bassinger som Iris
Beskrivelse: I Final Destination Bloodlines plages den studerende Stefani af et livagtigt tilbagevendende mareridt både dag og nat, hvor hun er en ung kvinde i 1968 på date med hendes kæreste i byens nye vartegn Skyview: Et højt tårn med en restaurant på toppen. Drømmen ender som forudset med en kæmpekatastrofe og Stefanis (eller Iris som er den person hun er i drømmen) brutale død. Som følge af at Stefanis mareridt forstyrrer undervisning når hun dagdrømmer, sendes hun hjem fra universitetet for at få styr på sit liv. Hun husker at hendes bedstemor hed Iris og beslutter sig for at opsøge hende for at få drømmene til at stoppe. Det er imod familiens ønske, da Iris anses for et være en særling, som man ikke ønsker kontakt til, men Stefani trodser familien og tager derhen. Iris fortæller hende at drømmen var virkelighed, men at Iris fik en forudanelse om katastrofen og derfor reddede alle. De mennesker der var i Skyview og dermed snød døden, blev senere indhentet af deres skæbne og det samme gjorde deres familier. Iris har derfor forskanset sig så hun kan holde døden stangen og dermed redde hendes blod-linje. Det ender selvfølgelig med at Iris dør og dermed er fanden løs i Stefanies familie, for hvem bliver det næste offer og kan Stefani finde en måde hvorpå hun kan bryde forbandelsen?

Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray
Final Destination Bloodlines er den sjette film i Final Destination serien, som alle har samme tema: En fra gruppen får en forudanelse om en gruppe personers død, redder alle, som så senere indhentes af deres skæbne på blodig vis. Instruktørduoen Zach Lipovsky og Adam B. Stein har givet sig i kast med den 25 år gamle franchise og det gør de fortræffeligt. Trods det er forudsigeligt hvad der skal ske i den sidste ende, formår man alligevel at sidde med et lille håb for karaktererne. Samtidigt er måden hvorpå der hintes til hvordan det næste dødsfald skal ske og det så alligevel sker på en ny overraskende og grotesk måde, meget underholdende og til tider næsten morsom. Alligevel er filmen en blodig omgang og absolut ikke er for sarte sjæle, men er man med på præmissen om det er teaterblod og special effekts, er man virkeligt godt underholdt med de kreative måder karaktererne dør på.
Udover Rya Kihlstedt og Richard Harmon, som er kendt fra diverse serier, er der ikke mange kendte ansigter blandt de medvirkende skuespillere, udover selvfølgelig Tony Todd som har været med i de øvrige film i serien og her spiller sin sidste rolle, men alle medvirkende spiller udmærket til det niveau der kræves i en gyser / horrorfilm som denne.

Billedsiden på denne 2160p HDR/Dolby Vision UHD udgave af Final Destination Bloodlines i billedformatet 2.39:1 fremstår virkelig flot med skarpe, detaljerede billeder med høj kompleksitet og tydelige huddetaljer og tekstilteksturer, især i de mange ofte blodige nærbilleder. Der er fuld power på farveskalaen i de ofte solbelyste udendørs scener, men farverne er samtidigt behageligt naturlige og HDR / Dolby Vision bidrager med at sætte ekstra knald på i scener med ild og eksplosioner. Den indledende scene i Skyview er imponerede med sit detaljeringsniveau på både kostumer og omgivelser, men generelt er der ikke sparet på hverken lokationer eller kulisser. CGI er egentligt for det meste godt integreret i billedet, selvom nogle scener nok bare ville være for grumme hvis det var mere virkelighedstro. Sortniveauet i de mørkere scener er forbilledligt dybt og uden synlige komprimeringsfejl.

Final Destination Bloodlines leveres på UHD med et Dolby Atmos lydspor, som udnytter Atmos og surround formatet til fulde i de mange kaotiske dødsscener, ikke mindst i den indledende scene i Skyview, hvor man lydmæssigt befinder sig midt i menneske-kaosset i det sammenstyrtende Skyview tårn. Der er masser af gode og præcise retningspanoreringer og samtidigt er der godt med gang i LFE-kanalen når det kræves i forbindelse med eksplosioner og den afsluttende togscene. Bemærk også god aktivitet i Atmoskanalerne fra bedstemor Iris’s knirkende porte ved Stefanis ankomst til hendes hus. Dialogen fremstår overalt klart, tydeligt og centreret i lydbilledet, så alt i alt et fremragende lydspor.
Et beskedent udvalg af ekstramateriale er inkluderet på 4K discen, kommentatorlydspor med instruktørerne trækker op.
• Audio Kommentar lydspor med instruktørerne Adam Stein og Zach Lipovsky • Death Becomes Them: On the Set of Final Destination Bloodlines (6:11) • The Many Deaths of Bloodlines (7:26) • The Legacy of Bludworth (5:24)
Tak til SF Studios / Warner Bros
Anmeldelse skrevet august 2025
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|