Rosemarys baby UHD 4K blu ray anmeldelse

Rosemarys baby UHD 4K blu ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Morten Stjernholm

Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Gyser, Drama

Biograf premiere: 5. februar 1969

 

Instruktør: Roman Polanski

Manuskript: Roman Polanski
Producere: William Castle, Dona Holloway

Fotograf: William A. Fraker

Klip: Sam O'Steen, Bob Wyman

Musik: Krzysztof Komeda

 

Mia Farrow som Rosemary Woodhouse
John Cassavetes som Guy Woodhouse
Ruth Gordon som Minnie Castevet
Sidney Blackmer som Roman Castevet
Maurice Evans som Hutch
Ralph Bellamy som Dr. Sapirstein

 

Beskrivelse: 
55-års jubilæumsudgivelse af Polanskis psykologiske mesterværk – nu i korrekt 1.85:1 og smukt restaureret i 4K. En uundgåelig klassiker for den seriøse samler!.

 

Nogle film er så velfortjent hædret, at det næsten virker tåbeligt at forsøge at finde på noget nyt at sige. Rosemary’s Baby er én af dem. En af gysets grundpiller. En film, der i 1968 re-definerede, hvad uhygge KUNNE være – ikke med blod og chok, men med paranoia, manipulation og langsomt kvælende stemning.

Roman Polanski havde i 1965 skabt det psykologiske mareridt Repulsion og var allerede i gang med at markere sig som en europæisk auteur med fornemmelse for indre opløsning og kontroltab. Da han i 1967 blev headhuntet af Hollywood og kaster sig over Ira Levins roman Rosemary’s Baby, var det ikke bare et stilskifte – det var starten på noget større. Resultatet blev en af de mest elegante og urovækkende film, der nogensinde er lavet i gysergenren.

Historien er simpel, men djævelsk: Rosemary Woodhouse (Mia Farrow) og hendes ambitiøse skuespillermand Guy (John Cassavetes) flytter ind i det smukke Bramford-byggeri i New York – en art deco-lejlighedskompleks, der emmer af historie, mystik og slet skjult fordærv. Da Rosemary bliver gravid, begynder tingene at skride. Venlige naboer viser sig at være for venlige, lægerne afviser hendes bekymringer, og manden trækker sig mentalt væk fra hende, mens hun forvandler sig fra en lykkelig, nygift kvinde til en paranoid, desperat skygge af sig selv. Eller gør hun?

Mia Farrow var dengang bedst kendt fra TV-serien Peyton Place og for sit kortvarige ægteskab med Frank Sinatra, men det var Rosemary’s Baby, der for alvor skabte hendes ry som skuespiller. Hun spiller Rosemary med en næsten skræmmende grad af sårbarhed, uskyld og skrøbelighed – og alligevel med en stigende styrke, man kun opdager, når det er for sent. Hendes fysiske forvandling undervejs – tyndere, blegere, bange – gør hendes præstation til en af de stærkeste i gysets historie.

John Cassavetes, selv en af amerikansk independent films faderfigurer, spiller Guy med en lumsk charme og kynisk distance, der gør ham langt mere uhyggelig end noget dæmonisk væsen. Han er manden, der ofrer sin hustru for succes – og smiler imens.

Polanski vælger at fortælle historien næsten udelukkende fra Rosemarys synsvinkel. Vi er fanget med hende. I det smukke bur. I de stilfærdige overgreb. I den voksende mistillid. Og når sandheden afsløres, er det netop uundgåeligheden og alle de små overgreb undervejs, der gør slutningen så isnende: Barnet er kommet. De klapper. Hun vugger.

Filmen kommenterer samtidig dybt på kønsroller og patriarkalsk kontrol: Rosemary får at vide, hvad hun må læse, hvad hun må tænke, hvad hun skal føle. Hun bliver holdt nede med høflighed og “omsorg”, men frataget enhver autoritet over egen krop. Det er i sin essens en film om at blive gaslightet til stilhed – med djævelen som jordemoder.

Det hele foregår med sirlig præcision. Polanski trækker spændingen ud i millimeter. Han lader byen leve udenfor, mens mørket vokser indefra. Han gentager grebet med mandlig paranoia i The Tenant nogle år senere, men det er her, i Rosemarys usikkerhed og desperation, at hans fortælling rammer allermest.

 

Den nordiske UHD-udgivelse præsenterer filmen i en 2160p HEVC-encode i korrekt 1.85:1 format – og det er en opgradering, der både er teknisk nørdet og følelsesmæssigt tilfredsstillende. Farverne er re-graded med HDR og Dolby Vision, og her er det et klart løft fra den tidligere bluray der fremstår mørkere og mere trykket i det sorte.

Det her er ikke en “se hvor skarp 4K kan være”-udgivelse, men snarere en nænsomt behandlet restaurering, der bevarer filmens originale stemning. Detaljegraden er forbedret, især i mørke scener, og den berygtede pixelerede gul-korn fra tidligere udgaver – er elimineret.

Kort sagt: Rosemarys mareridt har aldrig set bedre ud.

 

Dolby TrueHD 2.0 Mono – og tak for det!

Det originale lydspor er helt tro mod originalen, der for tiden er ganske veludført. Desværre præsenteres monosporet ikke som et 1.0 lydspor, hvilket kan give problemer hvis man ikke forstår at slå phantom center til i hjemmebiografen. Jeg ved ikke hvad årsagen er til at man ikke koder lydsporet med korrekte metadata til dekoderen. Benyt f.eks dolby upmix for korrekt brug af center kanalen til monolyden.

Dialogen står fint og balanceret, alt føles afmålt og iscenesat med kirurgisk præcision – og det virker stadig, om end alderen ikke fornægter sig. Selvsagt ikke lyddemo materiale.

 

Dette er, uanset den 55 årige anledning - en tynd nordisk release.. Uden noget esktra materiale overhovedet. Dette var også tilfældet på den tidligere udgivne Bluray..

 

 

Set/hørt på:
Billede: LG CX Serie 77”
Lyd: M&K S300 ATMOS lydsystem, Lyngdorf MP60 Processor
Afspiller: Oppo UHD 205 Bluray afspiller, lydspor: MONO