Amadeus UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Amadeus UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Morten Stjernholm
Amadeus UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 40 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.0
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk + 14 andre
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 24. februar 2025
Distributør: SF Studios / Warner Bros
Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Bio, Drama, histroie
Biograf premiere: 2. november 1984
 
Instruktør: Milos Forman
Manuskript: Peter Shaffer
Producere: Michael Hausman, Bertil Ohlsson, Saul Zaentz
Fotograf: Miroslav Ondrícek
Klip: Michael Chandler
 
Skuespiller:
F. Murray Abraham som Antonio Salieri
Tom Hulce som Wolfgang Amadeus Mozart
Elizabeth Berridge som Constanze Mozart
Roy Dotrice som Leopold Mozart
Simon Callow som Emanuel Schikaneder
Christine Ebersole som Katerina Cavalieri
Jeffrey Jones som Emperor Joseph II
 
Beskrivelse: 
Miloš Formans Amadeus fra 1984 får 4K release
 
Amadeus UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Wolfgang Amadeus Mozart var et musikalsk vidunderbarn, der revolutionerede klassisk musik. Allerede som femårig komponerede han sine første stykker, og som otteårig skrev han sin første symfoni. I løbet af sit korte liv skabte han over 600 værker, der spænder fra operaer til symfonier, og hans intuitive forståelse for harmonik og melodi sætter stadig standarden i dag. Bag geniet lå dog en kaotisk og udfordrende tilværelse præget af økonomiske problemer og et konstant behov for at bevise sit værd. Han døde tragisk i 1791, blot 35 år gammel, mens han arbejdede på sin Requiem-messe, et værk han aldrig selv fik afsluttet.

Den dramatiske historie bliver udfoldet i Miloš Formans Amadeus fra 1984. Forman, også kendt for One Flew Over the Cuckoo’s Nest, formår at fange Mozarts eksplosive talent og hans destruktive livsstil gennem en fascinerende fortælling set fra hans rival Antonio Salieris perspektiv.

Amadeus er på sin vis en biografi, men mest et psykologisk drama, der udforsker jalousi, skaberkraft og det menneskelige sind. F. Murray Abraham leverede en Oscar-vindende præstation som Salieri, en mand splittet mellem beundring for Mozart og sin egen følelse af utilstrækkelighed. Tom Hulce portrætterer Mozart med en blanding af barnlig arrogance og uovertruffen musikalitet, hvilket gør karakteren både elskelig og tragisk. Dog virker Hulces skildring af Mozart irriterende karikeret. Hans fremstilling understøtter ideen om Mozart som et sprudlende geni, men kan samtidig tage noget af dybden fra karakteren.

Visuelt er Amadeus flot. Filmen blev optaget i Prag og Wien og genskaber 1700-tallets overdådige dekadence ned til mindste detalje. Mozarts musik bruges ikke blot som baggrund, men som en aktiv del af fortællingen. Operaens rolle i filmen er markant, og de storslåede opsætninger er blandt filmens absolutte højdepunkter. Dog kan filmen til tider føles tung, og flere scener kunne have haft gavn af at lade musikken spille i længere tid uden afbrydelser. Jeg savner en virkelig emotionel payoff i filmens klimaks, hvor dramaet ikke altid føles så involverende som det burde.

Det er værd at bemærke, at denne 4K-restaurering præsenterer den oprindelige biografversion af Amadeus, ikke den senere udgivne "Director's Cut". Dette valg afspejler instruktør Miloš Formans oprindelige vision for filmen, som han selv foretrak.

Filmen blev belønnet med otte Oscars, herunder Bedste Film og Bedste Instruktør. Nu, 40 år senere, kan den finde en hyldeplads i samlingen i en fin 4K version.

Filmens kostumer og scenografi er spektakulære og bidrager i den grad til at indfange 1700-tallets Wien, hvor nogle af scenerne endda blev filmet i en opera sal, hvor Mozart selv dirigerede.
Hvis du aldrig har set Amadeus, er der ingen bedre tid end nu. Hvis du har set den før, giver den nye restaurering dig mere.
 
Den nye 4K-restaurering løfter billedsiden i forhold til tidligere udgivelser. Restaureringen er endt med en transfer, der bevarer filmens oprindelige æstetik. HDR præsentationen fremhæver især de mørke interiør scener, hvor stearinlysets flimren træder frem uden overeksponering eller farveforvrængning. Der er ingen kunstig skarphed eller overdrevet kontrast – blot en subtil, men kraftfuld forbedring af det originale film look.

Filmens look er ikke specielt farvemættet, og flere scener synes at mangle lys. Gradingen er heller ikke helt konsistent, så man skal ikke forvente den vilde „pop og pang”, men i stedet en restaurering, der er meget tro mod filmens originale udtryk.

Filmfans vil klappe i hænderne!
 
Amadeus er oprindeligt mixet i “Dolby Stereo” og præsenteres på denne 4K-udgivelse med et 5.0-lydspor, der respekterer den oprindelige æstetik. Efter dagens standarder har det stor dynamik, også i dialogen, der dog bærer præg af at være knap så godt optaget og bearbejdet. Der er lip sync-problemer forskellige steder og til tider også hørbar baggrundsstøj.

Når det er sagt, er Mozarts musik storslået og herligt dynamisk med god atmosfære. Lydsiden forbliver tro mod filmens oprindelige intention, men er ikke på niveau med restaurationer fra f.eks. Columbia, hvor film er blevet „opgraderet” med en totalt gennemarbejdet ny lydside. Her fungerer alt dog fint, og det er en fornøjelse at opleve filmens naturlige dynamik i en ordentlig hjemmebiograf, hvor musikken virkelig får lov til at udfolde sig og gør ære på filmens oprindelige vision.
 
Den nye 4K UHD-udgivelse af Amadeus indeholder to “bag om” features med interviews:

“Amadeus: The Making of a Masterpiece”: En ny 23-minutters retrospektiv featurette med nylige interviews med nøglepersoner og filmeksperter, herunder skuespillerne F. Murray Abraham og Tom Hulce, samt produktions designeren Patrizia von Brandenstein.

“The Making of Amadeus:” En tidligere udgivet 60-minutters dokumentar fra 2002, der indeholder interviews med instruktør Miloš Forman, manuskriptforfatter Peter Shaffer og andre medlemmer af cast og crew, samt bag-om-scenerne optagelser fra produktionen.

 
Set/hørt på:
Billede: JVC Projektor
Lyd: M&K S-300 system, Lyngdorf SDA-2400, NAD M27, Lyngdorf MP60 2.1 surround processor.
Afspiller: Oppo UHD 205, lydspor: DTS HD MA 5.0
 

Tak til SF Studios / Warner Bros

Anmeldelse skrevet marts 2024

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser