Alien: Romulus UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Alien: Romulus UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Alien: Romulus UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 59 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 16. december 2024
Distributør: SF Studios / 20th Century Studios
Antal disk:  2 = 1 x UHD 4K blu-ray + 1 blu-ray

Genre: Sci-Fi, Action, Thriller
Biograf premiere: 15. august 2024
 
Instruktør: Fede Alvarez
Manuskript: Dan O'Bannon, Ronald Shusett, Fede Alvarez
Producere: Fede Alvarez, Gergö Balika, Amy Byron
Fotograf: Galo Olivares
Klip: Jake Roberts
Musik: Benjamin Wallfisch
 
Skuespiller:
Cailee Spaeny som Rain
David Jonsson som Andy
Archie Renaux som Tyler
Isabela Merced som Kay
Spike Fearn som Bjorn
Aileen Wu som Navarro
Rosie Ede som WY Officer
Robert Bobroczkyi som Offspring
Trevor Newlin som Xenomorph
 
Beskrivelse: 
Udgangspunktet for historien i Alien: Romulus er at en genstand indfanges fra rummet på en rumstation i kredsløb. Genstanden indeholder genmateriale fra en Xenomorph (Alien), som Weyland-Yutani selskabet vil klone videre på for at forbedre menneskets evne til at leve i rummet, men genstanden indeholder desværre også en levende Xenomorph, som snart skaber ravage på rumstationen. Vores hovedpersoner i Alien: Romulus er en vennegruppe der arbejder på en mørk mineplanet og de er fanget af en slavelignende kontrakt med et mineselskab ejet af Weyland-Yutani, som hele tiden forlænges. De drømmer om at rejse videre til planeten Yvaga som dog ligger en rejsetid på 9 år væk og derfor kræver rejsen cryopods til hybersleep, hvilket de ikke har råd til eller mulighed for at skaffe. De har dog fundet ud af, at der på en forladt rumstation, der ligger tæt på mineplaneten, findes intakte cryopods, som de kan bruge til rejsen. Den lille gruppe forlader derfor mineplaneten for at få fat i disse cryopods, men efter ankomsten til rumstationen finder de hurtigt ud af at noget ikke er som det skal være, og inden længe begynder noget levende at vågne…
 
Alien: Romulus UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Jeg havde meget høje forventninger til Alien: Romulus, som handlingsmæssigt lægger sig ind imellem filmene Alien og Aliens, blandt andet grundet de positive anmeldelser og selvfølgelig Alien franchisen i det hele taget, og så kan man jo kun blive skuffet. Og det blev jeg også delvist. Filmen er et bud på at binde flere løse ender fra de øvrige film sammen, men netop derfor ender den lidt som en forudsigelig paint-by-numbers udgave af en Alien film, hvor man forsøger at få mange ingredienser med fra de tidligere film. Ideen med at lave en flok unge mennesker overtage hovedrollerne kan være OK i teorien, men de virker langt fra så overbevisende når de skal op imod de sultne aliens, som en flok trænede US Marines eller Sigourney Weaver som Ripley og androiden Andy ender jeg også med at blive træt af, da han hele tiden bryder sammen på de mest kritiske tidspunkter. Så er der selve facehuggerne og Xenomorpherne: I forhold til hvad vi tidligere har set i de andre film, virker facehuggerne lige så gummiagtig slappe, som de ser ud og Xenomorpherne, som ellers er flot udført, ses kun glimtvis og mejes forholdsvis let ned. Og så er det det afsluttende klonmonster, som er værre end det vi så i Alien 4, og det siger ikke så lidt.
 
Der er selvfølgeligt også noget positivt at sige for om Aliens: Romulus, for den foregår jo i det fantastiske Aliens univers og her er referencerne og retro detaljerne på plads og så er filmen overordnet set en gedigen sci-fi actionfilm med nervepirrende sekvenser og flotte opdaterede special effekter. Forhistorien på mineplaneten er flot og scenografien er overvældende i størrelse og detaljeringsgrad og overbevisende udført både her og på rumstationen. Udnyttelsen af tyngdekraften som en kampparameter er opfindsomt og fedt udført og rollerne, som de lidt stenede unge mennesker (hvis det er meningen), er også fint forløst af de medvirkende skuespillere, uden at nogen bør fremhæves frem for andre.

Når alt det er sagt så er Alien: Romulus et udmærket bud på en opdateret aliensfilm, men i Alien sagaen kan den kun være en parentes lidt ligesom ’Rogue One: A Starwars story’ for den bringer ikke historien videre hverken fremad eller bagud, hvor den forklarer hvad der er sket tidligere, som i Prometheus eller Covenant.
 
Alien: Romulus udgives på UHD i formatet 2.39:1 / 2160p med HDR10 og Dolby Vision og billedsiden er som ventet virkelig flot. Den højere opløsning på UHD disken af Alien: Romulus giver billedsiden et kraftigt løft i forhold til den medfølgende 1080p blu-ray udgave med en højere klarhed og detaljerigdom, som også giver en større dybdevirkning i billedet og bevirker at detaljer på ansigter, Xenomorpher, omgivelser og tekstiler mv. fremstår knivskarpt, også når tempoet i scenerne er højt. Dolby Vision og HDR er med at udvide farveskalaen betydeligt bl.a. med glimt af primærfarverne rød og orange i det mørke interiør i rumstationen, så billedsiden føles mere nuanceret. Sammensmeltningen af CGI og filmoptagelser er udført til perfektion, og sortniveauet er dybt i de mange mørke scener, men alligevel med fuld mulighed for at orientere sig i hvad der foregår i mørket og i skyggerne, hvor Xenomorpherne lurer.
 
Begrundelsen for at anskaffe sig Alien: Romulus på 4K UHD disk helt sikkert lydsiden, for her er der virkelig knald på. Dolby Atmos soundtracket til denne UHD udgivelse af filmen fremstår både detaljeret og dynamisk, med fuld gas på lydeffekterne og med masser af fede og præcise panoreringer i forbindelse med skudvekslinger, kriblende facehuggers og lyde fra rumstationens tunge døre der lukker. Subwooferen kommer også flittigt i brug ved diverse eksplosioner og sammenstød mellem rumskibet og rumstationen, mens Atmos effekterne bidrager yderligt til at placere os i centrum for de forrygende actionscener og giver en ekstra rumlig dimension f.eks. i oplevelsen af de store haller i rumstationen. Dialogen er velprioriteret og går klart i gennem, også i actionscenerne og det samme gør Benjamin Wallfisch effektive soundtrack. Den medfølgende Blu-ray disc indeholder et forrygende DTS-HD Master Audio 7.1 lydspor, som kun er marginalt dårligere end Atmos soundtracket.
 
En lille times ekstramaterialet på denne udgivelse af Alien: Romulus forefindes på den efterhånden sjældent medfølgende blu-ray udgave af 4K filmen:

• Alternate / Extended Scenes (11:27)
• Return to Horror: Crafting Alien: Romulus (25:34)
• Inside the Xenomorph Showdown (11:07)
 

Tak til SF Studios / 20th Century Studios

Anmeldelse skrevet december 2024

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser