House of the Dragon sæson 2 UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
House of the Dragon sæson 2 UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
House of the Dragon sæson 2 UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 8 timer og 30 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.00:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 18. november 2024
Distributør: SF Studios / Warner Bros
Antal disk:  4 = 4 x UHD 4K blu-ray

Genre: Action, drama, eventyr, fantasy
 
Skuespiller:
Matt Smith som Prins Daemon Targaryen
Emma D'Arcy som Prinsesse Rhaenyra Targaryen
Olivia Cooke som Dronning Alicent Hightower
Eve Best som Prinsesse Rhaenys Targaryen
Rhys Ifans som Otto Hightower
Fabien Frankel som Criston Cole
Steve Toussaint som Lord Corlys 'The Sea Snake' Velaryon
Matthew Needham som Lord Larys 'The Clubfoot' Strong
Sonoya Mizuno som Mysaria 'The White Worm'
Tom Glynn-Carney som Kong Aegon II Targaryen
Ewan Mitchell som Prins Aemond Targaryen
 
Beskrivelse: 
Prequel serien til Game of Thrones, House of the Dragon, kommer her med sin anden sæson på i alt 8 afsnit, der fortsætter hvor første sæson slap med flere magtkampe og intriger i det middelalderagtige kongedømme Westeros. Efter den dramatiske afslutning af første sæson, hvor Prinsesse Rhaenyras søn Luke blev dræbt af Prins Aemond på drageryg, er der et stort ønske om hævn i Prinsesse Rhaenyras lejr, mens den umodne Kong Aegon II forsøger at overtage ledelsen af Westeros efter hans fars død. En svag og ikke respekteret ledelse i begge huse skaber grobund for kaos og at folk tager sagen i egen hånd. Et fejlslagent attentat mod prins Aemond bestilt af Prins Daemon, der i stedet på barbarisk vis får dræbt Kong Aegons lille søn, fører til et opgør mellem Daemon og Prinsesse Rhaenyra, hvilket ender med at han bliver forvist fra hoffet. Inden længe er de to Targaryen klaner i åben krig mod hinanden og Kong Aegon forsøger at erobre så mange slotte eller huse, for at kunne indrullere deres hære i sin egen inden det forventede forestående opgør. Det varer heller ikke længe før det kommer til et gigantisk slag, der både foregår på landjorden, men i særdeleshed i luften mellem de gigantiske drager og deres drageryttere, og tabene viser sig at være katastrofale og kaster Westeros ud i yderligere kaos.
 
House of the Dragon sæson 2 UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

House of the Dragon – sæson 2 er endnu en spektakulær serie fra HBO med middelaldertema, hvor der bliver givet fuld skrue på effekterne og kampscenerne, og dragerne får igen som serienavnet antyder masser af spilletid. Det primære tema denne gang hvordan en svag ledelse kombineret med hævngerrighed får hele magtbalancen til at vakle.

I House of the Dragon sæson 2 føler jeg mig mere hjemme i historien end i sæson 1. Der er stadig mange bipersoner samt halvsøstre og halvbrødre at holde styr på og det politiske rænkespil kan være lidt tungt, men pludseligt eksploderer handlingen i adrenalinpumpede krigsslag, der slår alt anden man tidligere har set i en tv-serie. Hvad der til gengæld kan irritere lidt ind imellem, er et lidt ’dovent’ manuskript hvor f.eks. snigmorderne slipper alt for nemt ind på slottet i Kings Landing og hvor rejsetiden i båd mellem Dragonstone og Kings Landing er så kort, at man skulle tro de rejsende havde taget en af dragerne, men det er bagateller i en ellers fremragende sæson.

På skuespillersiden er niveauet tårnhøjt, men for at fremhæve et par stykker, er Matt Smith perfekt castet som den lumske Daemon, som denne gang slås med indre dæmoner, Eve Best troværdig som den vise Prinsesse Rhaenys Targaryen og Emma D'Arcy overbevisende, som den sørgende Prinsesse Rhaenyra Targaryen, der har svært ved at holde sammen på hoffet på Dragonstone. Prins Aemond Targaryen, spillet af Ewan Mitchell, får denne gang også mere spilletid og han lægger i denne sæson op til at blive Kings Landing modsvar til Prins Daemon.

Den anden sæson af House of the Dragon er ligesom første sæson fyldt med action, drama og blændende billeder fra start til slut, og selv om kvaliteten og spændingsniveauet af de enkelte afsnit er meget svingende fra godt til fantastisk, så er House of the Dragon sæson 2 afgjort noget af det bedste tv der nogensinde er produceret.
 
Som altid med HBO-udgivelser er billedet på denne 4K UHD 2160p udgivelse af House of the Dragon - sæson 2 helt i top, udstyret med Dolby Vision og HDR10, et tårnhøjt detaljeniveau, dybe sortniveauer og fuldskærmsformatet 2.00:1, så du ikke kan udgå at blive revet med af handlingen på skærmen. Farveskalaen er ligesom sidst afdæmpet, hvilket må være et bevidst valg for at øge realismen jævnfør middelalderreferencen. De mange scener, der foregår i mørke eller dunkel belysning, stiller store krav til ens skærm for at man kan få det fulde udbytte af handlingen, men her bidrager Dolby Vision også til at forbedre billedkvaliteten og oplyse omgivelserne hvor det er nødvendigt. De overbevisende drager får naturligt nok lov til at fylde en del i denne serie, men også de storslåede kampscener, kulisserne og små detaljer på kostumer og rustninger, er meget imponerende udført. Scenografien imponer med de storslåede tronsale og slotte, interiør med sten relieffer og træudskæringer og mørke kældre kun oplyst af fakler. Alt er udført til perfektion.
 
House of the Dragon - sæson 2 er udstyret med fantastisk dynamisk Dolby Atmos soundtrack, hvor det er lige før man dukker sig når dragerne flyver hen over hovedet på en, eller når de spyr deres altkonsumerende flammer mod fjendens soldater, fordi lyden på overbevisende vis fordeles ud i samtlige højttalere. Atmosfæreskabende lyde fra de rungende kongelige haller, den silende regn eller fra hujende menneskemængder i Kings Landings gader er også meget troværdigt udført. Samtidigt fremstår dialogen altid klart, centreret og veldefineret og soundtracket, som Ramin Djawadi står bag, er også med til at frembringe den rette stemning af storladent helteepos.
 
Ekstramaterialet til House of the Dragon - sæson 2 er fordelt på hver af de 4 UHD disc, hver med en samlet varighed på omkring en time og her findes der rigeligt af udførlige og interessante featuretter omkring handlingen og tilblivelsen af serien, så der er nok at dykke ned i.
 
Disc One
• The House that Dragons Built - Ep #1 Extended Version (HD; 34:09)
• Defend Your Council (HD; 1:53)
• Character Spots: Rhaenyra (HD; 1:14), Aegon (HD; 1:25)
• Fire hot Takes: Team Green vs. Team Black (HD; 2:03)
• The House that Dragons Built - Ep #2 Extended Version (HD; 30:26)
• Return to Winterfell (HD; 1:14)
• House Who? (House Stark) (HD; 1:27)
• Return to the Realm (HD; 2:01)

Disc Two
• The House that Dragons Built - Ep #3 Extended Version (HD; 34:19)
• House Who? (Bracken & Brackwood) (HD; 1:41)
• Fire Hot Takes
• Case for Ruler (HD; 1:43)
• Daemon vs. Aemond (HD; 1:56)
• The House that Dragons Built - Ep #4 Extended Version (HD; 29:49)
• Eve Tribute Piece (HD; 1:13)
• House Who? (House Tully & House Frey) (HD; 1:48)
 

Tak til SF Studios / Warner Bros

Anmeldelse skrevet december 2024

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser