A Quiet Place Part One UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
A Quiet Place Part One UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
A Quiet Place Part One UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 39 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 7. oktober 2024
Distributør: SF Studios / Paramount pictures
Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Action, Thriller, Sci-Fi
Biograf premiere: 27. juni 2024
 
Instruktør: Michael Sarnoski
Manuskript: Michael Sarnoski, John Krasinski, Michael Sarnoski
Producere: Michael Bay, Vicki Dee Rock, Andrew Form
Fotograf: Pat Scola
Klip: Andrew Mondshein, Gregory Plotkin
Musik: Alexis Grapsas
 
Skuespiller:
Lupita Nyong'o som Samira
Joseph Quinn som Eric
Alex Wolff som Reuben
Djimon Hounsou som Henri
Eliane Umuhire som Zena
 
Beskrivelse: 
I A Quiet Place: Day One følger vi Samira, der er indlagt på et hospice udenfor New York med en smertefuld og dødelig sygdom. Hun er bitter og opgivende og hendes eneste trøst er hendes elskede kat Frodo. Et forsøg på en opmuntrende bytur til New York for de indlagte ender i kaos, da aggressive rumvæsner invaderer byen og fortærer alle mennesker de møder på deres vej. Da det første chok har lagt sig, lærer de fleste overlevende, at rumvæsnerne er blinde og lader sig tiltrække af lyd og det gælder derfor om at være så stille som muligt. Det kan være svært når man er samlet i en stor flok mennesker og Samira søger derfor væk fra mængden og møder her den unge studerende Eric. Sammen forsøger de at overleve ved at komme væk fra New York hvilket skal ske via evakueringsbåde på havnen arrangeret af myndighederne, da rumvæsnerne ikke kan svømme. Det er selvfølgelig ikke nogen let opgave for Samira og Eric, da rumvæsnerne har en super god hørelse og Samira samtidigt er svækket af sin sygdom.
 
A Quiet Place Part One UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

A Quiet Place: Day One er den tredje film i Quiet Place serien, men er reelt en prequel til de to andre fim. Her får vi starten på invasionen fra rummet, men fortalt med helt nye karakterer og en ny lokation: Den støjende storby New York fremfor den mere øde landside, som i de andre film. Det fungerer dog fortræffeligt, og det er fascinerende at se hvordan rumvæsnernes hærgen lægger et spor af ødelæggelser og støv over byen. Det som ’A Quiet Place’ serien gør så fremragende er, at den formår at give os en relation til karaktererne så vi føler med dem fremfor de bare er ’kanonføde’ og den giver sig desuden tid til de stille passager, så det ikke er udmattende død og ødelæggelse hele filmen igennem. Netop derfor virker chokeffekterne endnu stærkere når de pludseligt er der. Lupita Nyong'o er fantastisk i hovedrollen som Samira og hendes udtryksfulde ansigt siger mere en tusind ord, mens Joseph Quinn, som hendes sidekick Eric, også gør det udmærket. Det samme gør Alex Wolff og Djimon Hounsou, men de er kun med i få scener.

Der er selvfølgelig mange plothuller i A Quiet Place: Day One, som hvordan finder man ud af at rumvæsnerne tiltrækkes af lyd eller ikke kan svømme eller hvordan kommer den svækkede Samira overhovedet igennem dette mareridt, men det gør ikke det store når resten af filmen er så god.

A Quiet Place: Day One er efter denne anmelders mening en af året bedste sci-fi actionfilm og selvom den måske ikke har overraskelsesmomentet fra den første film i serien, så kan den noget andet og det gør den helt rigtigt!
 
En god årsag for at anskaffe sig A Quiet Place: Day One på 4K UHD disk er helt sikkert billed- og lydsiden, for her er der virkeligt dømt demomateriale og vi bliver forkælet med både HDR10 samt Dolby Vision. Den høje 2160p opløsning på UHD disken giver billedsiden en tårnhøj klarhed og detaljerigdom i billederne fra det smadrede New York, som giver en imponerende dybde og realisme i billedet. Dolby Vision og HDR10 bidrager med at udvide farvespektret betydeligt, så det både føles mere nuanceret og naturligt, mens sortniveauet i de mørkere scener er forbilledligt dybt og uden synlig komprimering. Sammenfattet er billedsiden af A Quiet Place: Day One er en førsteklasses udgivelse fra Paramount og oplagt demomateriale for et seriøst 4K UHD set up.
 
Dolby Atmos soundtracket til denne UHD udgivelse af A Quiet Place: Day One formår virkeligt at udnytte formatet til fulde både i de vilde angreb fra rumvæsnerne og i de mere stille passager, hvor hovedpersonerne skjuler sig og forsøger at være stille. Her fungerer selv åbningen af en dåse med kattemad eller de lavfrekvent lyde fra rumvæsnerne glimrende til at få pulsen op. Generelt fremstår lydsporet både detaljeret og dynamisk, med fuld gas på lydeffekterne, med masser af panoreringer i alle kanaler, inkl. højdekanalerne når militærhelikopterne snurrer i luften, jagerflyene passerer eller når et uvejr med regn og torden passerer og Samira og Eric skriger deres frygt ud. Lydsporet gør også flittigt og effektivt brug af subwooferen i forbindelse med eksplosioner eller når biler kastes rundt. Dialogen er velprioriteret og går klart i gennem, også i de hæsblæsende actionscener. A Quiet Place: Day One er således også på lydsiden, stærkt anbefalelsesværdigt som demomateriale for en hjemmebiograf, der understøtter Dolby Atmos-formatet. vildskab i mine ører.
 

En god lille samling af ekstramateriale med making-of dokumentarer samt nogle få slettede og udvidede scener:

• Day Zero: Beginnings and Endings (1080p, 7:58):
• In the City: Chaos in Chinatown (1080p, 7:51)
• The Exodus: Against the Tide (1080p, 6:27)
• The Long Walk: Monsters in Midtown (1080p, 7:49)
• Pizza at the End of the World (1080p, 7:17)
• Deleted and Extended Scenes (1080p, 15:06 total)
 

Tak til SF Studios / Paramount pictures

Anmeldelse skrevet oktober 2024

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser