Kingdom of Planet of the Apes UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Kingdom of Planet of the Apes UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Kingdom of Planet of the Apes UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 25 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 30. september 2024
Distributør: SF Studios / 20th Century Studios
Antal disk:  2 = 1 x UHD 4K blu-ray + 1 x blu-ray

Genre: Action, eventyr
Biograf premiere: 8. maj 2024
 
Instruktør: Wes Ball
Manuskript: Josh Friedman, Rick Jaffa, Amanda Silver
Producere: Wes Ball, Peter Chernin, Mara Gagnon
Fotograf: Gyula Pados
Klip: Dirk Westervelt, Dan Zimmerman
Musik: John Paesano
 
Skuespiller:
Owen Teague som Noa
Freya Allan som Nova / Mae
Kevin Durand som Proximus Caesar
Peter Macon som Raka
William H. Macy som Trevathan
 
Beskrivelse: 
Kingdom of the Planet of the Apes foregår mange år senere efter begivenhederne i den forrige trilogi sluttede og aberne lever nu fuldstændigt isoleret fra menneskene. Vi møder her den unge chimpanse Noa, der sammen med sine to venner er på en farefuld færd og manddomsprøve for at stjæle ørneæg fra rederne. Noa og vennerne kommer nemlig fra en abe klan, der knytter bånd til ørnene fra de udklækkes, så ørnene kan bruges til jagt mv. På vejen tilbage til abelejren ser de et glimt af en hurtig skikkelse, der forsvinder over på den forbudte side udenfor klanens område og de følger derfor ikke efter. Den mystiske skikkelse viser sig at være en pige, der en nat opsøger abelejren for at stjæle mad og i forsøget på at standse hende smadrer hun det ørneæg, som Noa bærer på sig. Noa må derfor skaffe sig et nyt æg og han drager ud ved nattetid for at få klaret opgaven. På vejen til ørnerederne render han dog ind i et angreb fra en fremmed klan af aber og da de følger efter Noas undslupne hest, der løber tilbage til lejren, angriber de lejren og brænder alt ned og tager alle overlevende til fange. Noa efterlades som død, men da han vågner, sætter han sig for at finde og befri hans klan, trods det synes umuligt på egen hånd men undervejs får han hjælp fra uventet kant.
 
Kingdom of Planet of the Apes UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Kingdom of the Planet of the Apes er helt klart den flotteste og mest livagtige film i den nye generation af Planet of the Apes film. Aberne er udført i en kombination af CGI og motion capture og resultatet er utroligt livagtigt både i forhold til bevægelser, pels, ansigtsmimik mv. Men det skal det også være når castet udover abekarakterer kun består af 2 mennesker, samt en række statister som tilbagestående stenalder mennesker. Hvad der så kan irritere lidt, er den abrupte måde aberne taler på: Det er kun den store orangutang Raka, der kan tale flydende og det bliver lidt trættende med en hel film, der foregår i korte sætninger, men der er detalje. Et større problem er filmens tempo, for efter en forrygende start går det hele lidt i stå. Der dvæles lidt meget ved ligegyldige momenter, som tager spændingen ud historien inden filmen afsluttes i et hæsblæsende, men lettere forudsigeligt klimaks. Det ville have klædt filmen hvis mindst ½ time var blevet klippet ud af de knap 2½ time filmen varer i alt. Så samlet set er Kingdom of the Planet of the Apes en godkendt tilføjelse til abe sagaen, men så heller ikke mere.

Man begynder at ane konturerne af at historien nu leder op til de oprindelige Planet of the Apes film fra 60’erne og 70’erne og det bliver interessant at se om Disney, som nu ejer 20th Century studios, vil genindspille disse gamle film eller lave flere prequels.
 
Den bedste begrundelse for at anskaffe sig Kingdom of the Planet of the Apes på 4K UHD disk og ikke blot se den på en streamingtjeneste er helt sikkert billed- og lydsiden, for her er der virkeligt dømt demomateriale. Den højere opløsning på UHD disken giver billedsiden en tårnhøj klarhed og detaljerigdom, som i kombinationen med HDR10 giver en utrolig dybde i billedet. Sammensmeltning mellem CGI og de filmede sekvenser er fuldstændig usynlig mens detaljerne i abernes pels giver dem en stoflighed, som i kombination med deres flydende bevægelser gør dem meget naturtro, mens overflader i f.eks. junglen eller ansigtsdetaljer fremstår knivskarpt. HDR10 bidrager med at udvide farvespektret betydeligt, så det både føles mere nuanceret og naturligt og hjælper med at oplyse nattescenerne tilstrækkeligt, så man altid kan se hvad der foregår og scener med ild ser fantastiske ud. Sortniveauet i de mørkere scener i er forbilledligt dybt og uden synlig komprimering. Sammenfattet er billedsiden af Kingdom of the Planet of the Apes en førsteklasses udgivelse fra 20th Century Studios og oplagt demomateriale for et seriøst 4K UHD set up.
 
Dolby Atmos soundtracket til denne UHD udgivelse af Kingdom of the Planet of the Apes formår virkeligt at udnytte formatet til fulde både i de vilde kampscener mellem aberne, de galoperende heste og den store eksplosion i slutningen, men også i junglen eller ved kysten, hvor naturtro lyde omringer seeren. Generelt fremstår Atmos lydsporet både detaljeret og dynamisk, med fuld gas på lydeffekterne, med masser af panoreringer i alle kanaler, inkl. Atmos højdekanalerne bl.a. i scenerne med ørnene, samt flittig og effektiv brug af subwooferen. Dialogen er velprioriteret og går klart i gennem, også i de hæsblæsende actionscener. Kingdom of the Planet of the Apes er således også på lydsiden, eller måske især på lydsiden, stærkt anbefalelsesværdigt demomateriale for en hjemmebiograf, der understøtter Dolby Atmos formatet.
 
Ekstramaterialet til Kingdom of the Planet of the Apes forefindes kun på den medfølgende blu-ray udgave af filmen. I modsætningen til den amerikanske 4K udgave er det i den nordiske udgave kun muligt at se de udvidende eller slettede scener separat og ikke integreret i filmen som en extended version, men da jeg også synes at filmen er lang nok i forvejen er det OK for mig. Derudover er en udmærket ’making of’ dokumentar.
 
• Inside the Forbidden Zone: Making Kingdom of the Planet of the Apes (23:25)
• Deleted Scenes / Extended Scenes med kommentar lydspor af instruktøren Wes Ball (32:15)
 

Tak til SF Studios / 20th Century Studios

Anmeldelse skrevet oktober 2024

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser