The Crow UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
The Crow UHD 4K blu ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan VIlhelmsen
The crow UHD 4K blu ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 43 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 1.85:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 6. maj 2024
Distributør: SF Studios / Paramount
Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Action, eventyr
Biograf premiere: 2. september 1994
 
Instruktør: Alex Proyas
Manuskript: James O'Barr, David J. Schow, John Shirley
Producere: Sherman L. Baldwin, Caldecot Chubb, Gregory A. Gale
Fotograf: Dariusz Wolski
Klip: Dov Hoenig, M. Scott Smith
Musik: Graeme Revell
 
Skuespiller:
Brandon Lee som Eric Draven
Rochelle Davis som Sarah Mohr
Ernie Hudson som Sgt. Albrecht
Michael Wincott som Top Dollar
Bai Ling som Myca
Sofia Shinas som Shelly Webster
Anna Thomson som Darla Mohr
David Patrick Kelly som T-Bird
 
Beskrivelse: 
I kultklassikeren og fanfavoritten The Crow bliver den unge musiker Eric Draven og hans kæreste brutalt myrdet af en bande kriminelle. På årsdagen for mordene bliver Eric bragt tilbage til livet af en krage, som nu bliver hans tro følgesvend og hjælper i hans hævntogt mod morderne og deres hensynsløse bagmand Top-dollar.
 
The crow UHD 4K blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Paramount har i anledningen af The Crows 30-års jubilæum genudgivet filmen på UHD disk og vi får her et gensyn med filmen der i 90’erne fik kultstatus, både fordi den ramte goth/grunge tidsånden perfekt, men også fordi hovedrolleindehaveren Brandon Lee på tragisk vis døde under optagelserne. The Crow er en meget mørk film, både på billedsiden, hvor handlingen primært foregår i storbyens skumle og mørke gader, men også tematisk med den ensomme hævner, der vender tilbage fra de døde. Set med nutiden øjne er The Crow en B-film med meget simpel hævnhistorie pakket ind i cool goth-æstetik og med middelmådige skuespilpræstationer. I sin simple fortælleform og stilistiske billedform mindede The Crow mig om en anden film noir som Sin City fra 2005 og ligesom den, er The Crow meget endimensionel og tegneserieagtig, ligesom sit tegneserie-forlæg tegnet af James O’Barr.

Ud over Brandon Lee i rollen som Eric Draven ses også kendte ansigter som Ernie Hudson som Sgt. Albrecht, Michael Wincott som Top Dollar og Bai Ling som Myca, men ingen spiller særligt overbevisende, hvilket nok må tilskrives instruktøren Alex Proyas manglende instruktørevner, da han på daværende tidspunkt mest havde lavet musikvideoer.

Samlet set er The Crow set i 2024 nok mest for fans fra dengang eller andre filmnørder der kan se den inspiration filmen har givet til efterfølgende film og filmkarakterer, som f.eks. Batman eller Jokeren især, men filmen er absolut et gensyn værd.
 
The Crow udkommer på UHD disk i en 2160p HDR/Dolby Vision udgave og det er er en virkelig flot udgivelse, især set på en OLED-skærm, der kan gengive storbyens endeløse mørke og samtidigt præsentere en interessant billedside med kontrast og dybde i mørket og i skyggerne. Billedsiden er selvfølgeligt renset op fra originalen eller den forrige blu-ray udgivelse fra 2011, men der er bevaret en god portion grain, der er med til at give billedsiden karakter. Den visuelle side af The Crow er stilistisk set utrolig flot med overvejende sort/hvide billeder med enkelte strejf af farve. Nærbilleder af ansigtsdetaljer og af kragen står knivskarpt og med flotte panoreringer gennem byen set fra kragens synsvinkel. Dolby Vision eller HDR bidrager desuden med at udvide farvespektret, så det både føles mere nuanceret og naturligt og udgivelsen var uden synlige komprimeringsfejl, så samlet set en utrolig flot og stemningsfuld genudgivelse fra Paramounts side.
 
Soundtracket til The Crow er desværre ikke blevet opgraderet til Dolby Atmos, hvilket ellers kunne effektfuldt med f.eks. kragens flyveture eller i scenerne med nærkamp. Vi må i stedet nøjes med et DTS-HD Master Audio 5.1 soundtrack, som dog byder på udmærkede retningspanoreringer af lydeffekter i scener med nærkamp, skudvekslinger eller den intense biljagt gennem byen. Musiknumrene fra bl.a. the Cure får også lov til at fylde godt i lydbilledet, mens dialogen fremstår tydeligt og centreret, selvom den til tider lider under for meget komprimering eller for dårligt originalmateriale.
 
Ekstramaterialet på denne UHD udgave af The Crow er mere eller mindre det samme som på blu-ray udgaven fra 2011 med nogle få tilføjelser, men der er stadigt rigeligt af ekstramateriale samt kommentatorlydspor at gå i gang med:
 
 
• Audio Commentary: Director Alex Proyas.
• Audio Commentary: Producer Jeff Most and Screenwriter John Shirley.
• Shadows & Pain: Designing The Crow (1080p)
  o Angels All Fire: Birth of the Legend (7:07)
  o On Hallowed Ground: The Outer Realm (8:12)
  o Twisted Wreckage: The Inside Spaces (10:00)
• Sideshow Collectibles: An Interview with Edward R. Pressman (1080p, 13:24)
• Behind the Scenes Featurette (1080p, 16:33)
• A Profile on James O'Barr (1080p, 33:26)
• Extended Scenes (1080p, 11:32)
• Deleted Footage Montage (1080p, 5:26)
• Trailer (1080p, 1:28)
 

Tak til SF Studios / Paramount

Anmeldelse skrevet maj 2024

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser