Aliens UHD 4K blu ray anmeldelse

 
Aliens UHD 4K blu ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan VIlhelmsen 
Aliens UHD 4K blu ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 17 minutter (Extended: 2 timer og 35 min)
Lyd: Dolby Atmos 7.1.4
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 1.85:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 29. april 2024
Distributør: SF Studios / 20th Century studios
Antal disk:  3 = 1 x UHD 4K blu-ray + 2 x blu-ray (film + bonus features)

Genre: Action, Sci-Fi, Thriller
Biograf premiere: 31. oktober 1986
 
Instruktør: James Cameron
Manuskript: James Cameron, David Giler, Walter Hill
Producere: Gordon Carroll, David Giler, Walter Hill
Fotograf: Adrian Biddle
Klip: Ray Lovejoy
Musik: James Horner
 
Skuespiller:
Sigourney Weaver som Ripley
Carrie Henn som Newt
Michael Biehn som korporal Hicks
Paul Reiser som Burke
Lance Henriksen som Bishop
Bill Paxton som Menig Hudson
William Hope som løjtnant Gorman
Jenette Goldstein som Menig Vasquez
Al Matthews som Sergent Apone
Mark Rolston som Menig Drake
Ricco Ross som Menig Frost
Colette Hiller som korporal Ferro
Daniel Kash som Menig Spunkmeyer
Cynthia Dale Scott som korporal Dietrich
 
Beskrivelse: 
Aliens fortsætter historien fra den første Alien-film, dog med et tidspring på 57 år, hvor Ripley har været i hypersleep. Hun plages hver nat af mareridt forårsaget af de traumatiske oplevelser i den første film og kun modstræbende lader hun sig overtale af den sleske Burke, ansat af det skumle firma Weyland-Yutani, til at tage med et hold marinesoldater tilbage til planeten LV-426, som i mellemtiden er blevet koloniseret, for at finde ud af hvorfor man har tabt kontakten til kolonien. Ved ankomsten til planeten finder de hurtigt ud af, at det står endnu værre til end de havde forventet: Kolonien har været angrebet af aliens og eneste overlevende er den lille traumatiserede pige, Newt, som Ripley hurtigt knytter et bånd til. Da et forsøg på at finde flere overlevende går helt galt, må de resterende overlevende marinesoldater og Ripley indse, at de er fanget på LV-426’s rumstation indtil de kan hidkalde et rumskib, så de kan undslippe. Indtil da må de forskanse sig og afvente det uundgåelige angreb fra horden af alien.
 
Aliens UHD 4K blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray eller blu-ray

James Camerons Aliens står for denne anmelder som en af de bedste sci-fi film der nogensinde er blevet lavet. Dens blanding af action og gys er sublim, karaktererne troværdige og overvejende sympatiske og den klaustrofobiske stemning på rumstationen får stadigvæk undertegnede til at sidde på kanten af sofaen mens filmens kontinuerte tilføjelser af nye opgør med aliens, blot forlænger den nervepirrende handling. Og på trods af at filmen er set utallige gange og man ved hvad der sker, kan man stadig tage sig selv i at sidde og heppe på Ripley og Hicks kamp mod de klamme aliens.

Sigourney Weaver er endnu engang troværdig og slagkraftig i hovedrollen som Ellen Ripley, mens der blandt de øvrige medvirkende skal fremhæves Bill Paxtons tilpas irriterende evigt pralende/klagende menig Hudson og William Hope som den handlingslammede løjtnant Gorman. De øvrige medvirkende spiller også deres roller ganske troværdigt.

Den nyrestaurerede udgave af Aliens som er opgraderet med Dolby Vision / HDR samt Dolby Atmos gør på sin vis, at man føler at man ser en ny film, for alt står pludseligt klart og tydeligt, hvor meget skjulte sig i den mere mørke og grumsede billedside på de tidligere udgivelser. For en filmsamler og elsker af actionfilm hører denne 4K udgave af Aliens helt sikkert hjemme på hylden. Fra denne anmelder er der uddelt topkarakter til denne 4K udgave af Aliens, men jeg vil dog ikke udråbe filmen som demomateriale, da nyere film står skarpere på både billede og lyd, men det er det bedste James Camerons Aliens nogensinde har set ud.
 
Aliens er i teorien knap så stort som for de andre to film, da den tidligere har været udgivet på blu-ray og ikke kun DVD, men så alligevel, for det nyrestaurede billede er optimeret på alle plan og giver en helt ny oplevelse af filmen, hvilket jeg kunne tydeligt kunne konstatere da jeg fandt min Alien Anthology version frem og sammenlignede både med den nye blu-ray og 4K disken. Den højere opløsning på UHD disken af Aliens giver billedsiden et kraftigt løft i med en højere klarhed og detaljerigdom, som også giver en større dybdevirkning i billedet og bevirker at detaljer på ansigter, omgivelser og tekstiler mv. fremstår knivskarpt, også når tempoet i scenerne er højt. HDR er med at udvide farveskalaen betydeligt bl.a. med glimt af primærfarverne rød, blå og grøn i det mørke interiør i rumstationen, så billedsiden føles mere nuanceret. Sammensmeltningen af skalamodeller og 1:1 kulisser er for det meste udført til perfektion, på trods af at den højere opløsning til tider afslører lidt for meget.
 
Udover at være en fed actionfilm er begrundelsen for at anskaffe sig Aliens på 4K UHD disk helt sikkert også lydsiden, for her er der virkelig knald på. Dolby Atmos soundtracket til denne UHD udgivelse af filmen fremstår både detaljeret og dynamisk, med fuld gas på lydeffekterne og med masser af fede og præcise panoreringer. Subwooferen kommer også flittigt i brug i forbindelse med skudvekslinger og diverse eksplosioner, mens Atmos effekterne bidrager yderligt til at placere os i centrum for de forrygende actionscener og giver en ekstra rumlig dimension i oplevelsen. Dialogen er velprioriteret og går klart i gennem, også i actionscenerne og det samme gør James Horners klassiske soundtrack, som det i øvrigt er muligt at se filmen med alene, dvs. uden lydeffekter og tale, mens det også er muligt at se filmen med et interessant kommentatorspor med instruktør James Cameron, skuespillere og den øvrige cast. Den medfølgende Blu-ray disc indeholder kun et DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor.
 
Ekstramaterialet på denne udgivelse af Aliens er så omfangsrigt at der er reserveret en 3. disc til formålet udover de ting som kommentatorspor mv. som naturligvis ligger på film diskene. Dette ekstramateriale, hvoraf i hvert fald noget af har været udgivet sammen med Alien Anthology, må kunne tilfredsstille enhver fans ønske om at dykke ned i filmen og dens produktion.

Disc 1 (4K UHD)
• Biografversion (2:17:15) og Special Edition (2:34:28). Special Edition begynder med en kort introduktion af James Cameron.
• Direkte adgang til nye scener i Special Edition (HD; 20:03)
• 2003 Audio kommentar lydspor med James Cameron m.fl.
• Original soundtracks i Dolby Digital 5.1 (kun biografversionen).
 
Disc 2 (1080p)
• Biografversion (2:17:15) og Special Edition (2:34:28). Special Edition begynder med en kort introduktion af James Cameron.
• Direkte adgang til nye scener i Special Edition (HD; 20:03)
• 2003 Audio kommentar lydspor med James Cameron m.fl.
• Original soundtracks i Dolby Digital 5.1 (kun biografversionen).

Disc 3 (1080p)
• The Inspiration and Design of Aliens (HD; 30:54)
• Superior Firepower: Making Aliens (SD; 3:04:59)
• Superior Firepower: Making Aliens Enhancement Pods (SD; 58:31)
• Pre-Production offers various galleries, some with video components:
  o Development Original Treatment by James Cameron
  o Footage
    Pre-Visualizations: Multi-Angle Videomatics
      • Angle 1: Videomatic (SD; 3:13)
      • Angle 2: Videomatic/Final Shot Comparison (SD; 3:14)
      Pre-Visualization Storyboard Archive
      Conceptual Art
      Casting

• Production
  o Photography Production Image Galleries
  o Footage
     Colonial Marine Helmet Cameras (SD; 5:08)
     Video Graphics Gallery (SD; 4:07)
     Weyland-Yutani Inquest: Nostromo Dossiers (SD; 3:37)
 
• Post-Production and Aftermath
  o Footage
     Deleted Scene: Burke Cocooned (SD; 1:31)
     Deleted Scene Montage (SD; 4:08)

• Photography
•I mage Galleries
• Miscellaneous
  o Laserdisc Archives
• Main Title Exploration (SD; 3:01)
• Theatrical Trailers
  o Teaser Trailer (SD; 1:51)
  o Theatrical Trailer (SD; 1:56)
  o Domestic Trailer (SD; 00:35)
  o International Trailer (SD; 00:32)
 

Tak til SF Studios / 20th Century studios

Anmeldelse skrevet april 2024

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser