Duel UHD 4K blu ray anmeldelse

 
Duel UHD 4K blu ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Duel UHD 4K blu ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 29 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk 
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 13. november 2023
Distributør: SF Studios / Universal Studios
Antal disk:  1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Action
Biograf premiere: 27. april 1973
 
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Frank Morriss
Producere: Billy Goldenberg
Fotograf: Jack A. Marta
Klip: Frank Morriss
Musik: Billy Goldenberg
 
Skuespiller:
Dennis Weaver som David Mann
Jacqueline Scott som Mrs. Mann
Eddie Firestone som Cafe Owner
Lou Frizzell som Bus Driver
Gene Dynarski som Man in Cafe
Lucille Benson som Lady at Snakerama
Tim Herbert som Gas Station Attendant
 
Beskrivelse: 
Duel, som er Steven Spielbergs spillefilms debut fra 1971, er en simpel, men utrolig effektiv thriller om Davids kamp mod Goliat, her i skikkelse af sælgeren David Mann i en rød Plymouth Valiant personbil mod et monster af en 40 tons tankbil og deres tvekamp på liv og død på øde amerikansk ørkenlandevej.

David Mann er ikke en stærk mand, hverken af krop eller sind, hvilket også iscenesættes i filmen af et interview om kønsroller David hører over bilradioen i starten af filmen, og da han samtidigt er alene på landevejen og der ikke er nogen af de få mennesker han møder, der tror på ham, må han alligevel mande sig op og med alle kneb tage kampen op mod overmagten.
 
Duel UHD 4K blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD eller blu-ray 

Duel er baseret på Richard Mathesons geniale manuskript og med Steven Spielbergs instruktion bliver resultatet i liga med Hitchcock eller Dødens gab blot på fire hjul, hvor spændingen holdes konstant i live med nye uhyggelige og meningsløse angreb fra den ansigtsløse lastbilchauffør. Duel er ganske enkelt et mesterværk i suspense, der trods mere end 50 år på bagen stadig holder 100%, da det simple set up gør handlingen tidløs og relaterbar. For roadrage findes også i virkeligheden og det kunne jo lige så godt være en lastbilchauffør, der i morgen så sig sur på en anden bilist. Jeg kan huske at jeg så Duel på flow tv i min barndom, og dengang som nu gjorde den et stort indtryk, for den formår netop ligesom Dødens gab at pirre underbevidstheden ved f.eks. aldrig at vise ansigtet på lastbilchaufføren og lade hans dødelige angreb komme når man mindst venter det. En anden virksom effekt er selvfølgelig den konstante brug af close ups, indefra og ude fra bilen kombineret med motorstøj fra bil og lastbil, hvilket gør, at du føler du selv er med i bilen.

Dennis Weaver skal bære filmen eneste navngivne rolle som David Mann og trods han forståeligt nok ender med at være rimelig hysterisk til sidst spiller han rollen troværdigt og godt. De øvrige roller kan allerhøjst benævnes som bipersoner, som hver især kun er med i få minutter, hvilket nok er meget godt, for de virker lidt karikerede.
 
Duel har aldrig set bedre ud og denne 4K udgave er en kæmpe forbedring fra den oprindelige 4:3 tv-udgave (i øvrigt inkluderet som ekstramateriale) men også i forhold til den tidligere blu-ray udgave fra 2015, med højere skarphed og dybde i den nyrestaurerede billedside, som nyder godt af et HDR 10 farvespektrum, som får scenerne under den brændende ørkensol til at fremstår optimalt. Den udprægede brug af close ups viser detaljer fra køretøjerne og fra Dennis Weavers sammenbidte ansigt, som står knivskarpt. Sortniveauet er forbilledligt dybt og billedsiden uden synlige komprimeringsfejl, så samlet set en meget flot udgivelse fra Universal af denne thriller klassiker, som enhver filmsamler bør have på hylden.
 
Soundtracket til denne UHD udgivelse af Duel er blevet opgraderet fra et original mono lydspor til Dolby Atmos, og er aggressivt og potent med masser af buldrende motorlyde, som drager god nytte de ekstra højtalerkanaler til at fuldende følelsen af at være med David Mann i bilen. Retningspanoreringer er der til gengæld ikke så meget af i dette lydspor udover ved passage af nogle motorvejstunneller i filmens start, men det fungerer alligevel utrolig effektivt. Dialogen er velprioriteret og fremstår klart og centreret i lydbilledet.
 
Det er imponerede, hvordan man uden nutidens teknologier i 1971 har kunnet optage hver scene live på landevejen så effektivt og gribende og et interessant interview med Spielberg i ekstramaterialet fortæller levende om hvordan det foregik. Derudover indeholder ekstramaterialet den originale lidt kortere TV-udgave af Duel i en ikke restaureret udgave i 4:3 formatet, samt andre dokumentarfilm af kortere varighed.
 
• TV Cut (in HD) – 74 min.
• A Conversation with Steven Spielberg – 36 min.
• Steven Spielberg and the small screen – 9 min.
• Richard Matheson: The Writing of Duel – 9 min.
• Photograph and Stills Gallery – 4 min.
• Trailer
 

Tak til SF Studios / Universal Studios

Anmeldelse skrevet november 2023

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser