Knock at the Cabin UHD 4K blu ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 40 minutter Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 24. juli 2023
Distributør: SF Studios / Universal
Antal disk: 2 = 1 x UHD 4K blu-ray + 1 x blu-ray
Genre: Gys, Mysterie, Drama
Biograf premiere: 9. marts 2023
Instruktør: M. Night Shyamalan
Manuskript: Paul Tremblay, M. Night Shyamalan, Steve Desmond Producere: Marc Bienstock, Ashley Fox, Christos V.
Fotograf: Jarin Blaschke, Lowell A. Meyer
Klip: Noemi Katharina Preiswerk
Musik: Herdís Stefánsdóttir
Skuespiller:
Dave Bautista som Leonard Jonathan Groff som Eric Ben Aldridge som Andrew Nikki Amuka-Bird som Sabrina Rupert Grint som Redmond Abby Quinn som Adriane Kristen Cui som Wen McKenna Kerrigan som Andrew's Mom Ian Merrill Peakes som Andrew's Father
Beskrivelse: Den amerikanske gyserinstruktør M. Night Shyamalan som alle elsker at hade, tager os i filmen Knock at the Cabin langt ud i skoven, både bogstaveligt og i overført betydning.
Den 10-årige pige Wen leger i skoven uden for en hytte, hvor hendes to adoptivfædre Eric og Andrew holder ferie. En hærdebred fremmed kommer pludseligt hen til hende og begynder stille og roligt at tale med hende. Da han gøres følgeskab af tre andre fremmede, der bærer mystiske våben, bliver det for meget for Wen der panisk får hendes fædre indenfor og de begynder at barrikadere hytten. Men de mystiske fremmede insisterer på at komme ind og da de ikke bliver lukket ind frivilligt, bryder de ind. De to fædre overmandes og de fremmede fortæller nu hvem de er og hvorfor de er her: De er som de fire apokalyptiske ryttere kommet for at forhindre dommedag og for at det kan ske må en fra den lille familie foretage et skæbnesvangert valg og slå en af de andre familiemedlemmer ihjel. De ser nu naturkatastrofer udspille sig på tv, hvilket sandsynliggør at noget af historien er sand, men Eric og Andrew tror stadig de er udsat for et angreb fra nogle sindssyge personer, men som tiden går begynder de at tvivle.
Billedet er ikke et screen shot fra UHD eller blu-ray
Knock at the Cabin er seneste film fra gyserinstruktøren M. Night Shyamalan, der er tilbage med endnu en psykologisk thriller, hvor hovedpersonerne udsættes for umulige dilemmaer og skræmmende situationer, ofte i en aktuel kontekst, her jordens undergang pga. klima, pandemier osv. Dilemmaer om at skulle ofre et andet menneske, endda et familiemedlem, er set før i Shyalamans egen ’Signs’ eller i film som ’Killing of a Sacred Deer’, men det er som altid en meget skræmmende præmis, men her skal det vejes op imod at redde selve menneskeheden. Det er selvfølgelig komplet urealistisk at netop disse 3 mennesker skulle have indflydelse på jordens undergang, men hvad nu hvis? Hvordan vil man kunne vælge? Eller er det filmen i virkeligheden vil prikke til, at vi alle må ofre nogle af vores velfærdsgoder for at redde jorden.
M. Night Shyamalan formår endnu engang at overraske med en film med nogle twists man ikke lige havde set komme og derfor laver han i min bog langt mere interessante gyserfilm end mainstream koncepter som ’Scream’ eller ’Halloween’, som muligvis har flere jump scares, men til gengæld følger en fuldstændig forudsigelig skabelon for handlingen. Shylamans film giver i stedet masser af stof til eftertanke, samtidigt med at underholdningsværdien er i top. Hvad jeg var mindre vild med, var de mange tilbageblik på Eric og Andrews liv, deres møde med Erics forældre, adoptionen af Wen osv. Jeg fandt disse klip overflødige og forudsigelige og var med til at trække noget af spændingen ud af filmen, men generelt var filmen spændende og især slutningen nervepirrende.
I de centrale roller, som forældreparret Eric og Andrew, ses de mindre kendte Jonathan Groff og Ben Aldridge, som ellers gør det godt og overbevisende, mens rollerne som de mystiske fremmede leveres af mere kendte skuespillerkræfter bl.a. af en fremragende Dave Bautista samt Rupert Grint og Nikki Amuka-Bird.
Billedet er ikke et screen shot fra UHD eller blu-ray
Billedsiden på denne 2160p/Dolby Vision UHD udgave Knock at the Cabin fremstår virkelig flot med skarpe, detaljerede billeder med høj kompleksitet og tydelige huddetaljer og tekstilteksturer, især i de mange nærbilleder. Farverne er behageligt naturlige både indenfor og udenfor hytten, mens sortniveauet i de mørkere scener er forbilledligt dybt og uden synlige komprimeringsfejl. Den højere opløsning på UHD disken giver billedsiden et kraftigt løft med en højere klarhed og detaljerigdom mens Dolby Vision / HDR10 bidrager med at udvide farvespektret betydeligt, og bringer varme og dybde til billedsiden.
Knock at the Cabin leveres på UHD med et Dolby Atmos soundtrack, som udnytter formatet med f.eks. summende insektlyde i skovlysningen, hvor vi først møder Wen, knirkende lyde fra gulvet i træhytten eller dumpe lyde fra de fremmedes våben. Ellers er det begrænset hvor meget de ekstra kanaler og surroundkanalerne i det hele taget kommer til anvendelse, undtagen i det fremragende soundtrack, som er med til at sætte den uhyggelig stemning hele filmen igennem, men især frem mod det uundgåelige klimaks. Dialogen, som er det bærende element i lydsporet, fremstår overalt klart, tydeligt og centreret i lydbilledet.
Ingen ekstramateriale på denne udgivelse
Tak til SF Studios / Universal
Anmeldelse skrevet september 2023
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|