Cocaine Bear blu-ray anmeldelse

 
Cocaine Bear blu-ray anmeldelse
 
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

Cocaine Bear blu ray anmeldelse

Zone A-B-C = kodefri  (Nordisk udgave)
Spilletid: 1 time og 35 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 7,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 2.39:1

Blu-ray udgivelsesdato: 10. juli 2023
Distributør: SF Studios / Universal
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Action, komedie, gys
Biografpremiere: 23. februar 2023

Instruktør: Elizabeth Banks
Manuskript: Jimmy Warden
Producer: Nikki Baida, Elizabeth Banks, Brian Duffield
Fotograf: John Guleserian
Klip: Joel Negron
Musik: Mark Mothersbaugh
 
Skuespiller:
Keri Russell som Sari
Alden Ehrenreich som Eddie
O'Shea Jackson Jr. som Daveed
Ray Liotta som Syd
Isiah Whitlock Jr. som Bob
Brooklynn Prince som Dee Dee
Christian Convery som Henry
Margo Martindale som Ranger Liz
Jesse Tyler Ferguson som Peter
Kristofer Hivju som Olaf
 
Beskrivelse:
I Cocaine Bear dumper en narkosmugler i 80’erne en ladning kokain pakket i sportstasker ned over en amerikansk nationalpark. En sulten sortbjørn spiser en stor del af kokainen og så er fanden løs, for det 250 kg store rovdyr går nu på jagt både efter mere kokain samt efter menneskekød, som den har fået en umættelig sult efter. Udover den sultne bjørn er der mange andre på jagt i skoven: Et par intetanende børn er på udflugt til et vandfald. Moderen til det ene barn tager ud for at finde dem og hun får hjælp af park ranger Liz og hendes kollega Peter. Betjent Bob er på jagt efter den dumpede kokain og det samme er de to småkriminelle Eddie og Daveed mens deres boss (og Eddies far) Syd puster dem i nakken for at de skal finde det hurtigt. Så der er masser af aktivitet i skoven og det varer ikke længe før den blodtørstige sortbjørn krydser deres spor.
 
Cocaine Bear blu ray anmeldelse
 
Cocaine Bear er løst baseret på en virkelig hændelse, hvor narkosmuglere i 1985 dumpede deres kokainlast over et skovområde i USA. Smugleren, som sprang ud af flyet efter narkoen, døde da hans faldskærm ikke foldede sig ud og på landjorden åd en bjørn en stor portion kokain, hvorefter den døde af en overdosis, men så hører virkeligheden også op og den efterfølgende blodige rampage historie i Cocaine Bear er fri fantasi. Men hvilken fantasi for der er ingen grænser for hvilke absurde episoder og afrevne lemmer, som karaktererne i Cocaine Bear udsættes for. Cocaine Bear er først og fremmest en komedie og karaktererne er overspillede og karikerede, mens bjørnens opførsel og bevægelser heller ikke virker særlig naturlige, kokainpåvirket eller ej, så det er ikke for realismen man skal se filmen, men som splatterkomedie er den helt perfekt. Der er masser af sjove one-liners, skøre karakterer og fjollede episoder at tage af, så hvis man trænger til et godt grin kombineret med gys og action så kan Cocaine Bear helt klart anbefales.

Rollelisten er ganske flot besat med bl.a. Ray Liotta i hvad der skulle blive hans sidste filmrolle, Keri Russell som moderen Sari, Alden Ehrenreich som Eddie mens Margo Martindale og Jesse Tyler Ferguson er det komiske islæt, som det forelskede ranger par, men der er mange andre sjove bifigurer at tage af.
 Cocaine Bear blu ray anmeldelse

Billedsiden på Cocaine Bear er en sand fornøjelse i denne 1080p blu-ray udgave, med skarpe, farvemættede og naturtro billeder fra en solbeskinnet dag i de nordamerikanske skove. Den computeranimerede bjørn blender perfekt ind i scenerne med skuespillere og teksturer i tøj og ansigtsdetaljer gengives ned til mindste detalje og det samme gør de blodige sår, som karaktererne tildeles undervejs. Sortniveauet er højt og giver god dybde til de mørkere scener f.eks. i bjørnegrotten og der var ingen synlige komprimeringsfejl at spore.
 
Cocaine Bear leveres med et effektivt 7.1 DTS-HD MA-lydspor, som er energisk og præcist i filmens mange actionscener. Der leveres gode retnings-panoreringer i samtlige surroundkanaler i forbindelse med f.eks. skudvekslinger og masser af dyb bas til at understrege bjørnens dybe brøl. I de mere stille passager er realistiske baggrundseffekter med til at placere os midt i skoven, mens dialogen i samtlige scener fremstår perfekt integreret, højtopløst og centreret i lydbilledet. Soundtracket til Cocaine Bear er tidstypisk elektronisk 80’er musik, i starten mere ukendte numre, mens senere bruges mere kendte og oplagte numre som ’Just cant get enough’ og ’White Lines’ til at sætte den løsslupne stemning.
 
Ingen ekstramateriale på denne udgivelse
 
 
Anmeldelse skrevet september 2023

Tak til SF Studios / Universal

Tilbage til blu-ray anmeldelser