Black Panther: Wakanda Forever UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Black Panther: Wakanda Forever UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Black Panther: Wakanda Forever UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 41 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk 
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 14. februar 2023
Distributør: SF Studios / Marvel
Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray + Blu-ray

Genre: Action, Eventyr, drama
Biograf premiere: 9. november 2022
 
Instruktør: Ryan Coogler
Manuskript: Ryan Coogler, Joe Robert Cole
Producere: Victoria Alonso, Louis D'Esposito, Kyana F. Davidson
Fotograf: Autumn Durald Arkapaw
Klip: Kelley Dixon, Jennifer Lame, Michael P. Shawver
Musik: Ludwig Göransson
 
Skuespiller:
Letitia Wright som Shuri
Lupita Nyong'o som Nakia
Danai Gurira som Okoye
Winston Duke som M'Baku
Angela Bassett som Ramonda
Tenoch Huerta som Namor
Martin Freeman som Everett Ross
Dominique Thorne som Riri
Florence Kasumba som Ayo
Michaela Coel som Aneka
 
Beskrivelse: 
Black Panther: Wakanda Forever begynder med at kong T’Challa (Black Panther) dør under en pludselig opstået sygdom. Hans søster Shuri er i dyb sorg og frusteret over at miste ham og at hendes forskning ikke kunne redde hans liv. Ramonda bliver nu genindsat som dronning for Wakanda og må stå på mål for en verden udenfor, der kræver at få del i det magiske metal Vibranium, der indtil videre kun findes i Wakanda. Samtidigt uden for Wakanda bliver en boreplatform, der søger efter Vibranium i Atlanterhavet, angrebet af det mystiske blå Talokan folk, der kommer fra havet. Den kvindelige universitetsstuderende Riri har opfundet en maskine der kan spore forekomster af Vibranium. Talokanerne, ledet af Namur, der i øvrigt har superkræfter, vil nu slå hende ihjel for, at undgå at det Vibranium som de er afhængige af, bliver udvundet af andre. Shuri og hendes livvagt Ayo tager nu til Boston, for at få fat i Riri og få hende i sikkerhed, men deres forehavende forstyrres både af FBI, men også af en gruppe Talokanere, der vil have fat i Riri. Det ender med at Shuri og Riri tvinges til at følge med til Talokanernes rige på havets bund. Da dronning Ramonda erfarer at hun har mistet sit eneste overlevende barn, bliver hun meget vred og igangsætter med det samme en redningsaktion, men det er ikke hvem som helst hun hermed lægger sig ud med og inden længe befinder Wakanda sig i åben krig med Talokanerne.
 
Black Panther: Wakanda Forever UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Den første Black Panther film blev en kæmpesucces: Filmen og musikken havde en fed stemning over sig: Det var nyt og interessant med det konstruerede afrikanske element og mytologi placeret i Marvel Cinematic Universe og Chadwick Boseman var fantastisk i titelrollen. Nu får vi fortsættelsen der indledes med kong T’Challa’s (Black Panther) død i filmen, med baggrund i skuespilleren Chadwick Bosemans tragiske død af kræft i virkeligheden. Efter en fint følt hyldest til Chadwick under titelsekvensen, såvel en længere begravelsesceremoni for T'Challa i filmen kommer der endelig gang i handlingen, hvor der denne gang er fuld skrue på kvindekampen med kvinder i langt de fleste af de største roller, udover skurken Namur og en række bipersoner. Uden at ville være sexistisk bliver det bare for meget af det gode med så mange kvinder i hovedrollerne i en actionfilm. Det giver bare en bedre dynamik når der som minimum er ligevægt mellem kønnene. Desuden er kvinderne i Black Panther: Wakanda Forever rimeligt humorforladte, hvilket ellers har været et herligt kendetegn for de øvrige Marvelfigurer som f.eks. Thor, Antman eller Ironman.

Den nye mystiske fjende, Namor og hans havfolk, giver lidt ufrivilligt komiske associationer til Avatar: Way of the Water, men Talokanerne er i virkeligheden mere i familie med Maya- / Inkariget. Deres undervands verden virker lidt som en anakronisme i sammenligning med Wakandas hi-tech verden, men alligevel er deres teknologier og våben overvældende stærke, hvilket måske også virker lidt søgt, men det fungerer nogenlunde. Til gengæld er de 2 timer og 41 minutter spilletid alt for lang tid til at fortælle denne relativt banale historie. Til sammenligning var den første Black Panther film ca. ½ time kortere og her var der langt mere substans i fortællingen.

Rollebesætningen er som altid i Marvel filmene i top med stjerneskuespillere som Angela Bassett, Letitia Wright og Lupita Nyong'o i de kvindelige hovedroller, samt Tenoch Huerta som Namor og Martin Freeman i en mindre birolle. Fælles for alle medvirkende er, at de spiller deres roller overbevisende og troværdigt.
 
Black Panther: Wakanda Forever UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Black Panther: Wakanda Forever på UHD blu-ray er udstyret med HDR10, hvilket er medvirkende til at give os en utrolig flot udgivelse med ekstremt skarpe, detaljerede og farvemættede billeder, hvad enten det er ansigterne på skuespillere, detaljer på kostumer, eller omgivelserne. HDR giver en god dybde i billedet ikke mindst i de mørkere scener, mens sammensmeltningen af levende billeder og CGI er fuldstændig usynlig. Sortniveauet er ligeledes imponerende og giver en god dybde i både de indendørs og i de mange udendørs nattescener og jeg fandt ingen synlige komprimeringsfejl. Alt på denne udgivelse sidder således lige i skabet og får hver eneste scene til at virke troværdig og levende, så kort sagt er billedsiden af Black Panther: Wakanda Forever en førsteklasses UHD udgivelse fra Marvel.
 
Black Panther: Wakanda Forever kommer i 4K UHD udgaven med et Dolby Atmos lydspor, som måske ikke imponerer slet så meget som billedsiden. Generelt er soundtracket yderst effektfuldt i filmens mange action- og kampscener, og der er hele tiden gode retningspanoreringer, der er med til at placere os i centrum for de intense kampe, men det er ligesom der mangler noget bund i lyden i de fleste scener, ligesom de øverste Atmos kanaler heller ikke kommer meget i brug. Soundtracket mangler lidt af de bastunge hits fra Kendrick Lamar og the Weeknd, som var med til at sætte stemningen i den første Black Panther film, denne gang må nøjes med en lidt mere blandet landhandel af numre, der ikke rigtigt huskes efter rulleteksterne. Dialogen fremstår i alle scener perfekt integreret, højtopløst og centreret i lydbilledet.
 
Ekstramaterialet er alene placeret på den medfølgende Blu-ray disk:

• Envisioning Two Worlds (1080p, 10:55)
• Passing the Mantle (1080p, 5:50)
• Gag Reel (1080p, 2:28)
• Deleted Scenes (1080p, 10:11 total runtime): Outside the Scope, The Upstairs Toilet, Daughter of the Border, Anytime, Anywhere.
• Audio Commentary
 

Tak til SF Studios / Marvel

Anmeldelse skrevet april 2023

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser