Halloween Ends UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 51 minutter Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10 / Dolby Vision
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 27. februar 2023
Distributør: SF Studios / Universal
Antal disk: 1 = UHD 4K blu-ray
Genre: Gyser
Biograf premiere: 13. oktober 2022
Instruktør: David Gordon Green
Manuskript: David Gordon Green, Danny McBride, Paul Brad Logan, Chris Bernier Producere: Bl.a.John Carpenter, David Gordon Green, Jamie Lee Curtis
Fotograf: Michael Simmonds
Klip: Timothy Alverson
Musik: John Carpenter, Cody Carpenter, Daniel A. Davies
Skuespiller:
Jamie Lee Curtis som Laurie Strode Andi Matichak som Allyson Rohan Campbell som Corey Will Patton som Officer Hawkins James Jude Courtney som The Shape
Beskrivelse: Gyserfilmen Halloween Ends er efterfølgeren til Halloween Kills og Halloween fra 2018. Seriemorderen Michael Myers har ikke været set i 4 år, men ingen tror rigtig på at hans blodige bersærkergang er overstået. Selvfølgelig dukker han op til overfladen igen, men ikke før barnemorderen Corey har stirret ham i øjnene og en forbindelse mellem de to er skabt.
Halloween Ends er den sidste film i den tredje trilogi af Halloween-filmene, der startede med Halloween 2018 og fortsatte med Halloween Kills. Disse film ignorerer de tidligere Halloween-film og er en direkte fortsættelse af den originale film fra 1978. Det mest interessante er selvfølgelig at se om filmen formår at levere en tilfredsstillende afslutning på historien om den ikoniske seriemorder Michael Myers. Handlingen udspiller sig fire år efter hændelserne i Halloween Kills. Laurie er ved at skrive en bog om Michael Meyers, som ikke er blevet set siden. Men da en ung mand anklages for at have dræbt en dreng, han babysittede, tvinges hun til én gang for alle at konfrontere den ondskab, der har forfulgt hende i årevis. Halloween Ends instrueres igen af David Gordon Green, der også stod bag de to foregående, og er skrevet i samarbejde med Danny McBride, Paul Brad Logan og Chris Bernier. I denne foreløbige sidste film, har de valgt at ændre lidt på konceptet, nu er hverken Laurie eller Michael er i fokus, men derimod Lauries barnebarn Allyson og hendes forhold til barnemorderen Corey. Tempoet er også skruet gevaldigt ned og det er en hel anden tilgang end tidligere tilsat et overnaturligt tema omkring Michaels væsen.
Halloween Ends skiller sig også ud fra de tidligere film i serien ved at tage et mere realistisk og dyster syn på historien. Filmen er mere fokuseret på karakterernes følelser og traumer, og viser hvordan Michael Myers' handlinger har påvirket dem igennem årene. Der er mindre spænding og skræmmende øjeblikke end i Halloween Kills som også var total overkill, det er karakterernes reaktioner på begivenhederne, der står i centrum.
En af de mest bemærkelsesværdige forskelle i de nye film i forhold til de tidligere film i serien er, at fokus er blevet fjernet fra Michael Myers, og historien fokuserer mere på de overlevende fra hans angreb og deres reaktion på at blive forfulgt af ham igen. Dette kan være en positiv eller negativ ting afhængigt af ens personlige præferencer og forventninger.
Jeg er godt med på hvad de prøver at gøre, men når alt kommer til alt, er Halloween Ends ikke den slutning jeg havde håbet på og som jeg tror mange fans af Michael havde håbet på. Den har mistet noget af den skræmmende atmosfære og spænding, der gjorde de tidligere film i serien så populære og lad os nu være ærlig overfor os selv, vi ser Halloween for at se Michael slås mod Laurie og det fylder altså bare alt for lidt i denne film. Det er meldt ud at dette er den sidste film i serien, men skarpsindige folk ligger hurtigt mærke til at Laurie afslutter sin bog om Michael med en kæmpe åbning så der er mulighed for stadig mere Halloween.
Halloween Ends bliver leveret i et 2.39:1 2160p/H.265 HEVC transfer, med en god dybde og detaljegrad der igennem hele filmen bliver holdt meget stilren. Detaljegraden i filmen er for det meste utrolig god og der kan både anes uren hud, skrammer, sår og masser af blod når folk myrdes på forskellig vis. Der er naturligvis de mere makabre scener, hvor man i close-up billeder får lov til at se alle de grufulde detaljer, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. I det hele taget en billedside som er meget venlig for øjet hvor farvepaletten er holdt med en overdimensionering som man er forvent med horrorfilm og med en noget mørk farvepallet. UHD udgivelsen står markant skarpere end blu-ray udgivelsen og HDR bidrager til en rigtig god mængde detaljer især i de mere mørke scener.
Filmen kommer med et rigtig godt Dolby Atmos. På denne udgivelse bliver der gjort brug af alle de højttalere som skulle være sat til ens system, også uden at det kommer til at fremstå ensformigt som det ellers tit kan i gyserfilm. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag og subwooferen brummer fra sit skjul. Der er selvsagt en del gyser elementer i denne film, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik. Især musikken som jeg tidligere har nævnt, er fantastisk at lytte til, det er helt et genkendeligt lydspor til de tidligere film og det er herligt. Det er en flot lydside som fint supplerer det pæne billede præcis som forventet.
Tak til SF Studios / Universal
Anmeldelse skrevet marts 2023
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|