Elvis UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Elvis UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Elvis UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 39 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 2.39:1
HDR: HDR10 / Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 31. oktober 2022
Distributør: SF Studios / Warner
Antal disk: 2 = UHD 4K blu-ray +  Blu-ray 

Genre: Drama, Biografisk
Biograf premiere: 23. juni 2022
 
Instruktør: Baz Luhrmann
Manuskript: Baz Luhrmann, Sam Bromell, Craig Pearce
Producere: Gail Berman, Toby Emmerich, Rory Koslow
Fotograf: Mandy Walker
Klip: Jonathan Redmond, Matt Villa
Musik: Elliott Wheeler
 
Skuespiller:
Austin Butler som Elvis
Tom Hanks som Oberst Tom Parker
Olivia DeJonge som Priscilla
Helen Thomson som Gladys
Richard Roxburgh som Vernon
Kelvin Harrison Jr. som B.B. King
David Wenham som Hank Snow
Kodi Smit-McPhee som Jimmie Rodgers Snow
Luke Bracey som Jerry Schilling
 
Beskrivelse: 
Fra den visionære filmskaber Baz Luhrmann får vi det episke drama ’Elvis’ med Austin Butler og Oscar-vinderen Tom Hanks i hovedrollerne. Filmen følger Elvis fra hans fattige barndom og gennem tre årtier hans karrieres op- og nedture. Elvis fortæller også den muligvis sande historie om Elvis Presley liv og hans problematiske afhængighedsforhold til hans manager gennem mere end 20 år; Oberst Tom Parker, der overtager styringen af hans liv og karriere. Blandt andet bliver Elvis imod hans ønsker bundet af en 5-årig kontrakt, der fastholder ham som en guldfugl til at optræde på et Las Vegas hotel. Filmens vinkling af historien, viser en Elvis der gerne vil genopfinde sig selv, rejse ud i verden mv. og på den anden side Oberst Parker, der vil fastholde ham i en familievenlig udgave, der kun optræder i USA og som fortsætter med at skovle penge hjem til ham. Det er en magtkamp, der som historien så tragisk viste, ikke har en vinder.
 
Elvis UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Den normalt visuelt sprudlende instruktør Baz Luhrmann står bag denne filmatisering baseret på Elvis Presleys liv og med Moulin Rouge og Ørkendronningen Priscilla i baghovedet, ville jeg have forventet noget en mere løssluppen og munter filmatisering over Elvis’ liv. Selvfølgelig er filmen om Elvis også fuld af Las Vegas glammer og glitter, men den er samtidigt præget af en mørk undertone pga. det komplicerede forhold mellem Elvis og hans manager Oberst Parker. Jeg synes det fungerer udmærket og det virker plausibelt at Elvis påvirket af stoffer mv. lader en anden tage styringen, mens han mister mere og mere af sig selv, herunder kontakten til sin familie, men filmen giver måske lidt for meget spilletid til Oberst Parker på bekostning af en af Rock historiens største ikoner. En ting der irriterede mig lidt var, når der i visse scener blev klasket nyheder fra aviser og tv op på skærmen, da jeg synes det ødelagde flowet i filmen, men det er heldigvis mest anvendt i filmens første halvdel.

Austin Butler har fået den krævende hovedrolle som Elvis og det er et virkeligt godt valg, for han både ligner og synger som Elvis. Han lægger selv sangstemme til de fleste scener til og med juleshowet ’68’ Comeback Special’, hvorefter det er et mix af Butlers og den rigtige Elvis man hører, og det er intet mindre end imponerende. Derudover byder filmen på en næsten ugenkendelig Tom Hanks, som Oberst Parker, en rolle han udfylder godt, selvom Obersten fremstilles, som en meget usympatisk type, hvilket er lidt atypisk for de roller Tom Hanks normalt spiller. Den øvrige rolleliste er besat med mindre kendte skuespillere, men de spiller og performer alle fantastisk, nogle i rollerne, som tidens største stjerner som Little Richard, Rosetta Tharpe og BB King.
 
Elvis UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Denne 4K UHD udgave af ’Elvis’ ser fantastisk ud især i scenerne med sceneoptrædener med Austin Butler i rollen som Elvis. Farverne er behageligt naturlige og billedet fremstår skarpt, detaljeret og komplekst med tydelige hud- og tekstilteksturer, især i nærbilleder. Dog har fotograf Mandy Walker bevidst valgt et lidt mindre skarpt billede med særlige kameralinser, som skulle passe bedre til den tidsperiode i 70’erne, som filmen primært foregår og det virker faktisk ganske naturligt. Den højere opløsning på UHD disken giver billedsiden et kraftigt løft i forhold til blu-ray udgaven med en højere klarhed og detaljerigdom, mens HDR10+/Dolby Vision giver ekstra knald på de farvestrålende kostumer og scenografier. Sortniveauet i de mørkere scener er forbilledligt dybt og uden synlige komprimeringsfejl og det er aldrig svært at orientere sig i hvad der foregår på skærmen.
 
Elvis leveres på UHD med et fremragende Dolby Atmos soundtrack, som udnytter formatet til fulde. Surroundkanalerne kommer udover den atmosfæreskabende baggrundsstøj fra publikum og andet, mest til anvendelse til at formidle Elvis’ sange i de til tider udvidede orkestrerede versioner og til at gengive de fantastiske optrædende med Austin Butler som Elvis. Det Baz Luhrmann’ske trick med at snige moderne musik eller remixede versioner af kendte hits ind i handlingen synes jeg bare er fedt. Det måtte der gerne have været mere af for min skyld, og det fantastiske soundtrack indeholder også andre hits fra perioden. Dialogen, som er det bærende element i lydsporet, udover musikken selvfølgelig, fremstår overalt klart, tydeligt og centreret i lydbilledet.
 
• Bigger Than Life: The Story of Elvis (22:22)
• Rock 'N Roll Royalty: The Music and Artists Behind Elvis (7:33)
• Fit for a King: The Style of Elvis (8:02)
• Viva Australia: Recreating Iconic Locations for Elvis (7:26)
• "Trouble" Lyric Video (2:15)
• Musical Moments (19 clips, 46:19 total)

Tak til SF Studios / Warner

Anmeldelse skrevet november 2022

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser