Poltergeist UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Poltergeist UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
Poltergeist UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 54 minutter
Lyd: DTS-HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 3. oktober 2022
Distributør: SF Studios / Warner
Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray +  Blu-ray 

Genre: Gyser, Thriller
Biograf premiere: 3. september 1982
 
Instruktør: Tobe Hooper
Manuskript: Steven Spielberg, Michael Grais, Mark Victor
Producere: Steven Spielberg, Kathleen Kennedy, Frank Marshall
Fotograf: Matthew F. Leonetti
Klip: Michael Kahn
Musik: Jerry Goldsmith
 
Skuespiller:
Craig T. Nelson som Steven Freeling
JoBeth Williams som Diane Freeling
Heather O'Rourke som Carol Anne Freeling
Zelda Rubinstein som Tangina Barrons
Beatrice Straight som Dr. Lesh
 
Beskrivelse: 
“THEY’RE HERE.” Det starter som en leg, men bliver hurtigt dødalvorligt. Lille Carol Anne Freeling bliver opslugt af et overnaturligt tomrum. Hendes familie konfronteres med alverdens rædsler, og efterhånden står det klart, at der også er andet i spil: en sværvægter inden for Hollywood-spøgelseshistorier. Producere Steven Spielberg og Frank Marshall står sammen med instruktør Tobe Hooper i spidsen for dette klassiske gys.
 
Poltergeist UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Sommeren ’82 blev af Time Magazine and Newsweek døbt ”The Summer of Spielberg” fordi han, med kun en uges mellemrum havde premiere på to film, der sprængte biografernes billetsalg. Den ene var hans sci-fi mesterværk E.T. the Extra-Terrestrial og den anden var Poltergeist. Poltergeist må vel siges at være en af 80’ernes mest klassiske gysere. En gyser, som med Steven Spielberg’s manuskript, samtidig oser af en eventyrlige stemning, som også kendetegner andre af hans udødelige produktioner fra det årti. Instrueret af Tobe Hooper og produceret af Steven Spielberg, er det den første og mest succesfulde film i Poltergeist filmtrilogien. Filmen blev nomineret til tre Academy Awards og rangerer højt på adskillige gyserfilms ranglister. Poltergeist franchisen siges ofte at være forbandet på grund af de tidlige dødsfald af flere mennesker med tilknytning til filmen, den såkaldte "The Poltergeist Curse".

Poltergeist er historien om Freeling familien, der bor i et roligt parcelhuskvarter i Orange County, Californien. En dag begynder datteren Carol Anne at tale med en usynlig ven i tv’et og inden længe oplever familien paranormal aktivitet i hele huset. Genfærdene er dog ikke interesseret i blot at bøje skeer og ommøblere køkkenet, de vil have fat i børnene, så en stormfuld nat vendes Robbie og Carol Annes børneværelse på hovedet og Carol Anne suges ind i en anden dimension. Med hjælp fra mediet Tangina kæmper forældrene Steve og Diane for at få deres datter sikkert tilbage fra den anden side.

Poltergeist fik to efterfølgere Poltergeist II: The Other Side fra 1986 og Poltergeist III fra 1988, samt en tv-serie; Poltergeist: The Legacy fra 1996. Historien blev også genindspillet i 2015, men hverken Steven Spielberg eller Tobe Hooper havde noget med nogle af disse produktioner at gøre hvilket nok også er en stor del af forklaringen på deres manglende succes.

Poltergeist oser som sagt af eventyrlig stemning, og så er det også herligt at se, at børnenes værelser er fyldt til randen med alskens Star Wars-klenodier. Der er altså dømt hobevis af 80’er-stemning, – og Spielberg-magi. Samtidig skal man selvfølgelig ikke glemme, at filmen rent faktisk er instrueret af Tobe Hooper, som også har instrueret den legendariske film The Texas Chainsaw Massacre. Så det er noget af et makkerpar vi har at gøre med her. Poltergeist er dog ikke bare et fornøjeligt eventyr, det er selvsagt en gyser, og da tingene begynder at stramme til for familien Freeling, gør uhyggen det samme for beskueren. Og igen må man nævne det flimrende fjernsyn, som sikkert er brændt ind i alle gyser-elskeres sjæle.

Det er en udødelig klassiker, der har skræmt generationer fra vid og sans i fire årtier. Poltergeists eftermæle kan også findes i populærkulturen den dag i dag hvor både film og tv-serier ofte har henvisninger til denne klassiker. Den er stadig lige så vild og underholdende en oplevelse, som det var for 40 år siden og fortjener i sandhed sin status som en vaskeægte 80’er klassiker.
 
Poltergeist UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Poltergeist bliver leveret i et 2.39:1 2160p/H.265 HEVC transfer, med en god dybde og detaljegrad der igennem hele filmen bliver holdt meget stilren. Efter sigende stammer dette transfer fra en ny remaster af de originale 35 mm kameranegativer, denne nye 4K master fremviser en visuel forbedring i både definition og klarhed. Detaljegraden i filmen er for det meste utrolig god og der kan både anes uren hud, skrammer og sår på både mennesker og gespensterne samt en masse detaljer når miljøerne bliver terroriseret af uhyggelighederne. I det hele taget en billedside som er meget venlig for øjet hvor farvepaletten er holdt med en overdimensionering som man er forvent med horrorfilm og når Spielberg er involveret. Dette er helt klart en forbedring i forhold til tidligere blu-ray udgivelser og det bedste Poltergeist nogensinde har set ud.
 
Filmen kommer med et udmærket DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor. På denne udgivelse bliver der gjort brug af alle de højttalere som skulle være sat til ens system, også uden at det kommer til at fremstå ensformigt som det ellers tit kan i gyserfilm. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag og subwooferen brummer fra sit skjul. Der er selvsagt en del gyser elementer i denne film, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik også uden den ene går ud over den anden. Jeg hørte ikke nogen forvrængninger eller overstyringer af lyden selv ved en høj lydstyrke som gyserfilm jo skal høres på. Det er en udmærket lydside som fint supplerer det pæne billede præcis som forventet.
 
 

Tak til SF Studios / Warner

Anmeldelse skrevet november 2022

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser