Jackass Forever blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
Zone B Spilletid: 1 time og 36 minutter Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 1.78:1
Blu-ray udgivelsesdato: 23. maj 2022
Distributør: SF Studios / Paramount Antal disk: 1 = Blu-ray
Genre: Komedie, dokumentar Biografpremiere: Ikke vist i de Danske biografer
Instruktør: Jeff Tremaine Producer: B.la.Jeff Tremaine, Johnny Knoxville, Chris Pontius Fotograf: Dimitry Elyashkevich
Klip: Sascha Stanton Craven, Matthew Kosinski, Matthew Probst Musik: Joseph Shirley
Skuespiller:
Johnny Knoxville Steve-O Chris Pontius Dave England Ehren McGhehey
Beskrivelse:
Johnny Knoxville og resten af holdet er tilbage med den mest overdrevne Jackass nogensinde. med modige, nye venner og gæstestjerner vil deres dramatiske spøge, farlige og knogleknusende stunts efterlade dig flad af grin, indtil det virkelig gør ondt.
Når man hører titelmelodien ved man er der drengerøvshumor overload på vej. Jackass var en halv time lang amerikansk tv-serie, der oprindelig blev vist på MTV fra 2000 til 2002, hvori en gruppe mænd udførte forskellige farlige og komiske stunts. Som en fortsættelse af tv-serien, er filmene Jackass: The Movie Jackass Number Two og Jackass 3D udkommet, mens Jackass 2,5 samt Jackass 3.5 udkom direkte på DVD. Disse ”halve” udgivelser var fraklip som ikke nåede med i original filmen, men der var tilstrækkeligt mange til selvstændige udgivelser. Jackass gutterne er nu vendt tilbage med den fjerde Jackass film i rækken som har fået navnet Jackass Forever. Det er over 10 år efter den seneste film og de nu meget voksne mænd på omkring 50 er ved at blive gamle, men ikke mindre drengerøvsagtige af den grund.
Som nævnt kørte den originale serie på MTV tilbage i starten af 00’erne. De definerer MTV, som var den trendsættende ungdomskanal dengang. Det var der, alle ville være. Den startede med at lave en masse musikvideoer og lavede så et indholdsskift, hvor der skulle være andet end musikvideoer. Drengerøvene blev hurtigt ikoniske blandt kanalens seer. De viste noget, ingen havde set før. De startede noget, som er kæmpestort på Youtube og TikTok i dag, hvor folk udfordrer hinanden og prøver sig selv af i ekstreme situationer. Der gik dog heller ikke længe inden TV2 Zulu købte fænomenet til visning på dansk tv.
Det man så i Jackass, med den måde de slog sig på og havde venskaber på, fandt man ikke andre steder. Når man var ung, var det en befrielse at se 'Jackass', hvor man kunne mærke, at man havde en identitet med andre unge. Hvis man ser det på overfladen, ser man nogen, der slår sig. Men i virkeligheden handler det om kammeratskab, og hvis man er mand, er det det, der sker i omklædningsrummet. Det er mandehumor og hanging out with the guys.
Man skal stoppe, mens legen er god. Det kan hurtigt blive patetisk at se mænd i 40’erne prøve at være unge. Hvis man ser traileren, ser man også, at de kører på nostalgi. De henvender sig til dem, der voksede op med det. Vi havde oplevelsen af at opdage noget nyt gennem Jackass. Men hvis man ikke har været med til det, så giver det ikke så meget mening. Man ser ikke ægtheden, hvis man ikke har forhistorien med, lyder det.
Jeg hyggede mig rigtig meget med Jackass, da det blev vist på MTV, tilbage da jeg var ung og må indrømme at da jeg så Jackass Forever kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet og til tider grine. Ja de er stadig nøgne, til tider klamme og særdeles platte, men det er samme omklædningsrumshumor som de altid har levet højt på. Det er nostalgisk og hvis man kunne lide dem dengang vil man højst sandsynlig også have fornøjelse af denne udgivelse. Hvis man ikke aner hvad Jackass er og ikke kan lide drengerøvshumor bør man holde sig langt væk fra udgivelsen. Der er en smuk hæder til Ryan Dunn i slutningen af filmen, men fraværet af hans bedste ven Bam bliver ikke nævnt og det vil jeg ikke gøre yderligere ud af her da der er skrevet en masse om emnet i medierne.
Hvis man vil se endnu mere er der selvfølgelig allerede udgivet en Jackass 4.5.
Filmen bliver leveret i et 1.78:1 1080p/MPEG-4 AVC transfer, som er fint behandlet på denne bluray udgivelse. Der er ikke de store fingre at sætte på den visuelle del. Farverne er dejlig varme og bløde som der forventes i denne slags film og den står fint på skærmen. Farverne er meget klare og tydelige, hvor også den sorte også får lov til at have en god dybde og kraft i aften scenerne. Detaljegraden er også god hvor f.eks. hud, hår og sår fremstår klart og tydeligt, og hvor billedet generelt er præsenteret med en fin detaljemængde. I det hele taget en billedside som er meget venlig for øjet og som afspejler denne reality komedie på fornuftig vis.
Filmen kommer med et DTS-HD Master 5.1 lydspor. Taget billeddelen i betragtning så er der blevet gjort ét lige så fint arbejde med lydsiden. Baggrundsstøj og stemningsmusik bliver leveret i en passende højde, som selvfølgelig bliver skruet op og ned så det passer til stemningen der folder sig ud på skærmen. Dialogen som er det vigtigste element i filmen går rent igennem. En rigtig flot lydside hvor alle kanaler på anlægget for lov at lege, men da filmens primære lyd består af tale er det en meget underlæggende lydside som giver plads til talen.
Anmeldelse skrevet maj 2022.
|