Halloween Kills UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
(DK udgave)
Spilletid: 1 timer og 49 minutter Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk.
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 28. februar 2022
Distributør: SF Studios / Universal
Antal disk: 2 = UHD 4K blu-ray + Blu-ray
Genre: Gyser
Biograf premiere: 14. oktober 2021
Instruktør: David Gordon Green
Manuskript: David Gordon Green, Danny McBride, Scott Teems Producere: bl.a.John Carpenter, David Gordon Green, Jamie Lee Curtis
Fotograf: Michael Simmonds
Klip: Timothy Alverson
Musik: John Carpenter, Cody Carpenter, Daniel A. Davies
Skuespiller:
Jamie Lee Curtis som Laurie Strode Judy Greer som Karen Andi Matichak som Allyson Will Patton som Officer Hawkins James Jude Courtney som The Shape
Beskrivelse: Gyserfilmen Halloween Kills er efterfølgeren til Halloween fra 2018. Seriemorderen Michael Myers med den legendariske hvide maske vender atter tilbage på blodig bersærkergang, selvom han i forængerens slutning var formodet død. Halloween Kills bliver fulgt op af Halloween Ends her i 2022, hvilket skulle være den sidste film om Myers i denne omgang. De tre nye film lægger sig i direkte forlængelse af filmen fra 1978 og ser således bort fra de øvrige gys i det blodige univers.
Den ustoppelige dræbermaskine blev vækket til live tilbage i 1978, hvor den første Halloween film, eller Maskernes Nat som den hed på dansk, introducerede Michael Myers. En mystisk skikkelse der ikke dør, men bliver ved med at komme tilbage til Haddonfield. Halloween er et mesterværk. En uudslettelig gyserklassiker, hvis stemning aldrig er blevet genskabt selv om mange har prøvet.
I 2018 fik Halloween franchisen så et tiltrængt reboot. Instruktøren David Gordon Green vendte tilbage til Carpenters originale film og så dermed bort fra de øvrige film i serien. Filmen fik, noget forvirrende, samme titel som Carpenters film, men var reelt en fortsættelse. Denne, fortalte historien om hvordan Laurie Strode, spillet af Jamie Lee Curtis, havde forberedt sig på Michaels uundgåelige genopstandelse. Det resulterede i en form for nostalgitrip, der både hyldede den originale film og førte historien tilfredsstillende videre. Nu er efterfølgeren til denne reboot så kommet på det fysiske medie.
Halloween Kills er skabt for Myers fans. Introen tager historien tilbage til 1978, i en så overbevisende genskabelse af den oprindelige film, at man kunne tro det var slettede scener. Filmen fortsætter hvor etteren slap. Huset brænder, og pick-up trucken er på vej mod hospitalet. Laurie Strode har netop slået Michael Myers ihjel (igen). Selvom Strodes er alvorligt såret sidder hun med håb i øjnene, imens hendes datter Karen og barnebarn Allyson er ved hendes side. Forbandelsen er endelig brudt. Eller det tror hun. Der går ikke lang tid før, forbandelsen fortsætter og Haddonfields beboere bliver utrygge. Michael Myers er stadig en ustoppelig inkarnation af hele verdens ondskab, når han lurer et sted ude i mørket i den lille by Haddonfield.
I denne film virker det dog som om, at beboerne ikke rigtig har lært noget de seneste 40 år. Michael Myers bevæger sig måske rundt som en mand, men når ikke engang pistoler eller høtyve kan slå ham ihjel, så er det næsten deres egen skyld, at de mener, en menneskejagt er vejen frem.
John Carpenter er også tilbage, både som producer, men især som komponist. I samarbejde med sin søn Cody Carpenter og Daniel A. Davies har de skabt en opdateret lydside, baseret på Carpenters eget legendariske musik fra 1978. Ligesom de gjorde det med Halloween (2018) formår de også her at give Michael Meyers en tilstedeværelse, selv når han ikke er til stede. Det er et genialt træk, for man fornemmer konstant et ubehag, da Meyers kan dukke op når som helst og hvor som helst
Halloween Kills er den svære midterfilm. Det er nemlig allerede blevet offentliggjort at der er en 3’er og sidste film på vej med titlen Halloween Ends. Så vi ved i sagens natur, at der ikke er så meget på spil her. Michael Meyers dør med sikkerhed ikke og Laurie gør næppe heller ikke så, hvad er der egentligt at komme efter? Jeg er så spændt på, hvad Gordon Green finder på i det foreløbige ”sidste” kapitel af Strode-Meyers sagaen og glæder mig selvsagt allerede til næste Halloween.
Halloween Kills bliver leveret i et 2.39:1 2160p/H.265 HEVC transfer, med en god dybde og detaljegrad der igennem hele filmen bliver holdt meget stilren. Detaljegraden i filmen er for det meste utrolig god og der kan både anes uren hud, skrammer, sår og masser af blod når folk myrdes på forskellig vis. Der er naturligvis de mere makabre scener, hvor man i close-up billeder får lov til at se alle de grufulde detaljer, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. I det hele taget en billedside som er meget venlig for øjet hvor farvepaletten er holdt med en overdimensionering som man er forvent med horrorfilm og med en noget mørk farvepallet. UHD udgivelsen står markant skarpere end blu-ray udgivelsen og HDR bidrager til en rigtig god mængde detaljer især i de mere mørke scener.
Filmen kommer med et rigtig godt Dolby Atmos. På denne udgivelse bliver der gjort brug af alle de højttalere som skulle være sat til ens system, også uden at det kommer til at fremstå ensformigt som det ellers tit kan i gyserfilm. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag og subwooferen brummer fra sit skjul. Der er selvsagt en del gyser elementer i denne film, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik. Især musikken som jeg tidligere har nævnt er fantastisk at lytte til, det er helt et genkendeligt lydspor til de tidligere film og det er herligt. Det er en flot lydside som fint supplerer det pæne billede præcis som forventet.
Tak til SF Studios / Universal
Anmeldelse skrevet februar 2022
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|