Mare of Easttown blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Zone B (Nordisk udgave) Spilletid: 6 timer og 58 minutter Lyd: DTS HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 1.78:1
Blu-ray udgivelsesdato: 20. september 2021
Distributør: SF Studios / HBO / Warner Antal disk: 2 = Blu-ray
Genre: Thriller, drama, miniserie
Instruktør: Craig Zobel
Skuespiller:
Kate Winslet som Detective Mare Sheehan Julianne Nicholson som Lori Ross Jean Smart som Helen Fahey Angourie Rice som Siobhan Sheehan John Douglas Thompson som Chief Carter Joe Tippett som John Ross Cameron Mann som Ryan Ross Jack Mulhern som Dylan Hinchey David Denman som Frank Sheehan Neal Huff som Father Dan Hastings James McArdle som Deacon Mark Burton Guy Pearce som Richard Ryan
Beskrivelse:
I HBO mini-serien Mare of Easttown følger vi den kvindelige kriminalbetjent Mare Sheehan i den lille flække Easttown, beliggende udenfor den amerikanske storby Philadelphia. Hun er kortluntet og impulsiv, men dedikeret og dygtig til sit job, så derfor nager en 1 år gammel uopklaret forsvinding af en teenagepige hende og lokalpressen undlader ikke at bruge enhver lejlighed til at minde om politiets manglende indsats. På hjemmefronten har hun også sit at slås med: Hendes voksne søn begik selvmord for få år siden og hun passer nu hans 4-årige søn i hjemmet, da drengens mor ryger ind og ud af afvænning. Moren har et ønske om fuld forældremyndighed når hun er stoffri, hvorimod Mare ønsker at beholde drengen hos sig. Mares mor er flyttet ind for af aflaste hende, men deres forhold er ikke godt, mens Mares eksmand bor kun to huse derfra med sin nye kæreste, hvilket heller ikke forbedrer hendes humør. Da der sker et mord på en ung teenagemor, drages der paralleller til den gamle forsvindingssag og der hentes forstærkninger i form af en yngre mandlig kriminalbetjent, som har opklaret en anden forsvindingssag. Modvilligt accepterer Mare hans assistance og de opbygger et godt makkerskab, indtil Mare laver en desperat handling, der får hende suspenderet. Hun har dog svært ved at slippe sagen og forsætter opklaringen fra sidelinjen, men det er en mudret sag der trækker tråde til både hendes egen familie og hendes vennekreds i lokalsamfundet.
Mare of Easttown er skrevet af Brad Ingelsby, der står bag de glimrende film ’The Way Back’ og ’Out of the Furnace’, og instrueret af Craig Zobel (3 episoder af ’The Leftovers’) hvor det også er skildringer af tragiske menneskeskæbner, der er i fokus og her som i de øvrige titler leveres førsteklasses skuespilpræstationer. Alle medvirkede skuespillere leverer på et tårnhøjt og troværdigt niveau, mens historiens krøllede plot folder sig ud. Kate Winslet leverer en sine mest hudløse præstationer længe, det samme gør Julianne Nicholson, mens Jean Smart viser sit komiske talent som Mares mor. Der er også blevet plads til en birolle til den altid glimrende Guy Pearce.
Mare of Easttowns styrke er helt klart personskildringen, hvor vi kommer helt ind under huden på karaktererne, der som serien skrider frem, kommer til at vise nogle uventede og usympatiske, men også meget menneskelige sider af sig selv. Den måde hvordan serien effektivt blander krimi og familiedrama gør den til noget af det mest nervepirrende, men samtidigt afhængighedsskabende, som jeg længe har det. Kort sagt så er HBO serien Mare of Easttown noget af det bedste der er kommet på seriefronten i 2021, og man skylder sig selv den tjeneste at få den set.
Billedsiden i Mare of Easttown leveres i tv-formatet 1:78, med smukke og detaljerige billeder fra den fiktive udgave af byen Easttown, hvor historien foregår. Farveskalaen er naturlig, men lidt til den kølige blålige nuance svarende til vinterperioden, hvor serien foregår. Sortniveauet er så dybt som det skal være, men samtidigt er det let at orientere sig i de udendørs aftensscener, mens belysningen generelt er god i scenerne indendørs. Ingen synlige komprimeringsfejl blev bemærket.
Lydsporet leveres i et DTS-HD Master Audio 5.1 soundtrack, der fungerer glimrende til tv-formatet. Mare of Easttown er primært dialogbaseret, så der er ikke levnet megen plads til lydeffekter i handlingen, højst lidt skudvekslinger og baggrundsstøj under bilkørsel. Dialogen fremstår hele tiden tydeligt og velplaceret i lydbilledet.
Anmeldelse skrevet september 2021.
|