Raya and the last Dragon blu-ray anmeldelse

 
Raya and the last Dragon blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

Raya and the last Dragon blu-ray anmeldelse

Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave) 
Spilletid: 1 time & 47 minutter 
Lyd: DTS HD-MA 7.1: Engelsk. Dolby digital 5.1: Dansk, norsk, finsk, svensk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 2.39:1

Blu-ray udgivelsesdato: 18. juni 2021
Distributør: The Walt Disney Company Nordic.
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Animation, Komedie, eventyr
Biografpremiere: 5. marts 2021

Instruktør: Don Hall, Carlos López Estrada
Manuskript: Qui Nguyen, Adele Lim
Producer: Jared Bush, Nathan Curtis, Peter Del Vecho
Klip: Fabienne Rawley, Shannon Stein
Musik: James Newton Howard
 
Stemmer (danske i parentes):
Kelly Marie Tran som Raya (Josephine S. Ellefsen)
Awkwafina som Sisu (Lise Baastrup)
Gemma Chan som Namaari (Monica Isa Andersen)
Izaac Wang som Boun (Samson Rich Zahle)
Benedict Wong som Tong (Stig Rossen)
Sandra Oh som Virana (Sandra Yi Sencindiver)
Lucille Soong som Dang Hu (Ghita Nørby)
 
Beskrivelse:
Raya and the last Dragon fortæller eventyret om en verden kaldet Kumandra hvor fem folkeslag ved et møde, der ellers skulle skabe fred mellem dem, får ødelagt et beskyttende magisk dragekrystal, hvorved Druun monstrene får mulighed for at vende tilbage til Kumandra og de begynder straks at forvandle de mennesker de møder på deres vej til sten og det frodige landskab til en ørken. Hver af de fem folkeslag får gaflet et stykke dragekrystal til sig inden de flygter tilbage til deres hjemlande. 6 år senere har nogle få overlevende, heriblandt prinsesse Raya, fundet ud af at man kan holde monstrene på afstand ved hjælp af vand, som monstrene ikke kan lide eller et stykke af det magiske dragekrystal. Raya forsøger at samle stumperne af dragekrystallet i håb om hun dermed kan få monstrene til at forsvinde, skabe fred i Kumandra og måske få sit folk og sin far gjort levende tilbage. Lederne af de andre folkeslag har dog ikke i sinde at afgive krystalstumperne frivilligt og især prinsesse Namaari giver Raya kamp til stregen. Men da det lykkes Raya at fremmane dragen Sisu og ved hendes hjælp får samlet en gruppe af umage helte, ser det pludselig lidt lysere ud.
 
Raya and the last Dragon blu-ray anmeldelse
 
 
Raya and the last Dragon en typisk Disney animationsfilm med en smuk heltinde, der skal så meget grueligt galt igennem inden hun ved list og ihærdighed (og en hel del kampsport) får genskabt idyllen. En række søde og sjove bifigurer og en god morale om at stå sammen mod monstrene, er der selvfølgeligt også blevet plads til. Hvad der adskiller Raya de fleste andre Disney animationsfilm og gør den lidt sejere, er fraværet af de kvalmende sange og en heltinde, der rent faktisk kan slå fra sig. Den tvetungede Namaari er også en interessant figur, der presset frem af hendes mors ambitioner, må lyve og gøre ting, som hun godt ved er forkerte, samt moralen om at den egentlige fjende ikke er Druun monstrene, men folkeslagenes manglende vilje til at stå sammen.
De mange søde og sjove bifigurer i Raya and the last Dragon leverer masser af humoristiske indslag og det er med til at løfte stemningen i en historie, der ellers let kunne blive lidt uhyggelig for de mindste børn. Hovedrollerne, som Raya og Sisu, er perfekt castet med stemmerne fra Kelly Marie Tran og Awkwafina, mens Sandra Oh leverer stemme til Virana, og Benedict Wong til Tong. Fælles for alle medvirkende skuespillere er gode og livagtige stemmepræstationer, der giver masser af liv til figurerne.
 
 Raya and the last Dragon blu-ray anmeldelse

Raya and the last Dragon på Blu-ray er en utrolig smuk animationsfilm fra Disney, hvor animationerne er helt i top og en fortryllende farveskala med bl.a. fede effekter, som f.eks. regnbuefarvet røg. Billedsiden leveres med en fremragende skarphed og detaljerigdom, som yderst livagtigt gengiver dragernes pels, vandoverflader og andre teksturer, som træ, tøj og de asiatiske bygninger, som udgør Kumandra. Hvad der også må fremhæves, er meget der gjort er ud af at gøre figurernes ansigtsmimik så livagtig som mulig og give hver figur deres eget særlige ansigtsudtryk. Sortniveauet er dejligt dybt, og der var ingen synlige komprimeringsfejl i denne førsteklasses udgivelse fra Disney.
 
 
Raya and the last Dragon udkommer på Blu-ray med et engelsk DTS HD-MA 7.1 og Dolby digitalt 5.1 soundtrack på hhv. dansk, norsk, finsk og svensk, som generelt er gennemført udført med en flot dynamik i actionsekvenserne. Dog skal volumenknappen lige have et nøk op ad for nå vanligt lydniveau, men så er der også masser af gang i lydtapetet, hvor effekterne effektivt panoreres rundt i samtlige surroundhøjttalerne, eller giver en dyb rumlen når Tuktuk ruller gennem landskabet eller når Druun monstrene får jorden til at skælve. Dialogen fremstår i hele filmen tydeligt og velprioriteret og både de originale og de danske stemmer leveres med stor indlevelse.
 
Ekstramaterialet omfatter udover vanlig Disney standardmateriale, som slettede scener, fraklip og baggrundsmateriale også den søde kortfilm Us Again, som er en musikalsk kærlighedserklæring til parforholdet.

• Us Again - Theatrical Short Film (1080p, 6:49)
• Taste of Raya (1080p, 22:09)
• Raya: Bringing it Home (1080p, 14:35)
• Martial Artists (1080p, 5:49)
• We Are Kumandra (1080p, 9:09)
• Outtakes (1080p, 2:23)
• Fun Facts & Easter Eggs (1080p, 4:16)
• The Story Behind the Storyboard with John Ripa (1080p, 5:02)
• Deleted Scenes (1080p, 19:00)
 

Anmeldelse skrevet juni 2021.

Tak til The Walt Disney Company Nordic..

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser