The Little Things blu-ray anmeldelse

 
The Little Things blu-ray anmeldelse
 
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

The Little Things blu-ray anmeldelse

Zone B
Spilletid: 2 timer & 8 minutter 
Lyd: DTS HD Mater Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 2.39:1

Blu-ray udgivelsesdato: 17. maj 2021
Distributør: SF Studios / Warner
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: krimi, thriller, drama
Biografpremiere: Ikke vist i de Danske biografer

Instruktør: John Lee Hancock
Manuskript: John Lee Hancock
Producer: Mike Drake, John Lee Hancock, Mark Johnson
Fotograf: John Schwartzman
Klip: Robert Frazen
Musik: Thomas Newman
 
Skuespiller:
Denzel Washington som Joe 'Deke' Deacon
Rami Malek som Jim Baxter
Jared Leto som Albert Sparma
Chris Bauer som Detective Sal Rizoli
Michael Hyatt som Flo Dunigan
Terry Kinney som LASD Captain Carl Farris
Natalie Morales som Detective Jamie Estrada
 
Beskrivelse:
The Little Things indledes med et klassisk gyserfilm setup; Enlig kvinde i bil forfølges af formodet morder på en mørk øde landevej. Derefter klippes til en politistation, hvor vice sherif Joe 'Deke' Deacon sendes fra den lille Californiske flække Kern County til storbyen Los Angeles for at hente nogle beviser til sammenligning i en mordsag. Inden længe hvirvles han ind i sag med en seriemorder, som plager L.A. og som kriminalbetjent Jim Baxter leder den resultatløse efterforskning af. Deke har tidligere arbejdet som kriminalbetjent i L.A. og hans erfaring, kontakter og ikke mindst næse for opgaven, gør at Baxter tager ham med på opgave, da et nyt mordoffer findes i byen. Det varer heller ikke længe før de har fundet en oplagt mistænkt, som de hiver ind til afhøring, men sagen er indtil videre kun bygget på indicier og det afgørende bevis mangler. Da Deke og Baxter er sikre på, at de har fat i morderen, sætter de alt ind på at skaffe beviser for enhver pris og det sætter den regelrette Baxter under pres og bringer spøgelser fra Deke’s fortid i L.A. op til overfladen.
 
The Little Things blu-ray anmeldelse
 
 
Den nervepirrende indledning på The Little Things er desværre ikke karakteristisk for resten af filmen, hvilket er utroligt ærgerligt i en film, der stilistisk er helt i top og udstyret med et stjernespækket cast. Handlingen er som sådan set OK, selvom det meste er set før, men filmen savner flere spændings- og overraskelsesmomenter, der kan få en til mere end blot at sidde lidt uroligt i sofaen. Den antiklimatiske slutning gør det ikke bedre, hvor vi ender med en delvist uopklaret og uforløst krimigåde. Sammenligning med en anden seriemorderfilm, som klassikeren se7en, ligger lige for, men for mig minder filmen mere om en anden David Fincher film, den mere stillestående Zodiac. The Little Things er dog en bleg skygge af begge film, og kan højst tilfredsstille et hungrende thrillerpublikum de par timer filmen varer, hvorefter den hurtigt vil være glemt.

I The little things får Denzel Washington lov til at brilliere i en for en gang skyld aldersvarende rolle, som den livstrætte Deke, mens Rami Malek mumler sig overbevisende igennem rollen som Jim Baxter. Jared Leto er tilstrækkelig creepy i rollen, som den hovedmistænkte Albert Sparma. Alt i alt er filmen spækket med fremragende skuespillere, som spiller deres roller meget overbevisende.
 
 The Little Things blu-ray anmeldelse

The Little Things på blu-ray leveres i formatet 2:39:1 med en utrolig flot billedside, der står knivskarpt selvom det trods alt kun er 1080p. Det skal nævnes at filmen er produceret til streamingkanalen HBO Max, hvor den præsenteres i 4K, og det ville uden tvivl også ville have klædt denne udgivelse, men jeg klager på inden måde. The Little Things indeholder fantastisk flotte og farvemættede billeder, der oser af det solbeskinnede Californien. Detaljerigdommen er stor og små ansigtsdetaljer og andre teksturer fremstår klart og tydeligt. Der er god dybde i de scener der foregår i aftenmørket og der er ikke spor af kompressions fejl nogen steder.
 
 
The Little Things kommer med et udmærket 5.1 DTS-HD MA-lydspor, der på bedste vis formår at understøtte den fortættede atmosfære i filmen. I de relativt få actionscener leverer lydsporet gode og præcise retningspanoreringer og samtidigt masser af stemningsskabende baggrundsstøj. Den foruroligende rumlen fra en V8 motor fra en bil, der lister efter en kvindelig løber i skumringen, er her et godt eksempel. Dialogen fremstår i alle scener perfekt integreret, højtopløst og centreret i lydbilledet.
 
• Four Shade of Blue (1080p; 9:22)
• A Contrast In Styles (1080p; 7:54)
 

Anmeldelse skrevet maj 2021.

Tak til SF Studios / Warner

Tilbage til blu-ray anmeldelser