Undtagelsen blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave) Spilletid: 1 time & 57 minutter Lyd: DTS HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 2.39:1
Blu-ray udgivelsesdato: 2. november 2020
Distributør: SF Studios Antal disk: 1 = Blu-ray
Genre: Drama/Thriller Biografpremiere: 2. juli 2020
Instruktør: Jesper W. Nielsen Manuskript: Christian Torpe, Christian Jungersen (forfatter) Producer: Júlia Berkes, Signe Emilie Bjørke, Ronnie Fridthjof
Fotograf: Erik Zappon
Klip: Frederik Strunk
Musik: Henrik Lindstrand
Skuespiller:
Danica Curcic som Iben Amanda Collin som Malene Sidse Babett Knudsen som Anne-Lise Lene Maria Christensen som Camilla Olaf Johannessen som Paul Magnus Krepper som Gunnar Simon Sears som Rasmus
Beskrivelse:
I filmen Undtagelsen arbejder de fire kvinder: Iben, Malene, Anne-Lise og Camilla sammen på Dansk Center for information om folkedrab. Den nyansatte og lidt ældre Anne-Lise fryses ude især af Iben og Malene, som også er veninder privat, men også af medløberen Camilla, som er centerets sekretær. Det foregår først på den underspillede måde, hvor Anne-Lise bliver isoleret fra de andre inde på hendes eget kontor, da den gigtplagede Amanda siger hun ikke kan tåle træk derfra, eller hvor de andre med vilje undlader at grine af Anne-Lises YouTube jokes. Senere eskalerer det, da først Iben, senere Amanda og til sidst Camila modtager dødstrusler på mail fra en anonym afsender. Den eneste der ikke har modtaget en trusselsmail, er Anne-Lise, som derved bliver den hovedmistænkte, endog af centerlederen Paul. Anne-Lise bedyrer sin uskyld og beslutter sig for at for selv at efterforske hendes hovedmistænkte Camilla, mens Amanda senere bryder ind hos Anne-Lise for at finde beviser for, at det er Anne-Lise der har sendt mails. Men hvem er den rigtige afsender og er det måske alligevel den serbiske krigsforbryder, som centeret har anklaget for folkedrab der står bag?
Undtagelsen er instruktør Jesper W. Nielsens filmatisering af Christian Jungersens prisbelønnede roman fra 2004 af samme navn. Som bogen, viser filmen på forrygende vis hvordan også voksne mennesker kan udsætte hinanden for udspekuleret mobning, som til sidst driver en af dem til randen af et psykisk sammenbrud. Skuespilpræstationerne er i top og hovedrollerne leveres troværdigt af fire af dansk films i øjeblikket mest interessante skuespillerinder: Danica Curcic, Amanda Collin, Sidse Babett Knudsen og Lene Maria Christensen. Hvad der fungerer stærkest, er netop samspillet mellem disse fire karakterer især i filmens første halvdel og beskrivelsen af de psykologiske mekanismer bag mobning på arbejdspladsen, som næsten gør at man får ondt i maven over den måde Anne-Lise behandles på af de andre. Der gøres god brug af flashback til de traumer Iben slås med, fra da hun var gidsel i Afrika, til Anne-Lises hævnfantasier, og til de ting som de hver især går og tumler med på hjemmefronten. I den sidste mere actionprægede del af filmen bliver det mindre troværdigt, men stadig stærkt underholdende at følge kvindernes jagt på den skyldige, som til sidst ender med en kamp for at overleve.
Samlet set er Undtagelsen er en flot og spændende filmatisering af Christian Jungersens roman, med en handling der hen mod slutningen til tider kan virke lidt forceret, som om instruktøren og manuskriptforfatteren partout vil presse bogens 620 detaljerede sider ind i de knap 2 timer spillefilm.
Undtagelsen indeholder i denne blu-ray udgave flotte og farvemættede billeder fra primært det forskningsbibliotek, som kvinderne arbejder på og som det lykkedes fotografen Erik Zappon at få til at fremstå ganske uhyggeligt. Generelt er billedet skarpt med et højt detaljeringsniveau og sortniveauet giver en god dybde i de mørkere scener både inde- og ude. Ingen synlige komprimeringsfejl var at finde, så en absolut flot udgivelse fra SF studios.
Undtagelsen leveres med et DTS-MA 5.1 lydspor, som gør hvad der forventes. Filmen er primært dialogbaseret og dialogen fremstår alle steder perfekt integreret, højtopløst og centreret i lydbilledet. Filmens få actionsekvenser fungerer på lydsiden glimrende og udnytter surroundformatet til fulde. Hvad der hæver baren er til gengæld det forrygende soundtrack udført af Kashmirs Henrik Lindstrand, for det underbygger på perfekt vis spændingskurven i handlingen og bygger op til filmens klimaks.
Anmeldelse skrevet november 2020.
|