Fremad blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave) Spilletid: 1 time & 42 minutter Lyd: DTS HD-MA 7.1: Engelsk, Dolby digital 5.1: Dansk, norsk, finsk, svensk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 2.39:1
Blu-ray udgivelsesdato: 6. juli 2020
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S. Antal disk: 1 = Blu-ray
Genre: Animation, Komedie, eventyr Biografpremiere: 5. marts 2020 (dog udskudt grundet COVID-19)
Instruktør: Dan Scanlon Manuskript: Dan Scanlon, Keith Bunin, Jason Headley Producer: Pete Docter, Becky Neiman, Kori Rae
Klip: Catherine Apple Musik: Jeff Danna, Mychael Danna
Skuespiller som ligger stemmer til (danske stemmer):
Tom Holland som Ian Lightfoot (Emil Birk Hartmann) Chris Pratt som Barley Lightfoot (Pilou Asbæk) Julia Louis-Dreyfus som Lightfoot (Mette Marckmann) Octavia Spencer som The Manticore (Ellen Hillingsø) Mel Rodriguez som Colt Bronco (Niels Olsen) Kyle Bornheimer som Wilden Lightfoot (Dad) (Anders W. Berthelsen) Lena Waithe som Officer Spector (Ditte Hansen) Ali Wong som Officer Gore (Louise Mieritz)
Beskrivelse:
I Fremad har de klassiske fantasy væsner, som elvere, alfer, trolde mv. vendt magien ryggen for at leve et mere komfortabelt liv med elektrisk lys, biler, mobiler, fast arbejde mv. altså lige som os mennesker. Teenage-elveren Ian Lightfoot er ved være færdig med high school, men er trist fordi han er ensom og savner sin far, som døde af en sygdom. I 16 års fødselsdagsgave overrækker hans mor Ian, og hans nørdede rollespillende storebror Barley, en gave fra faderen: En magisk stav og en trylleformular, der kan bringe faderen tilbage for 1 dag. Det lykkedes desværre kun brødrene at fremmane benene af faderen inden magien slipper op, og nu indleder brødrene en magisk færd for at finde en ny magisk sten, så de kan fremmane resten af faderen inden dagen er gået og muligheden for at møde faderen er forpasset.
Fremad er en rørende historie om det umage elverbrødrepar, der trodser alle farer for at få en chance for at møde deres far, som døde alt for ung inden de fik lært ham at kende. De drager ud på en roadtrip, hvor de både lærer hinanden og dem selv bedre at kende, men også finder ud af hvad deres kulturelle arv i virkeligheden er. Alt dette kunne være fortalt på mange mere realistiske måder, men instruktøren Dan Scanlon (Monster University) er gået all in på at skabe en fantastisk fantasy verden, som er tvistet så det ligner en forvrænget udgave af vores verden, bl.a. med enhjørninger, der roder i skraldespandene som herreløse katte eller små skovalfer, der har glemt at flyve og derfor har dannet en bikerklub. Samtidigt indeholder Fremad også fantastiske bifigurer, som f.eks. kentauren betjent Colt Bronco og The Manticore. Der er masser af disse humoristiske indslag i Fremad og det er med til at løfte stemningen i en historie, der ellers let kunne blive lidt sørgelig. Hovedrollerne, som Ian og hans bror Barley, er perfekt castet med stemmerne fra Tom Holland og spasmageren Chris Pratt, mens de danske stemmer her leveres glimrende af Emil Birk Hartmann og Pilou Asbæk.
Fremad på blu-ray er en utrolig flot animationsfilm fra Disney Pixar, hvor animationerne er helt i top, med en fortryllende farveskala og god brug af skyggeeffekter. Billedsiden leveres med en fremragende skarphed og detaljerigdom i billedet, som gengiver pels og andre teksturer yderst livagtigt. Sortniveauet er dejligt dybt, og med fede effekter med de lejlighedsvise lysglimt fra den magiske stav. Der var ingen synlige komprimeringsfejl i denne førsteklasses udgivelse.
Fremad udkommer på blu-ray med engelsk DTS HD-MA 7.1 og et dansk Dolby digital 5.1 soundtrack, som generelt er gennemført udført med en flot dynamik i actionsekvenserne, hvor lydeffekterne effektivt panoreres rundt i alle surroundhøjttalerne. Til gengæld kunne der godt ønskes lidt mere power i det dybe LFE register og dermed bedre udnyttelse af subwooferen, for det virker lidt forkert når de voldsomme aktiviteter på skærmen, som sammenstyrtende klipper ikke resulterer i tilsvarende buldrende lydeffekter. Dialogen fremstår i hele filmen tydeligt og velprioriteret og både de originale og de danske stemmer leveres med stor indlevelse.
• Quest for Story (1080p, 9:21) • Citizens of New Mushroomton (1080p, 10:08) • Audio Commentary: Director Dan Scanlon, Producer Kori Rae
Anmeldelse skrevet juli 2020.
|