How to train Your Dragon The Hidden World blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave)
Spilletid: 1 time og 44 minutter Lyd: Dolby Atmos Engelsk
Dolby digital 7.1: Dansk, norsk, finsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk Aspect Ration: 2.35:1
Blu-ray udgivelsesdato: 13. juni 2019
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disk: 1 Blu-ray.
Genre: Animation, Komedie, eventyr
Biograf premiere: 31.januar 2019
Instruktør: Dean DeBlois
Manuskript: Dean DeBlois, Cressida Cowell
Producere: Bonnie Arnold, Michael A. Connolly, Doug Davison, Dean DeBlois
Klip: John K. Carr
Musik: John Powell
Skuespiller som ligger stemme til orginal versionen / danske stemmer i (parentes):
Jay Baruchel som Hiccup/ Hikke (Robert Hansen)
America Ferrera som Astrid (Özlem Saglanmak) F. Murray Abraham som Grimmel (Olaf Heine Johannessen) Cate Blanchett som Valka (Stine Stengade)
Gerard Butler som Stoick (Peter Aude) Craig Ferguson som Gobber (Niels Olsen)
Kit Harington som Eret (Alex Høgh Andersen)
Beskrivelse: I den tredje film i How to train Your Dragon serien er Hikke blevet høvding for de gæve vikinger på Bersærkøen og har omdannet øen til et sandt paradis for drager, som Hikke og co. har befriet rundt omkring. Idyllen bliver dog brudt af dragejægeren Grimmel, der har sat sig for at udrydde natskyggeracen, som Hikkes drage Tandløs tilhører. Efter et par forgæves forsøg på at kæmpe mod Grimmel indser Hikke, at han er nødt til at finde dragernes hemmelige verden Caldera og bringe de mange drager i sikkerhed her. Samtidigt sætter Tandløs møde med en hvid natskygge-hun Tandløs og Hikkes venskab på prøve.
How to train Your Dragon 3 er en utrolig flot animationsfilm, som desværre lider under et vagt og uinspireret manuskript. Hvor de to første film i serien fortalte den rørende historie om hvordan vikingedrengen Hikke og dragen Tandløs blev uadskillige og deres øvrige genvordigheder på Bersærkøen, så er vi denne gang ude i noget pladder om den onde og uovervindelige Grimmel, der uden særlig årsag vil udrydde natskyggeracen og dermed fange og dræbe Tandløs. Humor er normalt en vigtig del af en animationsfilm og det er der selvfølgelig også i How to train Your Dragon 3, men jeg må tilstå at den fløj henover hovedet på mig sammen med dragerne, hvor højst referencer til de forrige film kunne få en ansigtsgrimasse frem. Når det er sagt så er det sjældent, at man i animationsfilmsserier lader karaktererne vokse op og blive ældre, stifte familie og få ansvar for andre og dermed får rundet en trilogi ordentligt af. Det syntes jeg egentligt er positivt og måske man skulle have ladet den del fylde mere end det påklistrede opgør med Grimmel.
Billedsiden af How to train Your Dragon 3 er til gengæld en sand fornøjelse for øjet. Animationen er helt i top, og det giver et godt sus i maven, når man ser dragerne lave flyvedyk i luften eller når man ser en hel sværm af drager i luften på en gang. Det farvestrålende design af dragerne og vikingernes landsby er fyldt med små detaljer og finurlige indslag, som det er en fryd at udforske. Sortniveauet er dejligt dybt både i de mørkere scener eller ved nærbilleder af Tandløs’s skællede hud og generelt er detaljerne og skarpheden i billedet uforlignelig.
How to train Your Dragon 3 udkommer på blu-ray med et velafbalanceret engelsk Dolby Atmos og et dansk Dolby digital 7.1 soundtrack, som er meget gennemført udført med en flot dynamik i action sekvenserne, hvor lydeffekterne effektivt panoreres rundt i alle surroundhøjttalere og der gøres god brug af subwooferen. Den i animationsfilm flittigt anvendte komponist John Powell leverer et dejligt soundtrack, som dog kun indeholder instrumentale numre. Dialogen fremstår i hele filmen tydeligt og velprioriteret og både de originale og de danske stemmer leveres med stor indlevelse.
• DreamWorks Shorts (1080p): Two short films: Bilby (8:01) and Bird Karma (4:48). • Alternate Opening (1080p, 3:19) • Deleted Scenes (1080p, 9:15) • How to Voice Your Viking (1080p, 1:33) • Creating an Epic Dragon Tale (1080p, 4:25) • How I Learned from Dragons (1080p, 3:42) • Brave Wilderness Presents: Nature + Dragons = Awesome (1080p) • The Dragon Sheep Chronicles (1080p): • A Deck of Dragons (1080p, 3:29): Exploring some of the new dragons from the film. • Growing Up with Dragons (1080p, 3:34) • The Evolving Character Design of Dragons (1080p, 3:18) • Drawing Dragons (1080p, 3:09) • Epic Villain (1080p, 1:44) • Astrid's Whole Dragon Trilogy in 60 Seconds (1080p, 1:09) • Welcome to New Berk (1080p, 2:13) • Audio Commentary
Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment
Anmeldelse skrevet juli 2019.
Tilbage til Blu-ray anmeldelser
|