Aquaman UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Aquaman UHD 4K blu-ray anmeldelse

Aquaman UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
 
Aquaman UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 23 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K  - 2.39:1 & 1.78:1

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 29. marts 2019
Distributør: FOX Paramount Warner Home Entertainment
Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray +  Blu-ray

Genre: Action, Eventyr
Biograf premiere: 13. december 2018

Instruktør: James Wan
Manuskript: James Wan, Geoff Johns, Will Beall
Producere: bl.a. Jon Berg, Walter Hamada, Geoff Johns
Fotograf: Don Burgess
Klip: Kirk M. Morri
Musik: Rupert Gregson-Williams
 
Skuespiller:
Jason Momoa som Arthur
Amber Heard som Mera
Willem Dafoe som Vulko
Patrick Wilson som King Orm
Dolph Lundgren som King Nereus
 
Beskrivelse: 
Aquaman er oprindelseshistorien om halvguden Arthur Curry, som må tage til undervandsriget Atlantis, hvor hans halvbror Orm truer med at gå i krig med den menneskelige race, der ødelægger og forurener oceanerne. Aquaman drager på sit livs rejse med prinsessen Mera, og han bliver tvunget til at finde ud af, om han kan leve op til det, han er født til nemlig at være konge.
 
Aquaman UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Jason Momoa er nok bedst kendt fra tv-serien Game of Thrones, hvor han spillede den langhårede, barbariske Khal Drogo. Barbar-trenden fortsatte i Conan the Barbarian. I 2016 blev han for mange overraskende nok castet som havets superhelt Arthur i rollen som Aquaman i Batman v Superman. Aquaman har nu fået sin egen solofilm og det er igen Momoa der spiller Atlantis konge. Meget kan man sige om Momoa i rollen som Aquaman, men jeg mener personligt at han er ret godt castet. Hvis ikke en hawaiiansk beachhunk som ham skal kunne spille rollen så ved jeg ikke hvem, jeg synes i hvert fald han gør hvad han kan for at gøre denne ligegyldige historie bare en smule interessant.

Filmen indledes med tilblivelsen af Aquaman eller rettere hvordan hans forældre fandt hinanden og dernæst skabte Arthur. Ret hurtigt bliver vi også introduceret for menneskehedens forurening af verdenshavene, der er blevet brugt som skraldespand for uendelige mængder affald. Vi skal altså sidde i biografens eller hjemmebiografens mørke og enten få dårlig smag i munden eller hvis man er økoaktivist få en super god mavefornemmelse af at en film nu tager emnet op, endda i så troværdig og alvorlig film som denne.

Nå men Arthur vokser op til at blive en stærk helt, der bruger sine kræfter til at stoppe moderne pirater og andre ballademagere til havs. Der er store problemer under havets overflade og Atlantis forskellige nationer ligger i en nærtstående krig som vil komme til at gå ud over os på overfladen, da folket under havet er træt af vores førnævnte forurening. Arthur sætter sig derfor for at kæmpe for sin retmæssige plads som arving af havriget. Her møder han sin halvbror og forestående nemesis Orm som han skal kæmpe imod om herredømmet. Heldigvis har Arthur prinsessen Mera på sin side og sammen begiver de sig ud for at finde den sagnomspunden trefork der vil kunne give Arthur kræften til at herske over havet.

En historie der sagtens kunne have været spændende, men som de fleste andre DC film formår manuskriptforfatterne på overraskende vis at koge det hele ned i en handling der kan skrives på en serviet, men som har fået tildelt en spilletid på næsten to en halv time. Dette er dog ikke Aquamans eneste svaghed, filmgenrerne fiser ind og ud imellem hinanden i vidt forskellige tempi. Først er Aquaman et familiedrama, dernæst rendyrket action og så kommer vi under vandet, hvor det hele mest af alt ligner science fiction fra det ydre rum. Stille og roligt sniger komediegenren sig så ind på filmen, indtil der til sidst for alvor går flyvende superhelt i den - både over og under vandet. Det er simpelthen noget rod.

Når alt dette er sagt lyder det som om jeg er klar til at give filmen bundkarakter og kaste en æske rådne tomater efter den og så slem er den faktisk ikke. Som tidligere nævnt synes jeg faktisk Momoa gør det godt som Aquaman og jeg ved godt mange piger sukker over ham, men der er også noget rart at kigge på i skikkelse af Amber Heard og udover at være øjenguf er hun en af de eneste som ikke overspiller konstant. Actionsekvenserne er underholdende selv om de er for ekstreme og alt for scifi fyldte, i stedet for at være et mere dystert og nedtonet slag om dybet i en mere primitiv form. Overraskende nok dukker gode gamle Dolph Lundgren også frem som en af Atlantis konger og i rigtig mange scener får man en 80’er følelse hvad angår action, overdrivelse og humor, så der passer Hr. Lundgren jo fint ind. Det virker nogle gange og andre gange ikke.

Aquaman formår ikke at fortsætte den succes med at lave solofilm som jeg oplevede med Wonder Woman og det er ikke fordi figuren ikke kan bære det, det er bare den forkerte måde at fortælle historien på. DC tror at vi som publikum kun ønsker action, men for at action virker skal der være en handling der får det hele til at hænge sammen og det lykkes ikke. Men jeg har dog en svaghed for superheltefilm så vi ender med at lande på en middelkarakter som måske er lidt for høj i nogle øjne, men i mine viser DCs middelmådighed.
 
Aquaman UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
Ligesom med sine DC-forgængere bliver Aquaman leveret i et 2.39:1 4K transfer med en fornem dybde og detaljegrad der igennem hele filmen bliver holdt meget stilren og konsekvent. Detaljegraden i filmen er for det meste utrolig god og der kan både anes uren hud og dårlige barberinger. De mange CGI-effekter er totalt overdrevne så man er ikke i tvivl om at det er CGI men det er utrolig flot lavet og står skarpt så jeg er slet ikke i tvivl om at sådan skal det bare være. Farvepaletten er af den helt opskruede slags og der er virkelig brag på farverne, men alligevel fremstår de naturtro og omgivelserne fremstår levende. I det hele taget er alle farverne meget klare og tydelige hvor den meget brugte sorte også får lov til at have en god dybde især pga. HDR. Det er så flot som det kan blive.
 
Filmen kommer med et Dolby Atmos der sætter pris på samtlige højtalere du skulle have sat til dit system. På denne udgivelse bliver der virkelig gjort brug af alle de højttalere som skulle være sat til ens system, der er virkelig kælet for øregangene. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag og subwooferen får virkelig lov til at sparke fra sig i de eksplosive kampscener når filmens fjender folder sig ud. Der er meget action i denne film, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik også uden den ene går ud over den anden. Jeg hørte ikke nogen forvrængninger eller overstyringer af lyden selv ved en høj lydstyrke som film som denne jo skal høres på, det hele virker yderst kontrolleret og tilpas.
 

Tak til FOX Paramount Warner Home Entertainment / PR Nordic 

Anmeldelse skrevet april 2019. 

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser