Sorry to Bother You blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Zone A-B-C = kodefri (Nordisk udgave)
Spilletid: 1 time og 51 minutter Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk Aspect Ration: 2.39:1
Blu-ray udgivelsesdato: 7. marts 2019
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disk: 1 Blu-ray.
Genre: Komedie
Biograf premiere: 1. oktober 2018 (CPH PIX)
Instruktør: Boots Riley
Manuskript: Boots Riley
Producere: Brian Benson, Nina Yang Bongiovi, Debbie Brubaker
Fotograf: Doug Emmett
Klip: Terel Gibson
Musik: The Coup, Merrill Garbus, Boots Riley, Tune-Yards
Skuespiller:
LaKeith Stanfield som Cassius Green Tessa Thompson som Detroit Jermaine Fowler som Salvador Omari Hardwick som Mr. _______'s White Voice (voice) Terry Crews som Sergio Kate Berlant som Diana DeBauchery Michael X. Sommers som Johnny Danny Glover som Langston Steven Yeun som Squeeze Armie Hammer som Steve Lift
Beskrivelse: I komedien Sorry to Bother You er Cassius Green, spillet af LaKeith Stanfield, på spanden: Han er sort, arbejdsløs og bor i en garage hos sin onkel, men han får alligevel hustlet sig til et job i telemarketing i firmaet Regal View. Han har dog svært ved få sine salg igennem indtil han får et godt råd fra en erfaren sælger: Han skal bruge sin hvide stemme, og med et højt toneleje og en bizar accent får Cassius pludseligt meget lettere ved at sælge sine produkter til folk. Samtidig med at Cassius bliver forfremmet til Power Caller, organiserer hans kollegaer sig i en fagbevægelse og går i strejke, hvilket øger afstanden mellem ham og hans kollegaer, men også til hans kunstnerkæreste Detroit og hans gamle ven Sal. Cassius' grådighed får ham upåagtet til at fortsætte mod toppen i firmaet, trods det går op for ham, at det produkt han sælger, er at lokke folk til at bo og arbejde gratis på Worry Free fabrikker mod at få kost og logi, eller i princippet blive holdt som slaver. Det bliver dog værre endnu, da han under et fest hos firmaets chef afslører chefens virkelige dagsorden.
Sorry to Bother You lægger ud som et skarpt satirisk indspark, om at gøre karriere som telefonsælger, vor tids nok mest hadede mennesker, om hverdagsracisme, eller med pointen om, at det der hitter mest på YouTube, er videoer af mennesker der kommer til skade. Derefter går det fuldstændigt amok med Worry Free slavefabrikker og fortsætter med historien om et kemisk stof, der kan omdanne mennesker til hestemennesker! Som det står på filmcoveret er Sorry to Bother You ‘Something you need to see to believe’ og det kan jeg i den grad skrive under på, for plottet er uforudsigeligt og meget langt ude. Problemet, set fra min vinkel, er blot at det hverken er sjovt eller spændende og så kan de næsten 2 timer godt føles lange, trods de mange syrede plottwists. Men er man til grotesk og vanvittig humor kan Sorry to Bother You så afgjort anbefales. Hovedrollen varetages fint af LaKeith Stanfield, kendt fra filmen Get Out, mens Tessa Thompson, Danny Glover, Steven Yeun og Armie Hammer spiller overbevisende i birollerne.
Sorry to Bother You indeholder overordnet set naturlige og farvemættede billeder med et højt detaljeringsniveau i nærbillederne. Nogle af de mørkere scener er naturligt nok mindre detaljerede, men det er ikke noget der ødelægger helhedsindtrykket af en førsteklasses billedside på denne blu-ray udgivelse.
Soundtracket til Sorry to Bother You leveres i formatet DTS-HD Master Audio 5.1 og det fungerer glimrende med gode surroundelementer i f.eks. scenerne med store menneskemængder, som da Cassius skal passere gennem strejkevagterne. Musikken består overvejende af hårdtpumpende hiphop, der serveres med den rette dybe bund, så subwooferen får lov til at arbejde. Dialogen, som er det bærende element i filmen, fremstår klart alle steder perfekt integreret, højtopløst og centreret i lydbilledet.
• Commentary with Director Boots Riley • Beautiful Clutter with Director Boots Riley (1080p; 11:55) • Promotional Trailers • The Cast of Sorry to Bother You (1080p; 1:52) • The Art of the White Voice (1080p; 2:03) • Gallery (1080p; 2:05) • Theatrical Trailer (1080p; 2:28)
Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment
Anmeldelse skrevet april 2019.
Tilbage til Blu-ray anmeldelser
|