Castle Rock sæson 1 blu-ray anmeldelse

 
Castle Rock blu-ray anmeldelse

Castle Rock sæson 1 blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
 
Castle Rock blu-ray anmeldelse
 
Region B
Spilletid: 8 timer og 19 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Finsk, Norsk, Svensk
Aspect Ration: 1.78:1

Blu-ray udgivelsesdato: 4. februar 2019
Distributør: FOX Paramount Warner Home Entertainment
Antal disk: 2 x Blu-ray.

Genre: Thriller, drama, gyser, sci-fi
 
Skuespiller:
André Holland som Henry Deaver
Melanie Lynskey som Molly Strand
Bill Skarsgård som The Kid
Jane Levy som Jackie Torrance
Sissy Spacek som Ruth Deaver
Caleel Harris som Young Henry Deaver
Scott Glenn som Alan Pangborn
 
Beskrivelse: 
Serien Castle Rock indledes med at fængselsdirektøren for Shawshank fængslet begår selvmord på dramatisk vis. Efter en gennemgang af en nedlukket fløj af fængslet finder man en ung mand siddende i et bur i på bunden af en vandtank, formentligt holdt fanget og i live af fængselsdirektøren. The Kid, som han kaldes, hentes op i det almindelige fængsel og for at undgå en skandale holdes hans eksistens hemmelig for offentligheden. En af vagterne begynder at se syner og da The Kid sættes i 2 mands celle, findes hans cellekammerat død under mystiske omstændigheder dagen efter. Det eneste The Kid siger, er navnet Henry Deaver og en af fængselsvagterne, der søger retfærdighed for den unge mand, ringer til Henry Deaver, som er en forsvarsadvokat, der er flyttet fra byen og nu beskæftiger sig med fanger på dødsgangen. Efter ankomsten til Castle Rock forsøger Henry forgæves at få fængselsledelsen til at tildele ham The Kid, som klient. Imens går fængselsvagten fra før amok og skyder en masse af hans kollegaer, inden han selv bliver skudt. Henry flytter midlertidigt ind i barndomshjemmet hos sin mor, Ruth, der har begyndende Alzheimers. Hendes kæreste, den tidligere sherif Pangborn er flyttet ind og Henry mistænker ham for at udnytte moderens situation. Det lykkes Henry at få The Kid ud af fængslet og placeret på et værelse ved en af Henrys gamle venner, men det står hurtigt klart at the Kid har overnaturlige evner, hvor han med sine tanker eller hans blotte tilstedeværelse får mennesker omkring sig til at gå amok i en blodrus. Parallelt hermed udredes Henry Deavers fortid, hvor han som barn pludselig forsvandt i bidende kulde og 10 dage senere dukkede uskadt op uden at nogen vidste hvor han havde været. Samtidigt findes hans stedfar, der var byens præst og har været ude for at lede efter Henry, hårdt såret og dør kort efter, og de ondsindede rygter i byen går stadig på at Henry var skyld i faderens død. På trods af at Henry ikke umiddelbart er velkommen i Castle Rock og hans søn og kone bor langt væk, så drages han alligevel af at blive i byen og opklare sagen om The Kid og sin egen fortid.
 
Castle Rock blu-ray anmeldelse
 
I serien Castle Rock er det mystikken der er i højsædet; Hvem er The Kid? Er han djævelen selv i menneskelig form? Andre gange virker han besat af Henry Deavers afdøde stedfar og i en episode er han Henry Deaver i en parallelverden. Hvor kommer de dragende mystiske lyde ude i skoven fra og hvad er den virkelige historie bag Henrys forsvinden i barndommen. I serien Castle Rock udebliver det store gys måske, men der er virkeligt mange scener, der får det til at risle koldt ned ad ryggen, og spændingskurven er stigende henimod afslutningen af denne 1. sæson. Seriens virkelig styrke er dog det menneskelige drama om Henrys mors forliste ægteskab, genfundne kærlighed og hendes begyndende Alzheimers. Her er det Sissy Spacek der løber med hæderen, som seriens bedste karakter og det kulminerer for hende i seriens fremragende syvende afsnit. Eller historien om den generte ejendomsmægler Molly Strand, der er blevet pillemisbruger for at kunne glemme sine indre dæmoner. Disse individuelle historier udrulles og spindes sammen med Castle Rock, som omdrejningspunkt og det virker som om der stadig er mange ufortalte historier i Castle Rock og man kan kun glæde sig den anden sæson der lander i løbet af 2019.

Mange roller i serien er stjernebesat med André Holland kendt fra the Knick i hovedrollen, Melanie Lynskey som Molly Strand, Bill Skarsgård som the Kid og førnævnte Sissy Spacek samt Scott Glenn, men de øvrige skuespillere gør det også fremragende. Castle Rock er instrueret af flere forskellige instruktører, men 3 episoder leveres af Michael Uppendahl, som også har instruereret serieafsnit i American Horror Story, Fargo og Ray Donovan.

For Stephens King fans indeholder serien mange referencer til hans univers, bl.a. hedder en af karaktererne Jack(ie) Torrance, som vi kender fra Jack Nicholsens rolle i the Shining, Shawshank fængslet og byen Castle Rock danner også baggrund for andre Stephen King historier, mens Sissy Spacek debuterede i filmatiseringen af Stephen King gyseren Carrie og Bill Skarsgård spiller Pennywise i genindspilningen af IT.
 
Castle Rock blu-ray anmeldelse
 
Billedsiden i Castle Rock leveres i tv-formatet 1:78, og er optaget i høj filmkvalitet, med spektakulære scener fra større katastrofer f.eks. da skolebus rammes af et tog. Samtidigt anvendes mørket som en oplagt men effektiv parameter ift. at skabe uhygge når karaktererne f.eks. skal skifte en sikring i en mørk kælder. Sortniveauet er så dybt som det skal være, men samtidigt er det let at orientere sig i de mørke scener udendørs, mens belysningen generelt er god i indendørsscenerne, dog til den dunkle side i Ruth Deavers hus.

Lydsporet leveres i et effektfuldt DTS-HD Master Audio 5.1 soundtrack, der gør god brug af surroundkanalerne i de mere actionprægede scener eller til de til tider overdøvende mystiske lyde fra skoven, men især i de mere stille scener får de mere afdæmpede lyde som f.eks. en pladespiller der går i hak, effektivt uhyggen til at stige. Dialogen fremstår hele tiden tydeligt og velplaceret i lydbilledet.
 

Tak til FOX Paramount Warner Home Entertainment / PR Nordic

Anmeldelse skrevet februar 2019. 

Tilbage til Blu-ray serie anmeldelser