Mission Impossible Fallout UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 50 minutter Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk Aspect Ration: 4K - 2.39:1 - 1.90:1
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 3. december 2018
Distributør: Twentieth Century Fox Home Entertainment
Antal disk: 3 = UHD 4K blu-ray + Blu-ray + blu-ray med ekstra
Genre: Action
Biograf premiere: 2. august 2018
Instruktør: Christopher McQuarrie Manuskript: Christopher McQuarrie Producere: bl.a. Christopher McQuarrie, J.J. Abrams, Tom Cruise Fotograf: Rob Hardy Klip: Eddie Hamilton Musik: Lorne Balfe
Skuespiller:
Tom Cruise som Ethan Hunt Henry Cavill som August Walker Ving Rhames som Luther Stickell Simon Pegg som Benji Dunn Rebecca Ferguson som Ilsa Faust
Beskrivelse: Under en farlig mission vælger Ethan Hunt (Tom Cruise) at redde sit team i stedet for at udføre missionen og sender dermed atomvåben direkte i hænderne på et forbrydernetværk, der vil udrydde befolkningen. Med hele verdens skæbne i hænderne er Ethan og hans team (Simon Pegg, Ving Rhames, Rebecca Ferguson) i kamp mod uret for at forhindre en atomkatastrofe.
Under en farlig mission vælger Ethan Hunt (Tom Cruise) at redde sit team i stedet for at udføre missionen og sender dermed atomvåben direkte i hænderne på et forbrydernetværk, der vil udrydde befolkningen. Med hele verdens skæbne i hænderne er Ethan og hans team (Simon Pegg, Ving Rhames, Rebecca Ferguson) i kamp mod uret for at forhindre en atomkatastrofe.
FILM: Det er mere end 20 år siden den oprindelige Mission: Impossible med Tom Cruise så dagens lys. Ethan Hunt er dog fortsat den samme person med et topsikret moralske kompas og et ansigt der stort set ikke viser, at han er blevet en del år ældre. Med Fallout er Christopher McQuarrie tilbage som instruktør og filmen er da også en direkte fortsættelse af Rouge Nation. Der er gået ca. 2 år efter vi forlod Hunt i Rouge Nation og selv om Solomon Lane blev fanget, er verden desværre ikke blevet et mindre farligt sted, altså skal Hunt til at redde verden en sjette gang.
Denne gang er tre sølvfarvede kugler af plutonium faldet i Apostlenes (tidligere Syndikatet folk) hænder, en anarkistisk gruppe, der planlægger at bruge dem til at sprænge Vatikanet, Jerusalem og Mekka i luften. Gennem den sexede kriminelle mægler White Widow får Hunt mulighed for at få fingre i plutoniummet, det eneste han skal gøre at skaffe Solomon Lane som byttehandel. Hunt er selvfølgelig ikke glad for dette forslag men det er hans eneste mulighed. Han skal dog ikke klarer det hele alene og bliver godt hjulpet af hans trofaste medskyldige Luther og Benji, dog skal han også håndtere den irriterende CIA-stikirenddreng Agent Walker (Henry Cavill) som han er blevet påduttet. Den sædvanlige top umulige og særdeles besværlige mission bliver planlagt og sat til eksekvering. Den fører Hunt og hans team rundt omkring i verden og vi stifter bekendtskab med adskillige gamle ansigter, på både godt og ondt.
Når det er sagt er denne Mission: Impossible, en lige så fjollet og historieforladt affære som nogen af de andre, men genreoplevelserne er underholdende. Der er kolossale action scener i Paris, London og det hele sluttes af med en hæsblæsende helikopter jagt sekvens i Kashmir, som lige skal toppes af med nogle uhyrlige hængende-i-en-tynd-tråd scener, som får de vildeste scener i cliffhanger til at ligne en tur i den lokale rapelling- og klatreklub. Det der gør Fallout unik, er at det er virkelige stunts som bliver udført og stort set dem alle sammen af Tom Cruise selv. Man kan ikke andet end at tage hatten af for manden der trods skrammer og brækkede lemmer fortsætter med at leverer varen.
Tom Cruise står som sagt ikke alene og jeg synes personligt at Sean Harris giver ham godt modspil, selv om der måske ikke er så meget historie at arbejde med. En lille spoiler for dem der ikke har set filmen eller ikke har regnet det ud fra de utallige trailers, så kan jeg også rigtig godt lide Henry Cavill som skurk. Det er dejligt at se den tidligere Superman (igen en spoiler, hvis man har boet under jorden) smile ondt og få lov til virkelig at give den gas med sine store overarme og charmerende skæg, et skæg der gav store problemer i Justice League, men lad os ikke smide mere brænde på det bål. Dog er det netop også sekvensen i Justice League hvor Superman ganske kort er ond som er filmens højdepunkt. Jeg ser frem til langt flere skurkeroller til Henry Cavill, det kan kun blive godt. Der er selvfølgelig også lidt øjenguf til det mandlige publikum i form af Rebecca Ferguson der gentager sin rolle som Ilsa, men især Vanessa Kirby som spiller White Widow. En smukkere lyssky mægler skal man lede længe efter.
For kort at opsummerer er historien i Mission: Impossible Fallout noget der kan skrives ned på en post-it. Det er de sindssyge stunts man skal se filmen for og det genkendelige ved det let spiselige Mission: Impossible univers. Jeg var personligt rigtig godt underholdt og er da klar, hvis der skulle komme en syvende film uanset post-it-materiale eller ej
Filmen bliver leveret i et 2.39:1, 1.90:1 HEVC / H.265 transfer, som er fremragende behandlet på denne udgivelse. Der er ikke en finger at sætte på den visuelle del. Billedet ”hopper” lidt rundt når McQuarrie skifter til og fra IMAX-formatet, men det er ikke noget der sker så ofte at det er generende, men det er bestemt noget man bemærker. Farverne er dejlig varme og forstærket i de fleste scener for virkelig at fremhæve alt hvad Mission: Impossible verdenen har at tilbyde. I det hele taget er alle farverne meget klare og tydelige hvor den sorte også får lov til at have en god dybde. Detajlegraden er også god hvor der tydelig ses både skægstubbe og ar på folk samt skrammer på biler og andet udstyr fremstår utrolig godt. I det hele taget en rigtig flot billedside hvor selvfølgelig især UHD formatets HDR bidrager til førnævnte detalje så man virkelig føler man får valuta for pengene.
Mission: Impossible Fallout kommer med et lækkert Dolby Atmos lydspor der sætter pris på samtlige højtalere du skulle have sat til dit system. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag og subwooferen får virkelig lov til at sparke fra sig. Der er meget action i denne film, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik også uden den ene går ud over den anden. Jeg hørte ikke nogen forvrængninger eller overstyringer af lyden så det er bare med at skrue op for volumen på denne film som jeg bestemt vil anbefale folk gør.
Tak til Twentieth Century Fox Home Entertainment / PR Nordic
Anmeldelse skrevet december 2018.
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|