Lady Bird blu-ray anmeldelse

 
Lady Bird blu-ray anmeldelse
 
Lady Bird blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

Lady Bird blu-ray anmeldelse
 
Zone: A-B-C kodefri
Spilletid: 1 time og 34 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1 
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 1.85:1

Blu-ray udgivelsesdato: 23.septebmer 2018
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment / Scanbox
Antal disc: 1 = blu-ray

Genre: Drama
Biograf premiere: 26. april 2018
 
Instruktør: Greta Gerwig
Manuskript: Greta Gerwig
Producere: B.la. Eli Bush,Evelyn O'Neill,Scott Rudin
Fotograf: Sam Lev
Klip: Nick Houy
Musik: Jon Brion

Skuespiller:
Saoirse Ronan som Lady Bird McPherson
Laurie Metcalf som Marion McPherson
Tracy Letts som Larry McPherson
Lucas Hedges som Danny O'Neill
Timothée Chalamet som Kyle Scheible
 
Beskrivelse: 
Christine “Lady Bird” McPherson (Saoirse Ronan) kæmper imod – men er fuldstændig ligesom – sin kærlige, påståelige og viljestærke mor (Laurie Metcalf), en sygeplejerske der utrætteligt arbejder for at holde familien oven vande, da Lady Birds far (Tracy Letts) mister sit job. Lady Bird giver et rørende indblik i de relationer, der former os, de idéer, der definerer os, og det unikt smukke sted, vi kalder hjem.
 
Lady Bird blu-ray anmeldelse
 
Ind imellem er der film, der rammer ned i den amerikanske identitet og selvforståelse. Her mener jeg ikke film, der foregår i New York, Los Angeles eller andre millionbyer, men rigtige film om rigtige amerikanere, der har rigtige problemer, som ingen i storbyerne helt forstår. Disse film rykker gerne lidt i grundpillerne for, hvordan man opfinder og genopfinder det amerikanske samfund, der i de største dele af USA stadig er årtier bagefter det moderne liv i de amerikanske storbyer – og i lande som Danmark.

Den store frihedskamp for den amerikanske ungdom i dag er en kamp om egen identitet. Der skal brydes med betontænkningen om hvordan livet skal se ud, hvis ikke de unge amerikanere for alvor bliver delt op i et klassesamfund, som kun de allerrigeste i virkeligheden ønsker. Det er derfor også vidunderlig morsomt, at en film om netop dette er sat i år 2002, for netop den distance gør det så meget nemmere at forstå, hvorfor problemerne er så store den dag i dag.

Lady Bird er en varm film om emner, der ikke er så lige for at løse. Om hvordan man kan elske sine forældre uden at genkende sig selv i deres personligheder. Hvordan man kan være anderledes, tænker anderledes og alligevel ikke formå at flytte sig som ungt menneske. Saoirse Ronan er helt genial i rollen som Lady Bird, der nægter at bruge det navn, som hendes forældre gav hende. Allerede her står misforståelser mellem generationer i kø for at komme til udbrud af vrede, frustration og irritation, for hvordan kan man forstå hinanden, hvis man ikke engang ved hvordan man skal titulere sine nærmeste?

Lady Bird har en dejlig ungdommelig ironi, der konstant præger filmens historier, der ind imellem kan synes tilfældig, men altid har en mening, der oftest er ganske nem at forstå. Her bliver talt til alle generationer på en måde, hvor man sagtens kan stille sig på begge sider af konflikterne uden at nogen er forkert på den, tager fejl eller er stædige for stædighedens skyld.

Der er en del ret vilde scener, der beskriver forhold mellem forældre og deres børn så præcist, at man næsten kan genkende sig selv (som både barn og voksen) når tingen tilspidser sig på skærmen. Heldigvis har Lady Bird også et positivt budskab, som jeg ikke vil afsløre her – uden at ikke spoile eller ødelægge filmen.

Instruktøren og forfatteren til Lady Bird er ingen ringere end den skønne Greta Gerwig, som mange vil kende som skuespillerinde fra Noah Baumbach og Woody Allens New Yorker film. Det er derfor også tankevækkende, at hun som forfatter har ramt ned i en hel anden kulturel boldgade af det amerikanske samfund.

Holder man af alvorlige film med et tvist af humor, livsglæde og ungdommelige ironi, vil man elske Lady Bird. Det gør jeg helt bestemt – og derfor får filmen topkarakter herfra.
 
Lady Bird blu-ray anmeldelse
 
Af artistiske, men på sin vis forunderlige, årsager har instruktør Greta Gerwig valgt et gulligt filter til hele filmen. Jeg måtte søge lidt online, for at opdage, at Gerwig mente at det gav filmen en følelse af alder, hvilket i min optik giver nul mening, da filmen foregår i 2002. Ikke desto mindre er det digitale billede ganske roligt og behageligt for øjnene, selv om der i sagens natur mangler lidt knald på farverne. Sortniveauet er fint, for de ganske få mørke scener, så alt i alt er billedet, trods de mystiske valg, ganske fint og i orden.
 
Da hovedparten af Lady Bird er en ganske stille affære, giver det ganske lidt at bedømme DTS HD MA 5.1 lydsporet, der akkompagnerer filmen. Et par enkelte scener har fine effekter, men i en dialog-drevet film, er der ikke meget at komme efter. Dialogen er dog tydelig og skarp . Ellers er der intet at udsætte på et lydspor, der sjældent bliver vakt til live i filmens naturlige element.
 
  • Kommentarspor af Greta Gerwig og Sam Lewy

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.

Anmeldelse skrevet oktober 2018.

Tilbage til Blu-ray anmeldelser