COCO blu-ray anmeldelse

 
COCO blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

COCO blu-ray anmeldelse

Zone A-B-C (Nordisk udgave) 
Spilletid: 1 time & 45 minutter 
Lyd: DTS HD Master Audio 7,1 Dolby digital 5.1: Dansk, svensk, norsk, finsk
Undertekster: Dansk, engelsk, svensk, norsk, finsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.39:1 High Definition

Blu-ray udgivelsesdato: 21. juni 2018
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 1 = Blu-ray

Genre: Animation, Komedie, eventyr
Biografpremiere: 8. februar 2018

Instruktør: Lee Unkrich, Adrian Molina
Manuskript: Lee Unkrich, Jason Katz, Matthew Aldrich, Adrian Molina
Producer: Darla K. Anderson, Mary Alice Drumm, John Lasseter
Fotograf: Matt Aspbury, Danielle Feinber (Animation)
Klip: Steve Bloom, Lee Unkrich
Musik: Michael Giacchino
 
Skuespiller som ligger stemme til den originale udgave (danske stemmer i parentes)
Anthony Gonzalez (Lucas Lomholt Eriksen) som Miguel
Gael García Bernal (Pelle Emil Hebsgaard) som Héctor
Benjamin Bratt som (Carsten Svendsen) Ernesto de la Cruz
Alanna Ubach (Susanne Breuning) som Mamá Imelda
Renee Victor (Pia Rosenbaum) som Abuelita
Jaime Camil (Jens Sætter-Lassen) som Papá
 
Beskrivelse:
I Coco følger vi en 12-årig dreng ved navn Miguel, der er yngste generation i en mexicansk skomager familie. På trods af familiens forbud mod både at høre og spille musik, drømmer Miguel om at blive en berømt musiker, som hans idol Ernesto de la Cruz og han øver sig i al hemmelighed på sin guitar oppe på loftet. Han vil bevise sit talent ved et talentshow på den Mexicanske festdag for de døde i håb om derved at få lov til at spille musik fremfor at lave sko, men ved et uheld befinder Miguel sig pludseligt i de dødes rige. Han vil nu her finde en musiker der kan velsigne hans talent og sende ham tilbage til de levendes rige inden det er for sent. Det bliver et fantastisk eventyr hvor han undervejs møder hele hans afdøde familie og samtidigt lærer en masse af familiens hemmeligheder at kende.
 
COCO blu-ray anmeldelse
 
Coco er en utrolig flot animationsfilm, som velfortjent vandt hele 2 Oscars i 2018 for hhv. bedste animationsfilm og bedste filmsang. Det er en god og fortryllende historie, med gode pointer om at følge sine drømme, men samtidigt huske sin familie og hvor man kommer fra. Coco formår også at holde en god balance mellem uhygge og sjov, på trods af besøget i dødsriget, så selv de mindste ned til den anbefalede aldersgrænse på 7 år, kan være med. Animationerne er sjove og fantasifulde, hvor skeletarme og- hoveder ryger af og på, og Coco byder også på flotte flyveture henover dødsriget, der er virkeligt imponerende lavet. Musik og sangvalget er meget autentisk i mexicansk / spansk guitar stil, hvilket er udmærket og passer til filmen, men det udelukker de mere iørefaldende sange, som var med til at gøre for eksempel Vaiana så fantastisk.
 
 COCO blu-ray anmeldelse

Billedsiden af Coco er som vanligt med titler fra Disney / Pixar en sand fornøjelse for øjet med et skarpt og meget detaljeret billede med lækre glidende animationer. Sortniveauet er i særklasse og dybdeskarpheden er næsten uendelig og det får flyvescenerne til at føles nærmest tredimensionelle. Kontrasten mellem den mørke baggrund og de til tider neonfarvede figurer er også meget virkningsfuld, mens gengivelsen af rynker og andre alderstegn på familiens levende ældre er karikeret, men alligevel meget imponerende udført.
 
Coco udkommer på blu-ray med et engelsk DTS-HD Master Audio 7.1 og et dansk Dolby digital 5.1 soundtrack, som også er meget gennemført udført. Der skal dog lige skrues en tand højere op end vanligt, da indspilningsniveauet er lidt lavt. Når det er gjort så er der er en flot dynamik i action sekvenserne, hvor lydeffekterne effektivt panoreres rundt i alle surroundhøjttalere, men samtidigt er der også en høj detaljeringsgrad i de mere stille passager af filmen, og i musikscenerne fremstår de enkelte instrumenters klang tydeligt. Dialogen fremstår i hele filmen tydeligt og velprioriteret og de danske stemmer leveres med stor indlevelse af lidt mere ukendte, men alligevel ganske dygtige skuespillere.

Anmeldelse skrevet august 2018.

Tak til Walt Disney studios home entertainment A/S.

Tilbage til Disney oversigten eller blu-ray anmeldelser