Grease 40th Anniversary blu-ray anmeldelse

Grease 40th Anniversary blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

 

Antal disk: 1 Blu-ray.

Genre: Musical, Romantik

Biograf premiere: 15. september 1978.

Instruktør: Randal Kleiser

Manuskript: Jim Jacobs & Warren Casey

Producere: Allan Carr, Neil A. Machlis, Robert Stigwood

Fotograf: Bill Butler

Klip: John F. Burnett

Musik: Jacobs & Casey

 

John Travolta som Danny
Olivia Newton-John som Sandy
Stockard Channing som Rizzo
Jeff Conaway som Kenickie
Barry Pearl som Doody

 

Beskrivelse: 
Den klassiske fortælling om den artige pige Sandy (Olivia Newton-John) og den slemme dreng Danny (John Travolta) peppes op med nye særlige ingredienser i denne Grease: Exclusive 40th Anniversary Edition.

 

 

Hej med dig! Har du levet under en sten de sidste fyrre år? Nå, ikke? Jamen, så kender du nok godt Grease? Den er endnu engang udkommet på bluray, for nu er det hele fyrre år siden, at den verdenskendte musical fik biografpremiere. Holder den stadig efter alle de år? Kan den tåle et gensyn? Jeg var ærlig talt selv i tvivl.

Jeg har personligt aldrig været ramt af Grease Lightning. Jeg sad, otte år gammel, på trappen foran mine forældres lejlighed i Hundige dengang den havde premiere i de danske biografer. Jeg tålte den sparsomme anmeldelse af filmen, gengivet som superlativer rettet mod John Travolta, da den blev fremsagt af naboens trettenårige datter, der i mine øjne var alt hvad en smuk pige burde være. Da jeg blev ældre, dansede jeg rundt om filmen gennem mine ungdomsår. Selv da Grease bølgen blev genfødt sidst i firserne, lukkede jeg ørerne for forfærdelige megamixes og repremieren på filmen. I halvfemserne oprandt dagen, hvor jeg i en blanding af ligegyldighed og resignation lod mig overtale til at se Grease. Den var bedre end jeg havde frygtet, men fascinationen af musikken, skuespillerne og dramaet var slet ikke min kop te.

Tyve år efter 90erne er Grease stadig en musical. Det er stadig en overspillet film, der naivt fremstiller en ungdomskultur i halvtredserne. Det er stadig den seje Danny og den søde Sandy – og det hele fungerer stadigvæk til musikken. For selv om den aldrende og sure anmelder gerne vil fortsætte sit stramme forhold til filmen, lykkedes det rent faktisk at komme under huden på mig. Livet i Grease er, med enkelte undtagelser, ikke særligt alvorligt – og det bemærker man ret tidligt i filmen. For de nye film, der rammer biograferne uge efter uge anno 2018, har en helt anden alvor spændt efter sig. Ikke nok med at mange af dem er alvorlige, tager hovedparten af filmene også sit eget univers ret alvorligt. Det er ikke tilfældet med Grease, der er en parodi på sig selv – og det er bare helt i orden, for filmen har ikke et behov for, at publikum skal tage det hele så forbandet seriøst. Så jeg nød rent faktisk naive Olivia og barske John, der sang, dansede og jublede sig igennem knap to timer, der fløj af sted i et væld af fest og farver. For selv om at Grease har nogle ret alvorlige temaer er hovedhistorien en glad og tidløs historie om kærlighed.

Har man allerede en udgave af Grease på blå i reolen, kan det virke svært at geninvestere sine sparepenge i endnu en udgave af filmen. Har man derimod ikke filmen i HD, bør man slå til med denne udgave, der er et festfyrværkeri af farver og musik.

Jeg er muligvis ikke blevet filmens største fan, men jeg har, nu fyrre år senere, accepteret at det er en kultfilm, der på ingen måde taber pusten efter alle de år. Det er i sig selv en bedrift

 

Grease har fået den store tur denne gang. Her er skruet rigeligt op for alle de ting, som man gerne vil opleve i sin hjemmebiograf. Her er mange tydelige farver, der står i klare nuancer, som er mere end bare en smule betagende. Især de lyserøde jakker står smukt og detaljegraden er overraskende høj, hvis man tager højde for alderen på kildematerialet.

Man har med jubilæumsudgivelsen velsignet filmen med et Dolby TrueHD lydspor, der er fint mikset det smukke billede. Især scenerne med mange forskellige lyde er meget tydelige – og der er liv i samtlige højtalere i et 5.1 setup. Dialogen er måske en smule utydelig i enkelte larmende scener, men det er i småtingsafdelingen for en aldrende film, hvor lyd og billede er mere end man kan forvente.