Westworld sæson 1 UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
(DK udgave)
Spilletid: 10 timer og 16 minutter Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk Aspect Ration: 4K - 1.78:1
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 16. november 2017
Distributør: Twentieth Century Fox Home Entertainment
Antal disk: 6 = 3 x UHD 4K blu-ray + 3 x Blu-ray
Genre: Drama, Science Fiction, Western
Skuespiller:
Jeffrey Wright som Bernard Lowe Ed Harris som Man in Black Evan Rachel Wood som Dolores Abernathy James Marsden som Teddy Flood Anthony Hopkins som Dr. Robert Ford
Beskrivelse: Denne mørke odyssé er en tv-serie, der er skabt af Jonathan Nolan og Lisa Joy. Den foregår i en forlystelsespark med det vilde vesten som tema, hvor gæsterne betaler toppris for eventyr med androide værter. Evan Rachel Wood, Thandie Newton, Jeffrey Wright, James Marsden, Ed Harris og Anthony Hopkins spiller med i denne 10 episoder lange serie fra Kilter Films og Bad Robot Productions.
Da det blev annonceret at Westworld fra 1973 med Yul Brynner i hovedrollen skulle laves som en tv-serie var jeg næppe den eneste der tænkte at den havde jeg godt nok ikke lige set komme. HBO skulle stå for at producerer serien og med deres renomme sættes forventningerne straks i vejret. HBO har en utrolig god historik når det kommer til gode produktioner, og med den annoncerede stjernebesætning kunne forventningerne sagtens sættes i vejret til en underholdende serie sat i et sci-fi western univers. Første sæson er nu udkommet og har ikke overraskende modtaget stor ros blandt seerne.
Hvor vi befinder os rent tidsmæssigt er uklart, men vi skal nok nogle år ud i fremtiden. Når de rige skal underholdes og på ferie tager de til forlystelsesparken Westworld hvor alt kan ske. Westworld er en park hvor scenariet ligner en god gammeldavs western hvor der findes gæster og værter. Netop værterne er specielle for det er ikke ansatte, men robotter med en så god kunstig intelligens at det er svært at skælne dem fra virkelige mennesker og det hele er så livagtigt man virkelig tror man er rejst tilbage i tiden. Der er ikke nogle regler i Westworld, gæsterne kan gøre hvad de vil med værterne, men værterne kan på ingen måde gøre skade på gæsterne. Der udspiller sig hele tiden adskillige narrative forløb i parken gæsterne kan deltage i hvis de ønsker, men de kan også lade være og bare bo på det lokale bordel hele ferien eller myrde løs hvis det er hvad de ønsker.
Sideløbende med alt det der sker i parken følger vi personalet der er ansat til at holde styr på at det hele forløber som det skal og at robotterne gør hvad de er programmet til. Det om robotterne gør hvad de bliver bedt om er selvfølgelig hele omdrejningspunktet i Westworld. Der er et stort arbejde i at holde parken kørende samt at søge for at parken hele tiden fornyer sig så folk bliver ved med at komme tilbage og nye bliver lokket til, det hele skal jo når dagen er omme løbe rundt økonomisk og gerne med en god profit. Igennem seriens første sæson sker der selvfølgelig en masse både i pakken, men også bag scenen som gør at det hele bliver vendt på hovedet. Dem der har set bare en håndfuld film involverende robotter, kunstig intelligens og menneskelig påvirkning ved at det næppe er en gnidningsfri kombination og at det må slå gnister på et eller andet tidspunkt.
Sæson 2 er allerede annonceret men jeg vil våge den påstand at sæson 1 godt kan stå alene hvis man havde valgt ikke at fortsætte historien. Selvfølgelig er der nogle uafsluttede handlingstråde som kan tages op i næste sæson, men sæson 1 bliver afsluttet dog med den åbning at man kunne få lov at tænke sig til sin egen afslutning, jeg ved godt det er individuelt om man kan lide den fremgang eller ej, men jeg synes det kan være interessant når alt ikke bliver skåret ud i pap. Jeg nævnte tidligere det stjernebesatte cast som dækker om folk som Ed Harris, Anthony Hopkins og Jeffrey Wright. Der er en masse andre som også sagtens kunne nævnes for de gør det virkelig alle godt, dog synes jeg at det danske islæt i form af Sidse Babett Knudsen falder lidt udenfor. Jeg tør ikke helt sige hvorfor, måske er det bare hendes danske accent der genere mig lidt for hun gør det egentlig udmærket i serien, men man kan jo altid finde et eller andet at brokke sig over.
HBO har endnu engang gjort det de gør bedst med Westworld, at skabe en helstøbt serie jeg kun på det varmeste kan anbefale. Skuespillet er solidt, dialogen interessant og scenariet er utrolig flot og detaljeret. Der er ingen tvivl om at jeg ser frem til sæson 2 og hvor historien fører os hen, jeg har selvfølgelig mine egne ideer, men der er altid plads til at blive overrasket.
Serien bliver leveret i et 1.78:1 HEVC / H.265 transfer med en fin dybde og detaljegrad, der igennem hele sæsonen bliver holdt meget stilren og konsekvent. Farverne er dejlig varme, til tider en anelse fremhævede, men det er med til at give filmen et flot look og står godt på skærmen. I det hele taget er alle farverne meget klare og tydelige hvor den sorte også får lov til at have en god dybde. Detajlegraden er også utrolig god hvor skægstubbe, ar og andre skrammer tydeligt kan ses og panoramabilleder som pryder filmen får virkelig byen til at se indbydende ud. Når alt det er sagt er der dog ikke den store forskel på om man ser serien på blu-ray eller UHD hvilket skyldes at serien ikke er skudt i 4K. HDR bidrager selvfølgelig lidt til UHD værdien men forskellen er svær at få øje på.
Lydsiden bliver leveret af et lækkert Dolby Atmos lydspor. På denne udgivelse bliver der virkelig gjort brug af alle de højttalere, som skulle være sat til ens system, der er virkelig kælet for øregangene. Alle kanalerne bliver brugt både for og bag, og subwooferen får virkelig lov til at sparke fra sig i action sekvenserne og de konstante atmosfæriske lyde er allestedsnærværende. Der er en del action i denne serie, men alligevel formår udgivelsen at gøre plads til både tale og baggrundsmusik, også uden den ene går ud over den anden. Jeg hørte ikke nogen forvrængninger eller overstyringer af lyden, selv ved en høj lydstyrke, det hele virker yderst kontrolleret og tilpas.
Tak til Twentieth Century Fox Home Entertainment / PR Nordic
Anmeldelse skrevet november 2017.
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|