Anmeldelse: Silence

 

 

Martin Scorsese har med Silence skabt en film der med ubarmhjertig ærlighed skildrer, ikke alene den rå natur i menneskets indre, men også den svaghed og tvivl, der kan springe frem, fra et ellers fuldt overbevist hjerte. Historien er måske nok sat i 1640, men de kampe og dilemmaer vores hovedpersoner skal igennem, er lige så aktuelle i dag, som de var den gang. Grundlaget for filmen er en bog, der tager udgangspunkt i en historisk person (Ferreira), som der så er bygget en fortælling op omkring. Scorsese har de sidste 30 år gået og puslet med ideen om denne film, og resultatet er, efter min mening, bestemt værd at se.

Følg dit kald
Vi befinder os i Portugal hos jesuitterne, der var en dedikeret, men også meget stram og radikal gren af katolicismen. De unge præster Rodrigues og Garupe føler et kald om at rejse til Japan, og finde deres gamle mentor Ferreira, som efter sigende skulle have afsværget deres fælles tro. Overbevist om at det er falske rygter og bagtalelse bliver de to smuglet ind i Japan, hvor der er dødsstraf for at være kristen. Overvældet over den grusomhed de er vidne til, må de to præster snart tage stilling til dybe problemer, der ikke alene ryster deres tro, men også frister dem til at opgive deres kald, og deres Gud.

Barsk, brutal og hjertegribende
Filmen har fra start til slut en dyster alvorlig tone, der passer perfekt til budskabet. Den er filmet i utroligt smukke opgivelser i Taiwan, og indeholder mange spændende kulturelle finurligheder i form af arkitektur og kostumer. Men det er alt sammen kulisser for det egentlige; hvor stærkt er mennesket i sin grundvold, og hvor meget kan vi udholde. Der er mange barske scener med folk der bliver tortureret og henrettet, og den brutalitet det bliver udøvet med, giver os rigeligt med forståelse for den dybe sorg, angst og frustration der lyser ud af hver en scene med præsterne.