Anmeldelse: Alle for tre

 

 

 

Timo og Lonnie er blevet skilt, og Timos samvær med sønnen Heino er på lånt tid. Han skylder nemlig over 90.000 kr. i børnepenge og det ser kommunen ikke på med venlige øjne. Det haster altså lidt med at få skaffet nogle penge, og da Ralf sælger nogle designerlamper de har nuppet, til skrotpris, slår det helt klik for Timo. På tragisk vis udånder deres far i Timos arme, og hos advokaten finder de ud af, at hele arven består af en veteranmotorcykel, som går til det ældste barn i familien. Hele filmens handling bliver nu udfoldet, da det viser sig at Timo og Ralf har en ældre bror Kim, der bor i Italien, og altså nu med farens motorcykel. Fast besluttet på at stjæle den tilbage, rejser de to brødre til Italien. Her bliver de på sædvanlig vis rodet ind i mangt og meget. De opdager at deres bror er en søster, at det ikke er særlig nemt at bryde ind i en chinchilla farm, men derimod betydeligt nemmere at crashe et high-society bryllup. Og vigtigst af alt, de får en lektie i hvad familie betyder.

 

Alle for en – to -tre

Her har vi tredje kapitel i sagaen om de snot dumme brødre Ralf (Mick Øgendahl) og Timo (Rasmus Bjerg). Igen får de selskab af deres ven, den nu lovlydige, Nikolai (Jonathan Spang), deres drukkenbolt af en far (Kurt Ravn) og nu også en hidtil ukendt søster Kim (Sonja Richter). Filmen er instrueret af Rasmus Heide, der også har stået for de to første i serien, og den fortsætter da også i nøjagtigt samme spor. Intet er ændret, brødrene udtænker stadig planer til skøre kup, de skændes og slås, og de kan stadig føre lange kloge samtaler, om alle de ord de ikke har en anelse om hvad betyder. Og dog, lidt nyt er der da heldigvis tilføjet. Sonja Richter er et kærkomment supplement til det ellers fine cast. Hun er søsteren som med en hel normal intelligens, dog har arvet trangen til kriminelle udskejelser, og måske netop derfor passer hun fint ind i søskendeflokken.

Det er plat, men pyt, jeg kan li’ det

Billige jokes og plat humor er stadig grundlaget for filmen ligesom i de første, men det gør ikke noget. Det er jo faktisk sjovt at se Mick Øgendahl vandre rundt som en kæmpe broccoli fordi en malerbøtte er eksploderet på ham, da han havde en enorm pelshue på. Det er sjovt at se den 100% u-pædagogiske far sidde med sin søn og gøre nar af folk med cykelhjelm. Og det er en fornøjelse at se Sonja Richter give den gas med en paintball pistol, som var hun med i en gangsterfilm fra 1920’erne. Nemme grin og uforpligtende underholdning, det er hvad det er, og dog sniger der sig alligevel en lille morale ind i slutningen. Alt det tekniske fungerer i filmen. Lys og lyd, locations, rekvisitter og kostumer, alt er gennemtænkt, og mindst lige så vigtigt, gennemført. Filmen kan godt ses uafhængigt af de to første, den indeholder ikke nogen referencer, men har du set dem, og kunne du lide dem, så tag ind og se denne også, den er fuldt på højde med dem.