Anmeldelse: Moana

 

 

 

Med det flop som ”Den gode dinosaur” var sidste år, og en lidt mærkelig forfilm i tankerne, var det uden de store forventninger jeg satte mig i biografsædet til denne film. Men min skepsis blev til skamme, for filmen er fantastisk. Vaiana er instrueret af Ron Clements der også står bag store hits som Aladdin, Prinsessen og frøen, Den lille havfrue og Skatteplaneten. Alt spiller sammen, den kække, livsbekræftende og modige pige der giver så meget liv til filmen. De smukke tegninger, den omhyggelighed der er lagt i at få lys og skygger helt nøjagtige, og ikke mindst det solvarme klima der stråler ud fra lærredet og lyser op helt ind, SKØNT!

 

Et menneske, en halvgud… og en kylling

Et stort og altødelæggende mørke er ved at indtage verden, siden halvguden Maui stjal gudinden Te Fitis hjerte. Hjertet indeholder evnen til at skabe liv, men kun når gudinden selv har det, og uden det, spredes et mørke der tager liv i stedet for at give det. Mørket er så småt nået til stillehavsøen Motunui, hvor høvdingedatteren Vaiana er ved at blive oplært i at blive en god leder. Beboerne på øen nærer stor angst for det åbne hav, og sejler aldrig længere ud end til revet. Men Vaiana har hele livet følt havet kalde, og da mørket nu ødelægger kokosnødde høsten ser hun ingen anden mulighed end at sejle ud, finde Maui og få ham til at sætte hjertet på plads igen. Ude på åbent hav opdager hun at hendes tomhjernede kæle-kylling HeiHei har sneget sig med på båden, og de to kommer nu ud på deres livs eventyr.

Vidunderlig storslået og samtidig nærværende

Efter min mening er der ingen der som Disney kan tegne og animere sig lige ind i hjertet på folk. Med humor og upåklagelig præcision i tegnestilen bliver vi taget med på en tur igennem vand og sand, lys og skygge, varme og vind. Vi kommer til discobal, bliver angrebet af pirater, og møder den smukke gudinde Te Fiti. Gennem hele filmen løber den skønne polynesiske musik der jævnligt springer ud i stærke sange, med store højdepunkter og typisk Disney’sk gå-på-mod. Jeg plejer at være vild med de danske stemmer, og den omhu Sunstudio lægger i at få valgt de helt rigtige. Men lige netop denne gang, tror jeg, at jeg vil anbefale at se filmen med de originale stemmer. Der er noget ved den Hawaianske musikstil vi danskere ikke helt mestrer, og sangteksterne er ikke så mundret oversat. Filmen byder på drama, på eventyr, på vildhed og stilhed, på masser af humor og rørende scener med en lektie til os alle, og den kan varmt anbefales til såvel store som små.