Anmeldelse: Passengers

 

 

 

Mekanikeren Jim Preston har brug for en ny start. Han har købt en billet til rumskibet Avalon der flyver 5000 mennesker til koloni-planeten Homestead 2, hvor der skal bygges en ny verden op. De mange passagerer og det 258 mand store crew på rumskibet er alle lagt i kunstig dvale da turen tager 120 år. Planen er at vække alle 4 måneder før landing, så de lige kan nå at vænne sig til den vågne tilstand igen. En kollision med en asteroide er skyld i at Jims dvalekapsel går op, og han vågner 90 år for tidligt. Helt alene blandt tusindvis af sovende mennesker er Jim ved at gå fra forstanden, indtil Aurora en dag støder til. Hendes dvalekapsel er også gået op. Romantikken blomstrer imellem de to, der dog må indse at noget er helt galt med rumskibet. Flere og flere funktioner sætter ud, og det er til sidst op til de to at regne ud hvad der skal gøres for at redde skibet.

 

Flot, flot, flot

Helt fra start til slut er denne film gennemført flot. Det store luksuriøse rumskib mangler intet i hverken design eller finesse. De kæmpe panoramaer fra rummet er virkelig smukt lavet, så man er overbevist om at vi befinder os i rummet hele filmen igennem. Der er tænkt på alt, lige fra midlertidig vægtløshed og digitale stewardesser til at få den 120 årige dvale til at virke troværdig. Jeg var lidt betænkelig ved at filmen (næsten) kun har to skuespillere, men Chris Pratt og Jennifer Lawrence gør det så godt, at man ikke rigtigt mangler flere. Især Chris Pratt giver en gribende skildring af hvad ensomhed og frustration kan drive en mand til.

 

Gribende romantik med et strejf af action

Filmens hoveddel er helt klart den romantiske historie mellem de to passagerer, men den skal også ses for de intense action scener hvor parret kæmper en farlig kamp for at redde skibet. Filmen er krydret med en del små humoristiske scener, der står som en nødvendig kontrast til de mere alvorlige scener, hvor vi ser de mere mørke sider af den menneskelige natur. Der er nogen meget ægte scener hvor ensomheden truer med at suge livet ud af de to hovedpersoner. Filmen er instrueret af Morten Tyldum, der også har haft fingrene i ”The imitation game” der på samme vis er en både aktuel og gribende film. Det der tækker ned i filmen er, at da Aurora vågner går hun igennem nøjagtig samme proces som vi lige har set Jim gå igennem, og derfor virker den scene en anelse lang. Du skal se denne film hvis du er i humør til en flot og rørende romantisk film med en undertone af action.