Pride, Prejudice and Zombies blu-ray anmeldelse

 
Pride, Prejudice and Zombies blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Pride, Prejudice and Zombies blu-ray anmeldelse
 
Zone: A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 1 timer og 48 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5,1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.401 High Definition 1080/24p

Blu-ray udgivelsesdato: 25. august 2016
Distributør: 
Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1 = blu-ray

Genre: Drama, Horror
Biograf premiere: 17. marts 2016

Instruktør: Burr Steers
Manuskript: Burr Steers, Jane Austen & Seth Grahame-Smith
Producere: bl.a. Phil Hunt, Mick Meyer & Brian Oliver
Fotograf: Remi Adefarasin
Klip: Padraic McKinley
Musik: Fernando Velázquez

Skuespiller:
Lily James som Elizabeth
Sam Riley som Fitzwilliam
Douglas Booth som Mr. Bingley
Bella heathcote som Jane
Jack Huston som George

Beskrivelse: 
Kostumedramaer på både romanformat og på det store lærred har altid været en særlig genre, som fokuserer meget på den tidslige atmosfære, kostumer og ikke mindst kærlighed på godt og ondt. Jeg kan personligt godt blive lidt træt af den samme kedelige trummerum, så derfor var det en fornøjelse at se, at romanen om zombier og kostumedramaer blev filmatiseret.
 
Pride, Prejudice and Zombies blu-ray anmeldelse 
Filmen tager sit udgangspunkt i 1800-tallet, hvor familien Bennet døjer med at få giftet deres døtre væk samtidig med en invasion af hjerneædende zombier. En række ungkarle kommer til byen og forsøger at vinde deres hjerter, men mystiske konspirationer i zombie-delen af verdensbilledet brygger på nye invasioner og kærligheden må for en stund sættes på hylden.

Selve konceptet kunne på papir og i anmeldernes vurderinger godt virke som en skrækkelig film, man hurtigt fik overstået og kort efter glemt igen. Der er dog efter min mening noget interessant over den, som gør, at man faktisk underholdes i størstedelen af filmen. Denne mærkværdige dynamik mellem kostumedramaet og zombiegenren er ganske spændende, og giver et frisk pust på en genre, som normalt aldrig har kunnet lokke drenge til sig.

Når filmen rammer de punkter, hvor den lettere snobbede og kvalmende kærlighed bliver for meget, kommer zombierne og de benhårde dueller ind i billedet og giver et tiltrængt pusterum. Men filmen formår faktisk at bevare autenticiteten fra begge koncepter uden at det hele løber sammen til en pærevælling af ubrugelige klichéer. Man får rent faktisk en kærlighedshistorie, som kan bære sig selv over målstregen i en verden plaget af zombier.

Zombiegenren er i sig selv en ganske undervurderet genre, og i denne film får man den lidt mere intelligente type – der er visse stadier i filmen, og det giver et fedt indspark til, hvordan zombieepidemien kunne foregå. Lily James spiller hovedrollen i filmen sammen med Sam Riley, der begge har en fod i hver genre-lejr, hvilket gør dem til en energisk indspark til filmens absurditeter.

Dog skal man heller ikke gøre filmen til en storfilmsoplevelse, da den selvfølgelig træder på nogle uheldige klicheer i kærlighedsdramaet og tager sig selv lidt for højtideligt til tider. Den er på mange punkter ret forudsigelig, men formår alligevel at underholde med sin afslappethed omkring kostumedramaet og interessante punkter i zombieverdenen.

Samlet set er PP&Z en ganske underholdende lille film, som på trods af sit rygte fungerer helt eminent til en dag, hvor man trænger til at koble hjernen fra og blot nyde noget kærlighed forpurret af hjerneædende zombier.
 
Pride, Prejudice and Zombies blu-ray anmeldelse
 
Visuelt er filmen faktisk ganske imponerende, da man på trods af et B-filmsbudget har brugt meget tid på at få kostumeelementerne og zombieeffekterne til at spille perfekt sammen. Man får et verdensbillede, hvor to forskellige verdener mødes uden at det hele drukner i CGI eller platte opstillinger. Der er skarp fokus på detaljer og billedet står knivskarpt hele vejen i gennem. Samlet set en overraskende positiv oplevelse.
 
Lyden er som sådan meget god på visse punkter, men der opstår en irriterende ubalance i koblingen af action og kostumedrama – på den ene side får vi nogle skarpe dialoger og sagte lyde, mens man på den anden side får eksplosive baslyde og hæsblæsende kampscener. Disse to modsætninger kan ikke rigtig forenes, da man føler, man skal skrue op og ned konstant. Men på trods af mismatchet er lyden velkomponeret og stemningsskabende.
 

Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.

Anmeldelse skrevet september 2016.

Tilbage til Blu-ray anmeldelser